Læsetid: 3 min.

Den uregerlige gerrige ud over scenekanten

Søren Sætter-Lassen sætter fingrene mod hinanden og presser til. Akkurat lige som han sætter mennesker mod hinanden og presser til. For hans manipulatorspil i 'Den Gerrige' er en fabelagtig kyniker-præstation og et overvældende, komisk modstykke til hans voldelige Richard III
10. september 2011

Selv Molière kan ikke have hostet mere ulækkert end Søren Sætter-Lassen i rollen som Den Gerrige. Da Sætter-Lassen pudsede næse og fik viklet sine lange, grå hårtjavser ind i snottet, gik der i hvert fald et sus igennem publikum. For den slags kan man da bare ikke!

Men Søren Sætter-Lassen kan alt. I hvert fald alt, der viser fedtsylen Harpagons egologik. Selv Molière ville antagelig klaske vildt i sine feberhede hænder over den uregerlige måde, hvorpå Søren Sætter-Lassen skifter fra klassisk komediespil til hypermoderne stand-up-selviscenesættelse.

Vi andre kan bare lykkeligt overgive os til denne manipulator, der selv om han er ved at gifte sig til en strutbarmet teenagepige alligevel drømmer mere om at komme i kassen med sine penge. Lamselår er godt, men rentegevinst er hot.

Hvor Søren Sætter-Lassens Richard III kun var liderlig efter magt, så er hans Harpagon kun liderlig efter følelsen af pengesedler: »Knitrende sedler, sarte og uberørte uden en plet«, som det hedder i Jesper Kjærs flabet præcise oversættelse af klassikeren, som Nationalscenen ikke har turdet spille siden 1954.

Sur, gammel nisse

Det er Thomas Bendixen, der har fortsat sin Molière-mani fra sidste sæsons Misantropen ved at iscenesætte Den Gerrige på Skuespilhuset. Bendixen scorer publikum med sin groteske fortolkning. Han har kastet komedien ud over komediekanten ned i en afgrund af vanvittig overdrivelse og hallucinerende skønhed. Scenografen Maja Ravn har gjort både tov og afgrund konkret i sin scenografi, hvor en stor trappehal udsættes for et indre jordskælv, når først pengepassionen sættes under pres. Det er originalt og vittigt og med stærk æstetisk kontrast til gnierens forhutlede hårtjavsenisse.

I baggrunden kører så Christian Houmarks forvrængede tangomusik med klezmerklang og barokflirt, og på væggene får videodesigneren Arthur Steijn blomsterne til at blive bestøvet af de smukkeste sommerfugle, når den kropslige kærlighed lige får lov til at blomstre et øjeblik eller to. Over det hele fanger Thomas Bek Jensens lysdesign nærighedens essens: Når forestillingen begynder, står gnieren bare i en lysstråle og befamler sine penge i vellyst. Sådan!

Besk, rå bordelmutter

Ensemblet omkring ham er musikalsk og med frisk attack. Özlem Saglanmak er insisterende, Anders Juul er opflammende, Peter Oliver Hansen er pøbelpræcis, Sicilia Gadborg Høegh er yndig, og Anders Hove er aparte og Nicolai Jandorf Klok er næsten lige så skøn som Henrik Jandorf Senior. Alle er lifligt smittet med overdrevets energi.

Men Bodil Jørgensen er decideret fantastisk. Hendes gamle Frosine forsøger at slå mønt af gnieren med den særlige, beske Bodil-Jørgensen-kynisme, der ingen grænser kender for det grimme og det beregnende. Overleveragtigt har hun altid en flamenco-grimasse, der kan passe, i dette småspanske og højspartanske miljø, hvor kærlighed er godt, men fornuftsægteskab er bedre. Bordelmutter eller bare trafficking-organisator? Denne Frosine kan skaffe hvad som helst og bedrage hvem som helst. Hun smører bare et ekstra lag rød læbestift på, hanker op i kjolen og de diskrete puderinge til de drilske hæmorider og så gør hun sig ellers til. Det er ubetaleligt.

Selv en Bodil Jørgensen kan dog ikke knække Søren Sætter-Lassens kærlighed til de pengesedler, som han bærer med al den varsomhed, han aldrig har vist sine børn. Men som han siger, når han koldt afbryder børnenes gråd over, at han forhindrer dem i at blive gift med dem, de elsker:

'Så stopper vi her!'

 

 

Den Gerrige. Tekst: Molière. Oversætt: Jesper Kjær. Bear-bejdelse: Thomas Bendixen og Benedikte Hammershøy Nielsen. Scenografi: Maja Ravn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu