Læsetid: 3 min.

Tomhedens teater

'Det Normale Liv' af Christian Lollike er et af de mest opløftende teaterstykker i det seneste årti. Med Marie Louise Wille som angstfuld fitnesskvinde, der dyrker wellness som Gud
Marie Louise Wille kan pendulere direkte fra komisk flip til tragisk sammenbrud — intenst og musikalsk.

Marie Louise Wille kan pendulere direkte fra komisk flip til tragisk sammenbrud — intenst og musikalsk.

Rumle Skafte

6. september 2011

»Jeg føler mig forfulgt.«

»Af hvem?«

»Det ved jeg ikke.«

Sådan lyder åbningsreplikkerne i Christian Lollikes nye tragikomiske stykke, Det Normale Liv.

Hermed er Christian Lollike rykket op på det umiskendeligt internationale niveau. For Det Normale Liv er en overbevisende leg med både den nyeste realisme og den mest beske urabsurdisme: en eksistentiel leg med tomheden og følelsen af, at der er noget, der mangler.

I dette drama har Lollike fundet frem til en konsekvent tidløshed. Samtidig har stykket et umiskendeligt 2011-afsæt, fordi det spidder vores tids egomane fokusering på kroppen.

De tre mennesker i Det Normale Liv spurter rundt i specialdesignede træningssko og avancerede lycradragter, hvor deres karrieretøj er malet på. For i det standardiserede liv anno 2011 er træningen større end alt andet: Wellness er Gud, kroppen er Templet og fedtet er Det Onde, der har taget bolig i tykke mennesker, der har givet slip ...

Inner-Stasi i selvcensur

Iscenesætteren Anne Zacho Søgaard, der netop har afsluttet sit Vol. 4 på teatret Momentum i Odense, har fortolket Lollikes tomhedssatire i højeste holismegear. Caspar Ravn har skabt en munter lydkulisse af popminimalisme og jinglesløjfer. Og Siggi Óli Pálmason har ladet performere boltre sig på en grotesk græsplæne med legehøj for voksne og usynlige computere, som Robert Logrells koreografi invaderer med herlig sans for forloren tv-æstetik i Jonas Kongsbachs ferme Big Brother-lys.

Lollike er optaget af, hvad overvågningssamfundet gør ved det enkelte menneske. Hvad der sker, når et menneske afkræves handlinger, som går imod instinktet om at passe sine børn eller beskytte sin kæreste. Og hvad der sker, når overvågningen flytter med ind i den enkeltes egen skyldtyngede krop.

»Inner-Stasi«, kalder Lollike den tilstand, som snigende overtager hver persons tankeverden: Selvcensur og selv-spanking.

Øko-børn uden kokos

Marie Louise Wille spiller kvinden, der er bange. Willes bløde øjne bliver helt skrækslagne, når hun speeder af sted på tåspidserne i sit eget effektivitetsflip, indtil hun pludselig ligger og krammer sine selvdøde dukkebørn. Wille kan pendulere direkte fra komisk flip til tragisk sammenbrud intenst og musikalsk. Og hun kan udlevere sin egen krop og sin egen dødelighed med herligste selvironi og vilde benspark.

»Min krop er min fremtid,« lyder en replik.

Jo tak. Bare ikke særligt længe. For så lasker huden, og så sender chefen en opsigelsesmail ... Og så må kvinden sætte børnene foran tv'et eller i hvert fald holde dem for ørerne.

Den nyuddannede skuespiller Theresa Sølvsteen rammer Lollikes replikker med åbent ansigt og en skæg kynisme i stemmen, og hun skaber sjov pingpong både med Willes paranoiakvinde og med Peter Flyvholms entertainermand, der elegant breder armene ud, inden han også selv bryder sammen som trængt urmand.

»Det levner ikke nogen plads til den indre psykopat,« siger han anklagende om overvågningssystemet.

Hvorefter hans boblende humorblik igen smitter ...

G-streng med kage

Skuespillertrioen skaber i det hele taget en charmerende fornemmelse af undergang og dynamisk tristesse begavet og kyndigt. Når iscenesættelsen får de tre Inner-Stasis til at sidde på en græshøj og drikke af børnehjerneskaller i den tro, at det er øko-kokosnødder, så er der ikke et øje tørt. Og når et monstertykt damekostume med sæsonens mest opsigtsvækkende g-streng drejer lykkeligt forbi med en kage, er der forsvarsløs klukken på tilskuerrækkerne.

»Som om der mangler noget,« siger Marie Louise Wille igen og igen om sit tomhedsliv.

Og tomheden gennemsyrer raffineret Lollikes normalitetstekst, der også har en skøn metastruktur; stykket begynder for eksempel forfra flere gange i veloplagt fortvivlelse.

Stykket kunne dog godt undvære sin påduttede slutning om Marie Antoinettes kagetrang og en halvhjertet støtte til de sultende i Afrika. For kernen i stykket er dets forståelse af det vestlige nutidsmenneske med dets selvoptagede kropsdilemma og dets selvpålagte lykkeforpligtelse med ubesværede skift mellem det komiske og det tragiske, lige ind i hjertet af en ny absurdisme.

»Jeg føler mig forfulgt,« siger Marie Louise Wille panisk og kalder sig selv for en omvandrende tomhed.

»Det har vi hørt,« siger Peter Flyvholm nøgternt.

Og således opnår Christian Lollikes tomhedssøgende replikker at blive fortolket, så Det Normale Liv lyser som noget af det mest opløftende danske dramatik i dette årtusind.

 

 

Det Normale Liv. Tekst: Christian Lollike. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Koreografi: Robert Logrell. Lys: Jonas Kongsbach. Lyd: Caspar Ravn. Aarhus Teater, Studio, 27. september-28. oktober. Co-produktion med Café Teatret i København, hvor forestillingen spilles 8.-24. september. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu