Læsetid: 3 min.

Ung dirigent afslørede hemmeligheden

Alexander Shelley afløste sir Colin Davis i Tivolis Elgar-koncert og styrede Tivolis Symfoniorkester lige ind i den simple skønhed
5. september 2011

Det var et orkester i god form, velspillende og opmærksomt, der torsdag aften serverede en hel koncert med den engelske komponist Edward Elgars musik, heriblandt hans Enigma-variationer. Oprindeligt skulle vi have haft Sir Andrew Davis til at dirigere programmet, men han meldte allerede i forsommeren afbud til Tivolifestivalen. Heldigvis havde man løsningen tæt på i den unge, engelske Alexander Shelley, der flere gange har været omkring Danmark på det sidste, ikke mindst til en fremragende ledelse af Gounods "Romeo og Julie" på Operaen. Shelley indvilligede i at "redde koncerten", som Tivoli selv udtrykte det, så skuffelse blev afløst af forventning.

Simpel skønhed

Nu er Elgar på mange måder en taknemlig komponist. Eller hans musik er det i hvert fald. Den leverer på mange måder sig selv og - skal man være streng – indeholder ikke svært forløselige dybder. Hvis vi nu starter i den allerstrengeste ende og kalder det en form for tapetmusik, som det altid er dejligt at sætte på og fylde stuerne med, så kan man herfra bevæge sig hen til at snakke om, hvad det så alligevel er, der rammer så præcist, at man må kalde det skønhed. Der er en romantik, der på én eller anden måde omfatter os alle, på trods af eller netop i kraft af dens simpelhed.

Gennembruddet

Elgar var ikke en anerkendt komponist, før han i en alder af 42 skrev sine Enigma-variationer. Det kan man godt forstå, når man som torsdag aften først skulle høre sig igennem en lang strygerserenade, der på intet tidspunkt rigtigt ville folde sig ud. Det er som om, der mangler en ingrediens. Smukt og kedeligt. En dag ved klaveret sidder han så og spiller en melodi, som hans kone bifalder. Elgar improviserer videre over den og begynder at spille den, som hans venner ville have gjort det, og pludselig er han havnet i en slags musikalske portrætter. Fjorten i alt, bliver det til, af meget forskellige variationer over et smukt tema, der vender sig i dur og mol og udtryksfulde faldende tertser og septimer og en indsigt fra komponisten, der ikke har været der tidligere. Som om at netop dette psykologiske aspekt, var det, han ikke var kommet på før i sin musik og som pludselig fuldender den.

Skjult tema

Enigma betyder gåde og Elgar morede sig med at antyde, at der skulle være et gemt tema i variationerne. Det har naturligvis beskæftiget mange hjerner, hvad der skulle være disse variationers skjulte tema, men ingen har fundet noget og Elgar har taget hemmeligheden med sig i graven. Men som alle, der har set Kung Fu Panda, ved, så er den hemmelige ingrediens, netop at der ingen hemmelig ingrediens er - andre end én selv. Flytter man lidt rundt på bogstaverne i ENIGMA, så står der IMAGEN. Billede altså, og ikke gåde. Elgars gåde, kan lige så godt være, at der ingen gåde er udover den almindelige, mennesket, som han altså her i sine variationer kommer med 14 bud eller billeder på.

Shelleys direktion var intet mindre end en fuldendt nydelse. I et kropsnært engelsk snit, så man en rank krop, der arbejdede i sin helhed med støttende arme og en evne til at dirigere alene ud fra et simpelt vægtskift. Shelley viste musikken tillid til, at den er nok i sig selv uden større armbevægelser, og til musikerne til, at de ved bare at koncentrere sig ikke kan undgå at forløse den. Det musikalske tapet fik sin almene, simple romantik, der gør os alle set og seende. En indledende og en afsluttende march fik publikum til at forstå, hvorfor man er nødt til at synge med på ”Land of hope and glory”.

Torsdag den 1. September kl. 19.30

Tivolis Koncertsal Tivoli Symfoniorkester Dirigent: Alexander Shelley Værker af Edward Elgar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu