Læsetid: 4 min.

Britneys stille fald fra toppen af poppen

I en identitetsbuffet med overskrifter som 'Code Name: Trouble' og 'Sexy Assassin' legede Britney Spears i Herning 'badass'-femme fatale. Men hun er hverken farlig eller farligt dårlig. Hun møver sig bare småkejtet og smilende, trin for trin, ned ad popdronningernes rangstige
'I love you, Hamburg!' råbte Britney Spears under koncerten i Herning. Det blev de ikke glade for derovre, men hun får den geografisk præcision rettet igen med tre udbrud af: 'Watzzup, Heeerning?' med sin meget u-fatale sydstatsdialekt. Farlig og fatal er bare det sidste, hun fremstår som.

'I love you, Hamburg!' råbte Britney Spears under koncerten i Herning. Det blev de ikke glade for derovre, men hun får den geografisk præcision rettet igen med tre udbrud af: 'Watzzup, Heeerning?' med sin meget u-fatale sydstatsdialekt. Farlig og fatal er bare det sidste, hun fremstår som.

Jean-Philippe Pariente

12. oktober 2011

Det første, jeg noterer mig under Britneys Spears' Femme Fatale-show i Hernings komfortable Jyske Bank Boxen mandag aften, er antallet af politiuniform-klædte dansere med store politistave.

De er der for at sætte streg under Britneys vilde side, tror jeg. Set fra et kulørtblads-perspektiv er hun post-privatlivskatastrofal.

Men hun er altså (stadig), postulerer showet, sådan en femme fatale, der nemt kunne blive anholdt. Og bliver hun fanget, kan hun nemt slippe ud af buret igen — efter at have danset og sunget lidt i det. Det gør hun til »Up and Down«.

På bagskærmen ser vi hende posere med en pistol. BAM. Pas på med Britney, for hun er badass, vil hele showet lære os.

Et kapitel i den mystiskefarlighedshistorie, som showet løst sammenplasket fortæller, hedder »Sweet Seduction«, et andet »Sexy Assassin«. Der er vist noget farlighed, der skal bevises her.

»I'm not that innocent«, hvisler Britney. Men for første gang virker hun faktisk ufarlig: Som en rimeligt magelig mor til to, placeret midt i en spøjs identitetsbuffet af et show, på vej væk fra toppoppens centrum.

Britney-skala

Jeg har en helt særligt fascinationsforblændet skala, når det kommer til Britney Spears.

Den indhyller alt, hvad Britney gør, i overbærenhed og kærlige lave forventninger. Vist siger hun (klassisk) »I love you, Hamburg« under koncerten, men i tre andre tilfælde får hun med geografisk akkuratesse bjældet »Watzzup, Heeerning?« med sin afvæbnende og meget u-fatale sydstatsdialekt.

Hendes mund fortsætter med at bevæge sig efter »Up and Down« er færdig, men man byder hendes lipsynctil playbacken velkommen, når man hører (vist også teknisk forpurret) live-sang i »Don't Let Me Be The Last to Know« på en højt hævet gynge. Andre steder trænger hendes stemme fint og rent igennem.

Så er der det med, at Britney ikke rigtigt kan danse. Det er snarere koreografi hun laver. Højre arm frem, løfte venstre knæ, knæk hovedet til højre, vrikke med foden. Man kan nærmest høre hende tælle slagene i hovedet. Det er ikke så pinligt dårligt, og skidt som til MTV Video Music Awards i 2007, hvor danserne nærmest måtte trække hende op i en snor for at få hende til at spjætte.

Det her er bare lidt tungt mekanisk og klodset, bøj og stræk, og i lidt for åbenlys kontrast til det elastisk energiske hold af glade dansere.

Masochistisk popikon

I Parken i København i 2009 overværede 40.000 tilskuere hende. I Herning er der 11.000 12-40-årige, der kan kigge på arenaens 4.000 tomme pladser.

