Døden i passagen

Klassisk. Célines sortsyn og vulkanske prosa på stærkt dansk
Aktiviteter. Jegfortælleren i Célines roman 'Død på kredit' får undervejs en passion for ballonfart, men det er bestemt ikke det eneste ambitiøse projekt, han kaster sig over.

Aktiviteter. Jegfortælleren i Célines roman 'Død på kredit' får undervejs en passion for ballonfart, men det er bestemt ikke det eneste ambitiøse projekt, han kaster sig over.

Jørgen Schytte
14. oktober 2011

På side 320 af de godt over 500 tættrykte sider i Louis-Ferdinand Célines roman Død på kredit (1938) er vi midt i et af bogens utallige skænderier og smædesange, som man fristes til at kalde disse overdådigt retoriske overfald, som bogen er fuld af: »Jeg udråbte, brølende af fuld hals, til hans egen private fornøjelse, denne Courtial til en kurvfuld formfulde, smaskende formidabelt uhumske ekskrementer ... ufatteligt ulækre! ... det overgik alt!«

Her kommenterer den konstant selvreflekterende jegperson Ferdinand, også lidt imponeret, sine egne udfoldelser, selv om disse lidenskabelige eruptioner har en nærmest lyrisk egenværdi, som rytmiske udbrud i hans musikalsk komponerede, velsagtens frit fabulerende erindringsværk.

Det er totalt domineret af talesprog og dermed også en ekstremt og tykt sanset oplevelse af verden set fra bunden og bagsiden.

Han taler her videre om »min vredes intensitet, oprigtighed og destruktive entusiasme! ... min uforsonlighed ... Trancen ... Hyperbolerne ... mine anatemiske spræl.« Ikke underligt, at tilhørerne til hans udbrud »forlod valpladsen, besejrede ... fuldstændigt forfærdede over intensiteten af mit had, min ustyrlige voldsomhed, den uudslukkelige hævntørst jeg gemte i mit bryst ...«

Åndeløs

Céline foretrækker tre prikker i stedet for punktum i en kontinuerlig række af hovedsætninger og understreger dermed overalt i bogen den åndeløse utilfredsstillelse og vejløse appetit, som det fordømte menneske er henvist til, en eksistentiel fortabthed oplevet af individet Ferdinand Bardamu, som vi allerede kender ham fra den umiddelbart forudgående debutbog Rejse til verdens ende (1932). Den var så fint oversat af Lars Bonnevie, mens den aktuelle er varetaget af Marianne Lautrop, der hermed genovertager Céline på dansk med stort held eller rettere ekspertise i sine utrættelige ekspeditioner i invektivernes urte- og baggårde og sprogets blomstrende skraldespande.

Den erindrende Ferdinand har arvet sin fars overdådige udtrykskraft og negative kapacitet på overdrivelsernes marked. Det får i forfatterens hånd en ejendommelig skønhed, da det ikke bare er en naturalistisk gengivelse af vulgaritet, men et beriget, intensiveret talesprog i en egen musik som kulminationer af anspændte situationer. Ordforrådet strækker sig langt ud over daglig tale gennem skiftende miljøers fagsprog i en vid skala fra videnskab til slang og afstemt individuelt af de talende.

Barndommens passage

Noget egentlig episk værk er denne negative udviklingshistorie ikke, snarere en tankestrøm i sporet af Marcel Proust, på sporet af den fortabte eksistens. Det begynder i voksenalderen, dér hvor Ferdinand som fattiglæge arbejder i Paris med udgangspunkt i et tarveligt logi, men springer så via en indskudt middelalderlegende tilbage til barndommens verden i den myldrende parisiske passage, et overdækket, kvalmt helvede af småbutikker og boliger, et tæt myldrende liv i gensidig overlevelseskamp. Døden på afbetaling kan tage sin begyndelse.

Hans far har en luset stilling i et forsikringsselskab, og moderen kører en lille antikvitetshandel med kniplinger som speciale. På en måde symbolske størrelser, men uden gunstige sammenhænge over for den mutte, tavse, uhåndterlige knægt i voksende hadefulde konflikter og angreb i pragtfulde udgydelser. Den sproglige arv i den hyperbolske overdrivelsesstil er tydelig nok, men resulterer i at Ferdinand nærmest slår den gamle ihjel i et opgør. Han driver fra job til job uden mening gennem det myldrende Paris, støttet af et par hjælpsomme onkler. En får ham sendt til England et års tid på en lille kostskole, hvor han indfører sin avancerede seksualitet blandt de andre elever og dyrker et madonnalignende forhold til den skønne forstanderinde, der ødelægger billedet ved at voldtage den forbløffede dreng. I trods nægter han at lære et eneste ord engelsk.

I det sidste store handlingsafsnit træder Ferdinand næsten tilbage som medhjælper for en særling, den ovennævnte Courtial, en særling og sværmer, opfinder og videnskabsmand samt gennemført svindler, men som hans assistent opnår han en ny frihed. Hans passion er ballonfart på et tidspunkt, hvor han tror at kunne overtrumfe flyvemaskinen, men eksperimenterne punkteres. Næste projekt er konstruktion af en dybhavsklokke, mens det sidste store eksperiment drejer sig om kartoffeldyrkning tilsat jordenergi, hvad der ligner et tidligt økologisk princip, men som ender i skandale og selvmord. Perpetuum mobile, pornografi, falske reklamer er andre aktiviteter. Over hele denne historie løfter sig den mandhaftige hustru af voksende vulkanisk format, som et nyt billede på rædselsvækkende ægteskaber og elektriske spændingsfelter. Heller ikke hun giver Tintins ven kaptajn Haddock noget efter: »Han er 'videnskabsmand', han er 'apostel'. Jeg ved, hvad han er. En rigtig noksagt! ... En rigtig tyveknægt! Fupmager! Skiderik! ... Vindbøjtel! ... En sut, siger jeg Dem! Uden samvittighed og uden en klink. En rigtig bums fuld af fladbukke, det fortjener han! Og det bliver han!«

Minutiøst

Samværet med det monstrøse og kulørte par ender med et brutalt politiforhør, hvor Célines indædte satire og fortvivlelse over mellemmenneskelige misforhold atter finder råmateriale, og det med den minutiøse grundighed og detailrigdom, han opviser. Hans arsenal af kundskaber, af sociale erfaringer, af misbrug og overgreb, af ydmygelser og vold, af sygdomme og lidelser, for ikke at tale om liderlighed og pludselig venlighed.

Er stilen stedvis eruptiv, er dens grundtempo langsomt, gentagent udborende, lægeligt dissekerende også i en nådeløs selvanalyse, der stiller ham på linje med de andres værste udskejelser. Koloritten er betragtelig, fra en omhyggelig betragtning af beklædning, tøjstykker, fodtøj som et fattigdommens plageri, til by- og landskabsskildringernes farver og lugte, en sørejses intense brækscenerier og lyssky samlejer med voyeurens og deltagerens intense tilstedeværelser. Nogen afklaring fører denne livsfase ingenlunde til. Meningsløsheden synes absolut. Da han står tilbage ribbet for alt, finder han midlertidigt huslys hos den flinke onkel Edouard. Han træffer en beslutning, idet han melder sig til hæren som infanterist. Og dermed til begyndelsen til Rejse til nattens ende. To litterære sværvægtere forfattet af en mand med et usædvanligt dårligt personligt ry som hadefuld meningsejer, her opvejet af et solidt selvhad og verdensforagt. I fransk tradition placerbar mellem to så forskellige storheder som Rabelais og Samuel Beckett, den orgiastiske livsstil i renæssancemennesket og sortheden i modernistens minimalisme. En Sisyfos på arbejde, men ikke som et lykkeligt menneske, som Camus desperat hævdede.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Louis-Ferdinand Céline
Oversat efter Mort à crédit
For første gang på dansk og med efterskrift af Marianne Lautrop
Forlaget Vandkunsten
522 sider
350 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu