Da den første store rockhistoriske udrensning fandt sted i årene 1977-1982 oven på nedslaget fra punk, new wave og postpunk, var der ingen genre, der ramtes hårdere end den såkaldte progressive rock (prog-rock blandt venner). Denne engang så udbredte nicheform forsøgte noget forenklet udtrykt at blende rock og klassisk, det vrimlede simpelthen med suiter, concertos og overturer der i 1970'ernes første halvdel. Dens forbrydelser ville ingen ende tage, heriblandt pompøsitet, tom virtuositet, prætensioner a la carte og mere. Og så har vi slet ikke snakket om teksterne!! Samt et fuldstændig fravær af sjov og ballade, det var en über-alvorlig sag, det var Kunst!
En af de ting, vi tog anstød af, var genrens trang til det endeløst episke, som det f.eks. kom til udfoldelse på gruppen Yes' tredobbelte livealbum Yessongs, udsendt det herrens år 1973 eller ekvilibrist-trioen Emerson, Lake & Palmer's ligeledes tredobbelte live-lp Welcome Back My Friends to the Show That Never Ends, udsendt året efter.
Nå, der er ingen grund til at ruste fast i efterhånden fuldstændigt ligegyldige positioner, og uden at være direkte revisionistisk kan jeg såmænd godt finde på at høre en lp's penge med f.eks. King Crimson eller Genesis i denne gruppes storhedstid, sådan cirka 1971-75.
Spændende solist
Netop Genesis' oprindelige forsanger Peter Gabriel undslap med nød og næppe prog-rockmassakren ved at forlade bandet i hælene på tour de forcen The Lamb Lies Down on Broadway i 1975. Han debuterede to år senere som solist med et album, der ligesom i øvrigt de tre efterfølgende blot hed Peter Gabriel; de er siden af fans blevet identificeret ud fra motiverne på omslagene og hedder på det sprog Car, Scratch, Melt og Security. Med denne kvartet af albums manifesterede han sig frem til 1982 som en af tidens mest spændende og afsøgende rock-auteurs med flair for at finde de rette samarbejdspartnere samt et udtryk, der lå lunt i den mere dystre og angstfyldte ende af tidsånden.
I 1986 foretog han et kursskifte mod det mere udadvendt dansante og opnåede megasucces med albummet So og sangen »Sledgehammer«. Siden har han været mere karrig med egentlige soloudgivelser, det er i alt kun blevet til to! Derimod har han indspillet og udsendt en røvfuld soundtracks og diverse liveudgivelser samt gjort en stor indsats for udbredelsen af ikkevestlig musik via organisationen WOMAD og pladeselskabet Real World. Og så er han en utrættelig agitator for menneskerettigheder og streng kritiker af krigen i Irak.
Orkestral overhaling
Nuvel, musikalsk set vil hans renomme nok altid forbindes med Genesis' storhedstid og ikke mindst de fem ovenfor nævnte lp'er. Og den periode har han da også lagt størst vægt på under indspilningen af New Blood, hvor han giver 13 af sine sange en orkestral overhaling i selskab med ikke færre end 46 musikere under ledelse af dirigenten Ben Foster. Men nul bas, guitar og trommesæt. Fint nok. De stemningsmættede arrangementer er skabt af komponisten John Metcalfe, og nogen gange er resultatet tæt på at lyde som helt nye sange, selv om forlægget selvfølgelig spøger i baggrunden. New Blood kommer lige i hælene på sidste års Scratch My Back, hvor Gabriel tolkede andres sange i samme set-up, men han er nu unægtelig mere interessant som afkoder af egne sange. Ikke for det, Gabriel er en fin sanger, om end noget monokrom i sit udtryk, og han fik da også det 'lånte' materiale til at lyde som sit eget. Fuldstændig. Det var da også både skægt og kuriøst, men svagheden var, at når man så havde konstateret dét, var der ligesom mere at hente i originalerne. Planen var så, at de oprindelige kunstnere hver især skulle fortolke et Gabriel-nummer, men det trak så ud, og nu har han så selv gjort det i stedet.
Knugende drama
New Blood er da også fuld af dyster patos og knugende drama, det er jo Peter Gabriel, vi taler om. Og ikke den ældre, mildere og mere opløftede Gabriel, her taler sortseeren og pessimisten Gabriel gennem en stribe sange, som i sagens natur lyder rigtig meget, som var de gjort af ét stykke. Om de er blevet 'bedre' end originalerne, får stå åbent, folk, der intet forhold har til den særlige epoke, vil måske ligefrem foretrække sangene iført raffinerede symfoniske gevandter, men personligt vil jeg nok hellere høre duetten »Don't Give Up« i sin oprindelige form, hvor Kate Bush sang det kvindelige parti, end versionen her, hvor Ane Brun lægger stemmebånd til.
På den anden side er både åbningssangen »Rhythm of the Heat« og det afsluttende »Solsbury Hill« helt oppe at støde og fuldt på højde med forlæggene. Også fint nok at han har valgt at tage to af sangene fra det i sin tid noget udskældte OVO-projekt (udsendt i forbindelse med indvielsen af The Millenium Dome i 2000), for de holder faktisk, ikke mindst duetten med datteren Melainie, »Downside Up«. Og »Red Rain« fra So lyder, som om det hele tiden har været skrevet med et stort orkester i tankerne. Så det ...
Og på en måde er cirklen sluttet, for hvis de gamle prog-rockere drømte om en fusion mellem rock og klassisk, har Peter Gabriel helt konkret ført drømmen ud livet med New Blood. Den vil bestemt ikke være enhvers kop te, men jeg finder, at den bliver bedre ved hver gennemlytning. Uneasy listening på den fede måde. Nu ved De det.
Peter Gabriel: New Blood (Real World/EMI). Er udkommet
