Læsetid: 3 min.

Titanic på tryk

Nej, nej, The New York Times er for stor til at synke, trygler tilskueren, men ...
En af de sjældne, glade dage på The New York Times. Midt i billedet, på trappen, annoncerer chefredaktør Bill Keller, at avisen trods alle trængsler har modtaget nye journalistiske hæderspriser. Bill Keller er netop i denne måned gået af. Måske kunne han ikke udholde flere fyringsrunder.

En af de sjældne, glade dage på The New York Times. Midt i billedet, på trappen, annoncerer chefredaktør Bill Keller, at avisen trods alle trængsler har modtaget nye journalistiske hæderspriser. Bill Keller er netop i denne måned gået af. Måske kunne han ikke udholde flere fyringsrunder.

Miracle Film

29. september 2011

Stakåndet var stemningen, når 1930'ernes og 1940'erne amerikanske film foregik på dagbladsredaktioner. Trykpressen rullede hektisk; avisforsider blev hvirvlet op på biograflærredet. Journalister styrtede rundt med hatten skubbet om i nakken, alt imens de på skift rakte ud efter notesblokke og smøger. Avisen var det moderne samfunds hjertepumpe.

Sådan er det ikke længere moderne at opfatte det. Derom vidner den medrivende amerikanske dokumentarfilm Page One: Inside The New York Times.

Filmen starter med et vemodigt klimprende klaver, mens kameraet panorerer ind over den automatiserede trykkehal, hvor samlebåndet langsomt kører tomt rundt, mens robotter tøffer papirballer på plads. Klaveret glider over i sørgemusikalsk orkester. Langsomt kører samlebåndet nu med aviser. Udenfor, i natten kører varebiler dem bort.

Dernæst springer filmen til et sammenklip af tv-reportager om store, stolte amerikanske avisers nylige død. Fra kyst til kyst. Også i de storbyer, hvor læsergrundlaget er større end hele den danske befolkning.

Nettet strammer

Ingen så det komme. Så sent som i 1990'erne var der stadig liv i aviserne. Så strammedes nettet – internettet. Rubrikannoncerne forsvandt til portaler. Produktannoncer til firmaernes hjemmesider. Folk vænnede sig til at få nyheder på nettet – uden at betale. Der var engang, hvor man købte en stor avis bare for at få en ordentlig vejrudsigt. Nu, klik, klik, er vejret på telefonen.

I ghettoiserede samfund har omnibusavisen trange kår. Hvorfor skal vi læse om folk, der ikke interesserer os, og som vi bare ønsker uden for vores horisont? Det er meget sjovere at søge ud til meningsfællerne på nettet. De kan også historier, der er dristigere end dem, aviserne tør bringe. Måske har de historien fra avisen, men så har den lige fået et livligere svaj.

Når denne dokumentarfilm virker så stærkt, skyldes det, at den udfolder sig på verdens bedste avis, The New York Times, kærligt kendt som NYT, hvad der på dansk er finurligt.

Dokumentarfilmen dækker et år på den redaktion, som NYT har oprettet til at dække udviklingen i den samlede medieverden. Dermed kommer filmen til at spejle, hvordan NYT-journalisterne opfatter de andres død. Og hvordan de bokser med at forestille sig deres egen.

Tilskueren tænker uvilkårligt som NYT-folkene: Den avis er for stor, for vigtig – ikke bare for nyhedsformidlingen i USA, men for hele verden, hvor den udgives som International Herald Tribune – for civiliseret, for demokratisk betydningsfuld til, at den kan kuldsejle. Den må i sagens natur være absolut synkefri. Ligesom Titanic.

Isbjerget ramt

Præcis lige som Titanic. Måske har NYT allerede ramt isbjerget. I avisens gode år i 1990'erne stiftede den gæld for en milliard dollar – blandt andet til bygning af et prægtigt nyt hovedkvarter. Så ramte alle kriser plus den totale 2008-finanskrise. NYT's aktier dykkede 74 procent. Hovedkvarteret måtte sælges og leases tilbage. Avisen måtte nedværdige sig til at modtage et kapitalindskud fra den mexicanske telefonbaron Carlos Slim – ja, det hedder han, selv om det lyder som et melodramatisk skurkenavn. Slim har sikret sig vetoret over NYT's fremtidige økonomiske dispositioner. I dokumentarfilmen vises kun et skummelt foto af Slim; hans rolle forbigås i øvrigt.

Det kan man undskylde med, at filmen navnlig foregår i redaktionsrummet, hvor journalister spiller rollen som sig selv.

Det gør de overbevisende. Man oplever, hvor vanskelige deres valg er. Den økonomiske smalhals har allerede betydet nedskæringer. Det betyder mindre af den dybdeborende, ulastelige journalistik, som i mere end et århundrede har været NYT's adelsmærke.

NYT har allerede været grimt ramt på troværdigheden. Journalisten Jayson Blair, der havde skrevet en serie sensationelle artikler, blev i 2003 afsløret som svindler og plagiatør. Siden væltede NYT's udenrigspolitiske fyrtårn, Judith Miller, da det viste sig, at hun op til USA's angreb på Irak havde bragt en række falske rapporter om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben – oplysninger, som var plantet af Bush-regeringen, der fornøjet som begrundelse for krigen erklærede, at oplysningerne jo havde stået i NYT.

Blandt de mange respektindgydende journalister, der optræder i filmen, er NYT's chefredaktør, Bill Keller, der kom til for at rydde op efter Jayson Blair-skandalen. Keller er tydeligt rørt, da han midt i trængslerne sammenkalder medarbejderne for at meddele, at avisen har fået endnu en stribe journalistiske hædersbevisninger.

Netop i denne måned har Bill Keller forladt sit job. Man kan gætte på, at Keller ikke havde hjerte til at gennemføre flere fyringsrunder. De kommer nok alligevel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Avisen måtte nedværdige sig til at modtage et kapitalindskud fra den mexicanske telefonbaron Carlos Slim

Jeg kender ikke pengemanden mr. Slim, men er han værre end eksv. Rupert Murdoch? For så er han selvfølgelig slem..!..

...men måske udspringer følelsen af nedværdigelse bare af almindelig racisme.