Læsetid 3 min.

Digter, leger, føler

Jørgen Leths nye digte er helt overstadige i al deres kølighed. Det er så dejligt at være vred, liderlig, gammel
14. oktober 2011

Det er svært ikke at høre Jørgen Leths stemme — kendt fra hans film og fra Tour de France — mens man læser hans nye digte, den melodiske, rolige, artikulerede udtale, hans måde at give helt enkle formuleringer en vis tyngde. Men det er også farligt, for så bliver man optaget af alt det lethske i digtene, så ser man slet ikke andet.

Og Hvad er det nu det hedder har faktisk noget nyt eller måske snarere noget gammelt over sig. Det er som om, Leths sædvanlige kunstnerjeg, den kølige observatør, er gået på pension. Som ældre herre har det fået noget løsluppent over sig, det vakler måske lidt, men er også fri på en helt ny måde.

Man genkender selvfølgelig meget. Dyrkelsen af tingenes stilige overflade er der stadig, det samme er glæden ved en sanselighed, der skal have form, men ikke har en dybere mening. Leths digte er stadigt helt enkle, ordene er korte og hverdagslige, sætningerne er uden metaforer.

Men utrolig mange passager handler mest — og meget veloplagt! — om ikke at gide mere. Og om at være lidt forvirret. Pludselig er det lethske jeg ikke kun et nydende kamera, der rammer scener ind med en passende kølighed, han er også lidt af et brokkehoved. Følelserne er med, især de vrantne, som Jørgen Leth med tydeligt velbehag (for ham såvel som for læseren) svælger i. Jeg husker ikke noget, der minder om den her passage i de tidligere digtsamlinger:

»Jeg gider ikke gå/ Jeg står op, sidder på sengekanten/ Uret har fået mig til at stå op/ Gardinet til side, jo pænt vejr/ Hvem har skrevet til mig i nat?/ Det skal jeg lige have styr på/ og et enkelt svar eller to/ inden tur og kaffe/ En dejlig vred tone/ Ikke noget med vask/ Bare råt og uden balance ud af døren/ Ud gennem glasdør til parken«

Hverdagen har jo altid været der hos ham, men den har også altid været fuld af ritualer. Det er den ikke denne gang, ikke i samme grad. Til gengæld er de ordknappe digte fyldt med en nærmest frivol glæde ved at sige nej, at skeje ud helt diskret, at være uden balance. I et andet digt, hvor Jørgen Leth heller ikke gider at gå, drives gentagelsen ud i det absurde:

»Gå, gå, gå/ gå, gå, gå og gå/ Hvad er det for en leg?/ Er det dødelig alvor?/ Det kan da godt være/ men det gider jeg ikke/ være med til/ jeg stopper her/ Gå, gå, gå/ gå, gå, gå og gå/ Ja måske«

Ud over alt muligt andet er den slags jo enorm sjovt, og især hvis man tænker det opført med Jørgen Leths dybe deadpanaf en stemme.

Haiti og film og Federer

Ellers handler digtene i Hvad er det nu det hedderom Haiti og kvinder og liderlighed og film og om ikke at kunne finde de rigtige ord. En serie hen mod bogens slutningen hylder tennisspilleren Roger Federer — og registrerer morsomt hver eneste reklamepause i fjernsynet. En anden serie bearbejder hele rabalderet omkring Leths erindringer, alt det med tjenestepigen.

De er måske ikke bogens mest interessante. Til gengæld er de første digte — der handler om og føles, som om de er skrevet midt inde fra Haitis store jordskælv — et højdepunkt. Det indre kaos efter skælvet sætter sig som en art skred mellem de ellers helt korte sætninger. Sådan her begynder »Et hus er mere«:

»Et hus er mere end en ting/ Det forsvandt bare/ Tak for de gode råd/ De sekunder rev huller/ Så et liv forsvinde/ Mærker ord forsvinde/ Retter tekst/ tilbage tilbage«

Her er digtet et ritual, der sætter form på kaos. Den slags har Jørgen Leth skrevet før. Men denne gang sker ikke med en suveræn lethed, rystelsen er dybere, sværere at komme sig over. Hvad er det nu det hedderkan godt vakle lidt, på nogle måder er det simpelthen en bog om at være gammel, men det er også en af Jørgen Leths bedste digtsamlinger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu