Læsetid: 3 min.

Balladen om Brian

I forbindelse med premieren på den religiøse satire 'Life of Brian' i Storbritannien 1979 blev Monty Python nærmest forfulgt af kristne grupper. Denne historie fortælles nu i en underholdende tv-film, 'Holy Flying Circus', der også handler om ytringsfrihed og censur. I nutidens religiøse klima var 'Life of Brian' måske slet ikke blevet til
I forbindelse med premieren på den religiøse satire 'Life of Brian' i Storbritannien 1979 blev Monty Python nærmest forfulgt af kristne grupper. Denne historie fortælles nu i en underholdende tv-film, 'Holy Flying Circus', der også handler om ytringsfrihed og censur. I nutidens religiøse klima var 'Life of Brian' måske slet ikke blevet til
22. oktober 2011

Det sker i det Herrens år 1979. Den populære og kontroversielle britiske komikergruppe Monty Python har lavet en film, den religiøse satire Life of Brian, som de gerne vil have ud i biografen. I filmen laver de sjov med organiseret kristendom, fundamentalisme og stupiditet ved at fortælle historien om Brian, en helt almindelig ung mand, der på Jesu tid bliver forvekslet med Guds søn.

Gruppens seks medlemmer, John Cleese, Michael Palin, Graham Chapman, Terry Jones, Eric Idle og Terry Gilliam, synes selv, at Life of Brianer deres hidtil bedste film. Men modtagelsen af filmen i USA har gjort dem lidt bekymrede for den britiske premiere. Protestanter, katolikker og jøder demonstrerede nemlig uden for de amerikanske biografer, og både filmen og Monty Python blev kaldt for onde. De frygter nu, at det samme vil ske i England.

Og det gør det også. Monty Python bliver lagt for had af kristne grupper, der mener, at filmen gør grin med deres tro — ikke mindst til sidst, hvor der bliver sunget på korset, og man således håner Jesu lidelse. Det udvikler sig efterhånden til en ren forfølgelse af Monty Python, og små 40 kommuner i England bandlyser Life of Brian— nogle af kommunerne har ikke engang en biograf, og mange af de lokale politikere har slet ikke set filmen, inden de bandlyser den, men blot hørt om dens indhold fra kristne organisationer som Nationwide Festival of Light.

Forargelsens natur

Det er en dramatisk og absurd historie, som nu er blevet til en tv-film, Holy Flying Circus, der for tiden kan ses på BBC. Filmen har vakt opsigt i Storbritannien, ikke mindst fordi Life of Brianstadig er et ømt punkt og indtil for ganske nylig sågar stadig var bandlyst flere steder i landet.

Bag Holy Flying Circusstår Tony Roche, der har skruet filmen sammen som en af Monty Pythons egne anarkistiske sketches komplet med sofistikeret og infantil humor, surrealistiske indslag, anarki, mænd i kvindetøj og bidsk satire.

Roche bruger balladen omkring Life of Briantil at debattere ytringsfrihed, religiøs satire, (selv)censur og frygten for repressalier i et bredere perspektiv, der også involverer islam, hvorfor filmen er ganske aktuel. Der er f.eks. en scene, hvor John Cleese (Darren Boyd) prøver at overbevise en avissælger om, at Monty Python selvfølgelig tør lave en film, der tager gas på muslimerne.

»Jeg bruger historien til at diskutere forargelsens natur,« skrev Tony Roche forleden i en artikel i avisen Daily Telegraph, hvor han også nævner forargelsen over de danske Mohammed-tegninger som tegn på, at diskussionen er endnu mere relevant i dag.

»Hvorfor blev så mange mennesker forargede? Hvorfor blev så mange af dem forargede uden overhovedet at have set filmen? Har komik ret til at forarge? Og hvorfor synes ting, der var forargelige i fortiden, ikke at være spor forargelige, når vi ser tilbage på dem i dag?«

Et dødt æsel

I 1979 indvilligede John Cleese og Michael Palin i at deltage i BBC-talkshowet Friday Night, Saturday Morning, hvor de skulle debattere Life of Brianmed en biskop og en religiøs kommentator og satiriker. Det var en besynderlig debat — noget af den kan ses på YouTube, og den er genskabt i Holy Flying Circus— hvor Palin og Cleese perfidt angribes af de to kristne kombattanter.

I et interview for nylig med Daily Telegraph sagde Terry Jones, der instruerede Life of Brian, at han og de andre i Monty Python muligvis ikke ville have lavet filmen i dag. De ville formentlig heller ikke turde binde an med en film om muslimer, for se bare, hvad der skete med Salman Rushdie og hans fatwa.

»Dengang var religion ikke så meget oppe i tiden, og det virkede, som om vi sparkede til et dødt æsel. Nu er religion vendt stærkt tilbage, og i dag vi ville nok overveje det en ekstra gang, før vi lavede filmen.«

 

Læs mere om filmen Holy Flying Circus og se klip på www.bbc.co.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu