Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Velkommen bøjet i metal

Dream Theater lever ikke op til ordet progressiv. Mastodon gør til gengæld. De udvikler sig i en sådan grad, at et mainstream gennembrud ikke er utænkeligt.
Kultur
27. september 2011

Progressiv metal er genrens paradoks. Når det bliver rigtig kompliceret, så kan det opleves som noget af det mest introverte og uforståelige for et uprøvet publikum. Når det til gengæld bliver rigtig melodiøst, så er det den slags metal, der kan få selv følsomme indiedrenge til at glæde sig til årets metalhovednavn på Roskilde.

Dream Theater demonstrerer på deres ellevte udspil, at de fortsat tilhører første kategori. Guitarist John Petrucci er én af metallens absolut bedste. Generelt er musikerne i Dream Theater vanvittigt dygtige, og man imponeres med hver plade, de udgiver, over deres tekniske kunnen. Dream Theater betragtes som et af de første progressive metalbands. Altid mere optaget af instrumentaliseringen, præcisionen og kompleksiteten end af at lave effektfulde rundgange, og derfor er Dream Theater også mest populær blandt guitarister, der ville ønske, de var lige så dygtige.

Intet nyt under solen

Men selvom der har været en del udskiftning blandt medlemmerne, så lyder Dream Theater meget, som de altid har gjort, så at give pladen titlen A Dramatic Turn of Events er måske at oversælge værket en smule.

Til gengæld er pladen lige så helstøbt og teknisk imponerende, som de plejer at være, og det er i sidste ende også ofte den progressive metals ambition. I den mest komplekse gren af genren handler det mere om at imponere ligesindede end om at åbne sig op overfor en, der længes efter at forstå, hvad der kan være så betagende ved mænd, der holder fast i de lange bølgede lokker, den sorte klædedragt og et næsten seksuelt forhold til sit instrument.

Fletter hængebro

Progmetallen kan være den bro over de urolige vande, der skiller metalgenren fra resten af verden, der stadig søber i Radiohead-sødsupperester og går i spåner over, at et helt fint, men musikalsk ret uinteressant band som R.E.M går i opløsning. I Mastodon er man i færd med at flette en hængebro. De har fået publikumsorienterede ambitioner.

Det høres tydeligt på The Hunter, deres femte i fuld længde. Måske er de blevet sultne efter at have turneret i hele verden med Crack The Skye-pladen fra 2009, hvor en mere tilgængelig lyd har gjort et helt nyt publikum interesseret i dem.

Men de var endnu ikke helt ankommet, da de optrådte på Orange Scene ved årets Roskilde Festival. Overfor det brede publikum var deres komplekse lyd og selvoptagne (i forståelsen optaget af at selvet spillede røven ud af instrumentet) attitude stadig utilnærmelig.

Det er den progressive metals største udfordring: 'Vi kan sagtens høre, I er vanvittigt dygtige, drenge. Vi kan bare ikke mærke det.'

Men tag lige og mærk efter, når The Hunter suser gennem øregangene. Mastodon har skruet ned for kompleksiteten og op for deres riffs. Effekten er deres hidtil mest melodiøse udspil, og når guitaristerne bruger deres kræfter på at få rundgangene arbejdet ind i din krop, så kan trommeslager Brann Dailor stimulere din hjerne.

Han træder virkelig i karakter på denne plade. Han har sikkert også været der tidligere, han har bare været sværere at finde under alle de lag af instrumentaliseringer, som tidligere har domineret Mastodons udgivelser. Især numrene »Curl of the Burl«, »Stargasm«, »Creature Lives« og pladens episke slutter »The Sparrow« giver en tidligere så uforstående lytter den tanke, at Mastodon er i færd med at lokke de, der forlod koncerten på Orange Scene, tilbage. Numrene bliver til tider drømmende som Led Zeppelin og Pink Floyd uden nogensinde at blive psykedeliske. De holder fast i rundgangene. Denne anmelder bliver ikke overrasket, hvis deres næste plade bliver deres vej ind i mainstream.

 

 

Mastodon, The Hunter, Roadrunner/Warner Music, udkommer i dag

Dream Theater, A Dramatic Turn of Events, Roadrunner/Warner Music, er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her