To år er en evighed i pop- (og Justin Bieber)-år, når man ikke har format eller styring til at blive Madonna eller er vokal- og dansesuveræn som Beyoncé eller som Rhianna, der gæster Boxen om to uger. Det er i det perspektiv længe siden, at Britney var noget. Engang var der noget sprængfarligt ved hende. Ikke kun i den måde, som hun ubevidst fik den femininitetskultur, hun selv var med til at producere til at krakelere, og pludseligt kronragede sig selv og blev indlagt med fodlænker.

Der var også noget farligt pirrende ubehageligt i den måde, som hun på comeback — albummet Blackout(2008) blev slynget tilbage i spotlysets midte på. »Gimme more« stønnede hun selvdestruktivt til vildt velproduceret dansebeats og gjorde sig i sin sexappeal og med sit paparazzi-smadrede privatliv til pop-masochismens ultimativt æggende slavefigur.

Dette faste greb om populærkulturens 'boller' føles nu løsere. I 2001 fremførte hun den sexdryppende »Slave 4 U« som en lille og spændstig sag med en kæmpe, fallisk slange om halsen.

Nu eksponeres gasmaske-klædte S/M-mænd i rå 80'er-Madonna-stil på bagskærmen. Britney selv står bare på gulvet med sine dansere og tæller inde i hovedet: frem og tilbage, højre fod frem, venstre hånd bøj osv. Hun svinger fra pivende naiv Teletubbies-pop med »Big Fat Bass« siddende på en pink Barbie-bil på baggrund af babyfarvede tegnseriebobler, til at udføre en forbudt-i-20-stater håndjernsforførelse af en ung fyr fra publikummet:

Det er en slags spøjs S/M-versionering af lille Justin Biebers »One Less Lonely Girl«-indslag.

Og showet skyder vildt om sig for at imponere. Det er spækket med etniske klicheer, mystisk femininitet fra alle verdenshjørner. »Gimme more« forsvinder i Egypten-mystik med en gylden båd. Et sexet nummer som »Boys« lukkes underligt inde af det aggressive lydbillede, og mesterværket »Toxic« bliver tæsket ihjel af dinosaurtunge techno-trommer. Men Britney ser sund og glad ud. Og jo flere dansere i politikostumer, der hvirvler omkring hende, og jo flere nøgne mandekroppe, der pisker sig selv med læderbælter på skærmen bag hende, jo mindre masochistisk tragisk fremstår hun selv.

Non-apokalypse

Apokalypsen er en big deal i moderne populærkultur: et heftigt undergangssymbol, som klæder den tidligere masochistiske Britney. Og så passer den godt til sex.

Når verden går under, må alle læderklædte MTV-dansere flygte ned i storbyens kloak-skakte og tørhumpe hinanden som liderlige rotter. Det gør de i musikvideoen dejligt dansable »Till The World Ends« og i den identiske live-version på noget bølgende gitterværk.

Det er showet mest sikre udgangsnummer. Det efterlader en bølgende sal af fans, der skråler »Ååhåhå-å-å-å-å-å-ååh-åhh« som begejstrede pophooligans, helt i den midtjyske sportsarenas ånd, mens lyset slukkes, og Britney sikkert allerede sidder i tourbussen på vej til Malmø (» Watzzup, Malmooo! Love you, Hamburg!«). Det er ikke en katastrofe, det her show. Det er ikke den popapokalypse, som avisoverskrifterne gerne vil sælge. Det er hverken fatalt skidt eller fatale. Det er ikke et styrtfald fra poppens tinde, bare en lidt klodset møven sig ned af popdronningernes rangstige. Set på sådan en søstersolidarisk, godt-at-hun-virker-glad Britney-skala er det helt ok. Lad os glemme hende langsomt, kærligt og udramatisk, trin for trin.

Britney Spears, Jyske Bank Boxen, Herning, mandag aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu