Læsetid: 3 min.

Vellykket start for ny festival

Trio con Brio Copenhagen er ikke blot et af vores bedste klassiske ensembler. Den har nu også vist sig som iværksætter af en lovende festival i København
27. september 2011

Kvaliteten i den klassiske kammermusik i Danmark er blevet højnet kolossalt gennem de seneste årtier. Det kan man takke musikkonservatorierne for, og mon ikke også DR's løbende kammermusikkonkurrence har haft sin andel af den øgede interesse?

Blandt disse P2-vindere står to ensembler fortsat frem som noget særligt: Den Danske Strygekvartet (2004) og Trio con Brio (2002). Sidstnævnte danskkoreanske konstellation har nu gjort sig til iværksætter af en kammermusikfestival i København, som de forestiller sig skulle blive tilbagevendende.

Den løb af stablen i sidste uge, otte koncerter forskellige steder i byen, og hvem slog Trio con Brio kludene sammen med? Den danske Strygekvartet, naturligvis.

For at give festivalen en duft af international eksklusivitet medvirkede fire udenlandske topnavne på kryds og tværs, ligesom Trio con Brio havde entreret med fire spillesteder, som brænder for kammermusikken: Diamanten, Mogens Dahl, Rundetårn og Musikkonservatoriet.

At få iscenesat så meget i den genre og på den facon er ikke prøvet før i hovedstaden, det er visionært og stærkt stimulerende for musiklivet. Jens Elvekjær fra Trio con Brio var tilsyneladende festivalens kunstneriske motor, og som den eneste pianist kom han i den grad på arbejde. Ved onsdagens åbningskoncert lagde han ud med Gades Fantasistykker sammen med Berliner Filharmonikernes fabelagtige soloklarinettist, Wenzel Fuchs.

Desværre er akustikken i Musikkonservatoriets Koncertsal temmelig levende, hørt fra balkonen, så der var ikke så få subtiliteter i frasering og dynamik, man ikke fik fat i. Det kom også til at gælde det lyse linjespil i Schumanns Klaverkvartet med hele Trio con Brio og den russiske stjernebratschist Tatjana Masurenko.

Efter pausen skiftede jeg plads til parterre, og her ændrede lydbilledet sig betragteligt. Bachs 3. Cellosuite med den flyvende hollænder Pieter Wispelwey var en særpræget og bevægende oplevelse: visse steder tørt, stofligt og med ikke så lidt instrumentstøj, andre steder åndeløst reciterende som i sarabanden og poetisk fabulerende som i den anden bourrée.

Mindst interessant forekom Boccherinis 4. Guitarkvintet; Göran Söllscher kunne ikke stille meget op med den anonyme soliststemme, men Den Danske Strygekvartet spillede med glasklar klang og prøvede da at sparke en fest ind i den afsluttende fandango.

To søstre

Den anden af lørdagens tre koncerter i Diamanten hentede varer fra så at sige alle hylder under overskriften Virtuosi. Det var faktisk rigtig underholdende, afslappet som under familiære former, også bogstavelig talt.

De to søstre Hong, Soo-Jin på violin og Soo-Kyung på cello, fra Trio con Brio spillede for en gangs skyld uden tredjehjulet. Og de gjorde det sublimt i Bohuslav Martinus 1. Duo; intenst tilbageholdte i det fine dialogspil, senere virtuost galopperende, snart med den ene i udbrud skarpt forfulgt af den anden, og snart efter i omvendte roller. Dét var sandt for dyden kammermusik.

Der var mere en duft af café og Zachertorte over nogle Fritz Kreisler-arrangementer af Rimskij-Korsakov, intermezzi fra hans operaer Sadko og Snepigen. Tatjana Masurenkos bratsch glødede og smægtede i det første, og den gnistrede og spurtede knastløst i det andet.

Diskret akkompagneret af Jens Elvekjær, som uden for programmet hev Pieter Wispelwey med ind på scenen til nogle flere arrangementer, nu Chopin-stykker. De havde det skægt, og det forplantede sig.

Det mest spektakulære kom nu til sidst med Webers Klarinetkvintet. Strygerne var ligeligt fordelt mellem de to familier, Den Danske Strygekvartet og Trio con Brio, og sikke en indbyrdes klangforståelse, de lagde for dagen.

Stjernen var dog Wenzel Fuchs. Webers kvintet er romantisk kammermusik, men man bliver mindet om meget andet også: lied, opera, ballet og sågar melodrama. Og Fuchs gestaltede alle hovedrollerne i denne brogede fortælling med en klangkontrol og en fingerfærdighed af en anden verden. Lad os håbe, at det fortsætter næste år. Og næste år.

 

 

Copenhagen Chamber Music Festival.

Trio con Brio Copenhagen. Den Danske Strygekvartet.

Tatjana Masurenko (bratsch). nzel Fuchs (klarinet).

Pieter Wispelwey (cello). Göran Söllscher (guitar). 21.—25. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu