Utrygge roser, alvorlige vers

Langsomme, alvorlige ord i slanke, alvorlige digte. Julie Sten-Knudsens meget seriøse debut er bedst, når den ikke bliver nostalgisk
9. september 2011

Der er noget ujævnt over Julie Sten-Knudsens debut, også selvom grebene er de samme i næsten alle hendes digte. De greb er ellers stærke: digtene i Hjem er en retning har en sjælden sans for det rytmiske spil mellem sætning og verselinje, føler man, de glider afsted, langsomt og sikkert. De er lange og slanke med korte ord og sætninger, digtene, det får dem til at føles langsomme, nærmest statelige i deres udtryk. Og så har de et meget alvorligt jeg, der lige så meget konstaterer og definerer som sanser verden omkring sig. Resultatet kan være klassisk smukt, med kun det mindste mørke bag en helt stille ro. Sådan lyder det i et af samlingens første digte:

Du må leve med kroppens/ katastrofer. Se, en bleggul/ rose i oktober. Kroppen som/ udgangspunkt, kroppen som/ en destination. Rådne æbler/ i græsplænen, i alle digtene/ du læser: Græsplæner/ med rådne æbler. Sæbe/ på brysterne minder/ om sæd. Tæerne savner det våde/ græs, din fugtige/ hud savner hænder.

Det er så overbevisende, den måde gentagelse og forskydning spiller sammen på her. Julie Sten-Knudsen giver de klassiske digtes inventar kroppen, rosen, sproget, kærligheden, ensomheden en egen drejning, som holder, også selvom grebene er de samme igen og igen.

Ensomhed og familie

Men når Hjem er en retning går i tomgang, så afsløres alvoren som et sprogligt trick, skabt især af digtenes rytme. Det sker især i bogens store anden del. Første del handler især om ensomhed jeget er i al fald alene hele tiden og tredje og fjerde handler vist om en forelskelse og dens forfald. Men anden del er fyldt af fortællende hyldestdigte til mor og mormor og barndommen. Der er noget velmenende over al den erindring, noget hypernostalgisk over den unge kvindes beundring for sine formødre. Men det er også, som om sætningerne bliver banale, nærmest slaskede:

Jeg kalder min mor for radiator/ og kryber tæt ind til hendes/ krop, jeg fryser altid og har altid/ ondt i maven, jeg vil ikke i/ skole, jeg vil med min mor/ på arbejde.

Hvis man skrev linjerne ud, hvad ville så være tilbage? Ikke meget, tror jeg. Og det bliver ikke bedre i en serie prosastykker, og da slet ikke i en art digtdialog med barndommens have. Den udarter til den mest uvittige efterligning af Ursula Andkjær Olsen polyfone stil, jeg til dato har set.

Rød-hvide roser

Hjem er en retning handler måske mest om hjem som noget privat eller eksistentielt, man er på vej væk fra og hen til. Er man hjemme i kroppen, i kærligheden, i ens lejlighed? Er sex et overgreb, en invasion, og er en invasion altid af det onde? Men i sit billedsprog og ordvalg peger den også på dem, der er politisk hjemløse. Asylpolitik og statsborgerskab dukker op på diskrete, men vedholdende måder her. Man kunne tro, at Julie Sten-Knudsens klassiske anslag ville stå sig dårligt med den slags, men det modsatte er tilfældet. Prøv at se »Sprog«, et af bogens enkleste og bedste digte:

Jeg fastsætter/ regler for regn. I regnen/ en rosenbusk. Blomsterne danser/ røde og hvide i vinden,/ spærret inde bag stilke/ og blade. Sat uden for/ tiden mens tiden/ går. Massevoldtægter./Jeg fastsætter nærmere regler for/ kærlighed. Grov vold./ Jeg faststætter nærmere regler for/ mareridt. Utryghed./ Jeg fastsætter nærmere regler for/ mørkerøde roser. Kvindeundertrykkelse./ Rosen er smuk som en/ opholdstilladelse. Et volds-/ monopol.

Måske er det alligevel for entydigt med de rød-hvide roser, der hegnes inde af statens voldsmonopol. Men for en gangs skyld snubler kritik og patos og inderlighed ikke over hinanden. Her er de allierede, de forstærker hinandens effekt. I midterdelen går Hjem er en retning i nostalgisk tomgang, men her og i et par andre af bogens sidste digte springer Julie Sten-Knudsen ud som elev af Marianne Larsen. Og så skriver hun også helt klassisk gode digte. Det er der alligevel en vis spændvidde i.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

• Julie Sten-Knudsen
• Gyldendal
• 80 sider
• 150 kr.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu