Læsetid 3 min.

Jeg er et barn; jeg elsker min krig

Krig en suite. Svenske Tunedal er gravalvorlig. Det skulle jeg lige vænne mig til, at hendes digtsuite mest har alvoren at byde på, dvs. småt med tvetydighed og intet chokerende nyt
28. oktober 2011

Der er de bøger, jeg anmelder, og der er de bøger, jeg også læser, og indimellem danner der sig så tydelige forbindelser mellem den ene og den anden slags, at man skulle tro, nogen havde ordnet det sådan.

Her i min læsekrog har svenske Jenny Tunedals Mitt krig, svitersåledes forbundet sig med Naja Vucina Pedersens debut Krigens,udkommet på Edition After Hand i 2010 — og bortset fra JP og Nordjyske ignoreret af aviskritikken, kropumulig er den også, men alligevel — og Gertrude Steins Wars I Have Seensom jeg for nylig hørte Tania Ørum præsentere i Poesiens Hus.

En bog som Tunedal faktisk citerer fra sidst i sit værk (i egen oversættelse):

»Under en mycket lång tid visste jag inte vad det var att vara ett barn, fast jag mindes det så väl och jag skrev som om jag visste«.

Det er tre hårde titler Mitt krig, Krigensog Wars I Have Seen,og det er de indlysende nok på grund af ordet krig. Stein-titlen indeholder, som Stein-titler har det med at gøre, også en poetik og en pegen på det kunstfærdige ved et kunstværk: Wars I Have Seensignalerer dokumentarisme, men også at forfatteren ligesom billedkunstneren ser. Hårdheden hos Stein er lige den tand hårdere, fordi krig er i flertal. Stein, der levede fra 1874-1946, så både første og anden verdenskrig.

Titlen peger desuden på alle krigene uden for bogens område, som jeget ikke har set. På samme måde spiller Naja Vucina Pedersens titel Krigensogså på noget, der ikke er der. Krigens hvad? må man spørge, og vanen tro kunne svaret være: krigens rædsel. Men det skal vise sig, at Krigenskrig er et vidt begreb hos Vucina Pedersen. Det er også en mands (soldats) indtrængen i en kvindes (prostituerets) krop. Ved siden af titelfællesskabet har Krigensog Mitt krigendnu et fællesskab; det lange stræk.

Uro

Det lange stræk er suiteformen hos Tunedal, og hos Vucina Pedersen er det en urolig prosa, der vokser vildt, ordspillende og meningsnedbrydende, båret af musikalske kvaliteter mere end betydningsmæssige. Jeg tror, det ligefrem strider imod værkets iboende natur at søge mening og klarhed. Hvad det så er, man skal, har jeg ikke et færdigt svar på endnu — ud over at jeg altså kan høre musikken og se destruktiviteten. Jo, så er der enkeltlinjer, som er kloge eller gådefulde eller begge dele. F.eks. denne som vores politikere kan skrive sig bag øret: »Det bør ikke komme bag på nogen at vi kun kan hæmme væksten.« Tunedals krig er mest af alt et barns krig, værkets indledende motto er fra Ann Hallströms Saknadenfra 2010 og lyder: »Jag är ett barn, jag älskar mitt krig«.

Krig og barndom altså. Barndom som krig. Familien som en slagmark. Som poesi er Mitt kriget alvorligt værk. Omslaget er en mørk collage af heste, bjerge, vand og skov på en sort baggrund, bogsidernes grafiske udtryk er meget traditionelt. Det prøver bestemt ikke at lokke nye kunder ind i poesibutikken, men nikker blot indforstået til de besøgende, der plejer at finde vej af sig selv. Og så alligevel ikke kun, for det viser sig, at Tunedal har valgt et par forstyrrende elementer i sine tekster, nemlig skråstreger og store mellemrum.

Ord som forhåbning

Tundedal tematiserer individet over for slægten, at et nyt menneske tager den forriges plads, at vi er arveligt og familiemæssigt belastede, at barnet har en mor, men også er et individ: »Ensam av en ensam mor«. Dette bliver endnu tydeligere, da den ældste af dem dør. Mennesker er i familie med hinanden, skriver Tunedal, men at det måske er lige så vigtigt at nævne, at bøger også er det, er Mitt krigmed alle dens citater et godt eksempel på. Et sted nævner Tunedal slægtskabet mellem Edith Södergran, Tove Ditlevsen og Gunvor Hofmo og digtet slutter: »jeg tvivler ikke på ordene/de er min store forhåbning//min nye metode«.

Mange steder undervejs i de lange stræk dukker der pludselig meget prægnante formuleringer op, hvor jeg har tænkt, den vil jeg huske (faktisk omhandler Mitt krigogså fænomenet athazagorafobi: frygten for at glemme og blive glemt) eller en enkelhed som er vanvittig smuk.

Men den lange form betyder også monotoni — så mange digte og så så ens — og indimellem læner Tunedal sig tæt op ad klichéen med solnedgange, hjerte og smerte. Så føles krigen bare lang.

Jeg er i øvrigt begyndt at læse endnu en stridig titel, Knausgårds Min kamp.Igen det lange stræk — og igen en skandinav, der aldrig har set en krig, men som forbinder eksistens og familie med en lang kamp. Monstro noget, man bør tage alvorligt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu