Læsetid 3 min.

Urnen er ikke let at skrive med

Ingen sludder kan begrave en søster. I Maja Magdalena Swiderskas 'Brudstykke' dækker en febrilsk talen over et manglende mod til at skrive om sorgen over døde familiemedlemmer
16. september 2011

Hvordan skal man skrive om sin søster, der dør af kræft? Kan man gøre teksten til en urne eller et album, en markering, en form for grav måske, over den døde?

I Maja Magdalena Swiderskas anden bog, Brudstykke, står den skrivende stemme trippende på grænsen til en sådan skrift. Både formelt og tematisk, som man nu siger, bliver det bogens problem.

Brudstykke (som ja, er et fragment, et teaterstykke om relationernes brud talt frem af en stemme, der hele tiden afbryder sig selv) er en tekst, som mangler mod til at tale om den død, der hele tiden titter frem i de mange forskellige afsnit. Man fornemmer en underliggende etisk bekymring, som aldrig bliver ordentlig undersøgt. At blive i en tekst om søsterens død er umuligt, synes det, for det vil også kritisere den som fiktionelt stof, gøre den til litteratur og mishandle den som sådant.

Så langt tør fortælleren aldrig gå. I stedet får vi en håndfuld rørende scener om søsteren her og der, afsnit, der løfter sig langt højere end resten af bogens småsludrende passager, og fikse ideer.

Jeg snakker med mig selv

Som bogen skrider frem, skifter fokus fra tabet af et ham (den elskede, vist nok) til det tabte hun, søsteren. Under eller ud af disse fremskrives også tabet af det faste udsigelsespunkt: Jeget udspaltes som konsekvens af de mange brud.

Men bogens fremstilling af det fragmenterede jeg virker uigennemtænkt, i værste fald naiv. Således er store dele af teksten sat op som dramatik, hvor karakterer som Jeg, Mig og Selv diskuterer indbyrdes. Deres replikker har samme tone, de gentager hinanden, taler i et privatmytologisk rum, som virker underlig tomt. Med andre ord: Stemmerne ligner hinanden til forveksling, og der er ikke synderlig stor forskel på bogens Jeg og bogens Mig. På den måde virker opdelingen og altså forskellen på jegets forskellige enheder ret ligegyldig. Den fremstår konstrueret. Den kaster ikke betydning af sig.

Min søsters urne

Bogen værger sig mod at skulle trække søsteren ind i en skrift, en skrift som langt hen ad vejen er sin egen flimrende selvoptagede leg med personlige pronominer og arrigskab; og alligevel er netop søsterdøden så påtrængende, så forfærdelig.

Skriftens skanse forsøges fastholdt, men søsteren slår alligevel sprækker som i denne afvigen: »Nej, fra nu af skal det handle mest om mig. Hell Yeah! (...) Og en smule om min søster også, men hun er død, så det ved jeg ikke, hvordan tæller (det tæller nok slet ikke).« Men at par blotlægninger af sorg får alligevel tilkæmpet sig plads. Her i et af bogens bedste afsnit om den dødssyge søsters begravelsesønsker: »Og ingen havde vitterligt skænket det en tanke; at man et skridt før døden kunne være allermest bange, fordi man ikke kendte nogen, der havde taget turen. Eller, faktisk var det ikke helt det for selvfølgelig havde hun kendt nogen, der var død, men ingen nære og den store bekymring var, hvor hun så skulle ligge, for hun havde jo ikke kendt dem, de nære døde. Og alene ville hun ikke ligge.«

De mange blindgyder

Swiderskas tekst fremstår flere steder meget generøs med mange skift i genre, tempo og tone, men omvejene og blindgyderne bliver for mange. Romanen kommer aldrig rigtig i gang, til det er den for forbeholden. Avantgardistisk smalltalk dækker over en død, som alligevel bliver tekstens fjerne centrum. En febrilsk stemme tripper sludrende i nærheden med øjnene lukkede eller på klem.

Det er et hårdt kunstnerisk valg at nægte at udnytte andre mennesker i kunstens navn, og værket lider til gengæld.

Hvad skal man stille op med det? Er det for hårdt at skrive bøger i den slags situation? Romanen kendetegner i hvert fald en krisens skrift, en skrift, der sidder fast, en skrift, der slår sig for munden. Utroligt, at den sikre vej i dette tilfælde bliver den halvkedelige sludder, men urnen er ikke let at skrive med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer