Læsetid: 4 min.

Anmeldelse: Dokumentarist med diplomatpas

Efter 'Det Røde Kapel' påtager journalisten og dokumentaristen Mads Brügger i et nyt kamikazeprojekt sig rollen som skruppelløs hvid diplomat i det mørkeste Afrika
Efter 'Det Røde Kapel' påtager journalisten og dokumentaristen Mads Brügger i et nyt kamikazeprojekt sig rollen som skruppelløs hvid diplomat i det mørkeste Afrika
5. oktober 2011

Der er så meget, ngo'er ikke forstår. For eksempel at man kan have det sjovt i Afrika. Konstateringen falder omtrent midtvejs i Mads Brüggers nye undercover-film, Ambassadøren, hvor han giver den i rollen som skruppelløs hvid europæisk forretningsmand med diplomatstatus i det mørkeste Afrika. Via kringlede omveje og skumle forbindelser er det (næsten) lykkedes den danske journalist og filmmand under dæknavnet Mads Cortzen at opnå officielle papirer på, at han er Liberias repræsentant i Den Centralafrikanske Republik. Og på det tidspunkt, hvor bemærkningen om ngo'erne falder, tegner alt endnu lyst.

Mr. Cortzen er indlogeret i en suite på toppen af et luksushotel i hjertet af hovedstaden Bangui. Han har opbygget en loyal stab omkring sig. Den endelige godkendelse af hans diplomatstatus er efter sigende på vej gennem det korrupte liberiske statsapparat. Mens dette står på, er en ekspert fløjet ind fra Indien for at forestå opbygningen af en tændstikfabrik, der skal tjene som dække for projektets egentlige formål: at få en fod indenfor i den lukrative handel med de ædelstene, der omtales som bloddiamanter. Og nu står mr. Cortzen i en landsby omgivet af de døddrukne og dansende pygmæer, som skal udgøre arbejdskraften på hans fabrik.

Borat-metoden

En vanvittig fiktion? På ingen måde. Ligesom i sine tidligere produktioner, tv-serierne Det Røde Kapel (2006) og Quatraro Mysteriet (2009), nøjes Brügger ikke med at iscenesætte sine bizarre indfald som fiktion eller at filme andres tvivlsomme gøren og laden. Nej, han sætter sig selv på spil ved at agere i rollen som opdigtede karakterer og dokumenterer derefter omverdenens reaktioner på sine handlinger. Derfor tilgiver man ham lettere, når han kommer med horrible udtalelser eller bringer sine (ufrivillige) medaktører i fedtefadet.

Metoden fritager ham dog ikke for moralsk ansvar. Og at han selv er klar over det, fremgår af en enkelt scene i Ambassadøren, hvor han føler sig nødsaget til i sin speakat gøre opmærksom på, at nok giver han i sin egenskab af mr. Cortzen de kommende pygmæarbejdere på den ikke-eksisterende tændstikfabrik falske forhåbninger; men virkelighedens lurvede diplomat-forretningsmænd foretager sig hver eneste dag langt værre ting i Afrika.

Det greb, Brügger benytter i sine dokumentariske film, kunne vi kalde Borat-metoden. Og den kendes langtfra kun fra den engelske komiker Sacha Baron Cohens relativt harmløse film, men anvendes også i mere seriøse ærinder, fra Claus Beck-Nielsens litterært/performative projekter til den hollandske kunstner og filmmager Renzo Martens, som i filmen Enjoy Poverty (2008) rejser rundt i Congo og opfordrer den forarmede befolkning til at betragte deres fattigdom som en ressource, de kan tjene penge på (ligesom hjælpeorganisationerne gør det).

Sikkerhedschef myrdes

Dog går Brügger i den aktuelle film et skridt videre end de fleste af sine kolleger, først og fremmest ved at operere i en lovløs del af Afrika, hvor mennesker har det med at forsvinde sporløst. Ikke for ingenting er Den Centralafrikanske Republik landet, som fra 1966 til '79 blev regeret af en af Afrikas værste diktatorer, den selvudråbte kejser Jean-Bédel Bokassa — skildret af Werner Herzog i filmen Echoes from a Sombre Empire (1990). Og at forholdene ikke er blevet meget bedre siden da, fremgår hen imod slutningen, hvor et af filmens hovedvidner, selve republikkens sikkerhedschef, findes likvideret med et skud i hovedet.

Alligevel presser Brügger sin mission til det yderste og slipper helskindet ud af det stadig mere komplicerede spind af løgne, han undervejs får viklet sig ind i. Selv et besøg i en ellers svært bevogtet diamantmine i den urohærgede nordlige del af landet overlever han — oven i købet ledsaget af et kamerahold.

Ubesvarede spørgsmål

Det sidste rejser et af filmens mange ubesvarede spørgsmål. En ting er, at man kan undre sig over, hvor de store stabler af bestikkelsespenge, der filmen igennem flyder rundt i diskrete kuverter, kommer fra. Eller hvad der bliver af de diamanter, som til slut udgør mr. Cortzens belønning for hans investering og frækhed. Noget andet er, hvordan det under optagelserne er blevet legitimeret, at den falske diplomat ledsages af et filmhold under alle de ganske mange tvivlsomme transaktioner, som ikke er optaget med skjult kamera?

Sådanne svært gennemskuelige omstændigheder udgør en del af filmens fascinationskraft, men peger samtidig på en svaghed ved metoden, nemlig at man aldrig føler sig helt sikker på, hvad der er virkelighed, og hvad der er konstruktion.

Ikke desto mindre må Ambassadøren overordnet set siges at opfylde et af dokumentarismens fornemste formål, nemlig at trænge ind på steder, hvor man normalt ikke har adgang, og at belyse emner og fænomener, som ellers ville være ukendte for en bredere offentlighed. For eksempel er det absolut oplysende at se navngivne personer handle med diplomatpas. Og så er det jo heller ikke nogen skade til, at filmen fra start til slut er skamløst underholdende. Også selv om hovedpersonens strålende veloplagthed måske skyldes, at han næsten befinder sig for godt i rollen som en europæisk variant af dét, man kalder the Ugly American.

Ambassadøren. Instr.: Mads Brügger. 2011. 93 min. Vises d. 5. okt. i 50 biografer landet over som en del af DOXBIO (www.doxbio.dk). Herefter almindelig biografvisning i bl.a. Grand Teatret, Øst for Paradis og Cafe Biografen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At en metroseksuel ironisk selvpromoverende studievært fra et degenereret medieunivers, hvor X-factor er på vej ind i nyhedsformidlingen, i et af de rigeste lande i verden, sætter sig selv på 'spil', retfærdigør ikke at han udsætter andre fra en anderledes meget konkret virkelighed i en af verdens fattigste afkroge, for fare.

Hvis Mads Brügger har indsigt i væsentlige forhold i denne region, bør han indvie os direkte, konkret og ærligt; hvis hans research og han selv evner det.

Nu agere han blot i et vægtløst tabloid-univers mellem Borat og Hornslet.

Kasper Guldmann Nielsen

@Per Danbo:
Jeg er ganske uenig - Der er masser af folk der kan informere "direkte, konkret og ærligt" (og kedeligt). Men hvordan kan det blive mere konkret end hvad Brügger gør?
Hvorfor skal det fortælles direkte? Det er måske meget smart at have en rapport som akademikere kan pege på og sige "dette er min kilde". Men så er det kun akademikere der læser den. (Der er ikke noget galt med akademikere, de er bare ikke mange nok til at kunne ændre ved status quo.)

tl;dr: Brüggers metode giver et langt større publikum, der igen giver flere mennesker villige til at gøre noget ved sagen.

Filmen skulle gerne kunne noget, som en kronik eller rapport ikke kan.
Da jeg ikke har set filmen, er det svært at vurdere om den er decideret uetisk, men umoralsk er den forhåbentligt.

Har heller ikke set filmen, men jeg gætter på den handler om Mads Brügger, Mads Brügger og Mads Brügger.

Med en enkelt pygmæ åbenbart i en statistrolle.

@Rasmus Knus:

Hvis du ikke har set filmen hvorfor udtaler du dig så. Hvad er det egentligt at du vil sige.
Du kværulerer blot...

@ Lars Poulsen

Touché.

Jeg har en del fordomme om Mads Brügger baseret på tidligere produktioner - som jeg desværre har set.

Stig Rasmussen

Mads Brügger er selvpromoverende uden tvivl, men samtidig har han også en historie at fortælle foruden evner til at finde det absurde, Det Røde Kapel var aldrig blevet til noget, hvis styret bare havde forstået lidt hvad der egentlig skete.
Det kan ikke bringe mit pis i kog at manden udstiller gennemkorrupte afrikanere og europæere i et falleret land.

@ Stig Rasmussen

Nu har aldrig mødt nogen - europæer eller afrikaner - som var af den opfattelse, at DR Congo er paradis på jord.

Mads Brügger bruger jo bare afrikas mest betændte konflikt som baggrund til sin personlige iscenesættelse.

For hvad er det for ny viden eller indsigt som Hr. Brügger bibringer med sit projekt?

At alting er til salg i de mest forarmede lande i Afrika?

Det kommer heller ikke som en overraskelse for mig, at DR Congo er totalt fucked up. Landet har været igennem hvad der kaldes afrikas første verdenskrig med fem mio. dræbte og der dræbes stadig fem tusind mennesker om måneden selvom FN's til dato største fredsbevarende operation stadigt er i gang.

Kort sagt - hvad er Mads Brüggers pointe? (Udover at give den som "Fantomet"-wannabee(sic))

Stig Rasmussen

Rasmus: Der er en grund til at CAR kaldes det glemte land, det illustrerer du selv tydeligt ved at blande DR Congo ind i det, som intet har med CAR at gøre.
CAR har aldrig haft en borgerkrig med samme medieovervågenhed som Congo/Zaire, det er reelt et glemt land som kun franskmændene og kineserne har interesse i.

Jeg så filmen igår og ja Brügger sprænger alle rammerne for korrekt opførsel, men det giver et enormt indblik i et land der reelt kun af navn kan kalde sig selv en stat og hvor kynisme og bestikkelse er plus ord.

Stig Rasmussen

Rasmus: Der er en grund til at CAR kaldes det glemte land, det illustrerer du selv tydeligt ved at blande DR Congo ind i det, som intet har med CAR at gøre.
CAR har aldrig haft en borgerkrig med samme medieovervågenhed som Congo/Zaire, det er reelt et glemt land som kun franskmændene og kineserne har interesse i.

Jeg så filmen igår og ja Brügger sprænger alle rammerne for korrekt opførsel, men det giver et enormt indblik i et land der reelt kun af navn kan kalde sig selv en stat og hvor kynisme og bestikkelse er plus ord.