Aqua har altid været stolte af at være simili. Fra Barbie-figurerne på det første album Aquarium fra '97, til de undersøiske opdagelsesrejsende på Aquariusfra '00. Og nu til de post-apokalyptiske superhelte i positur foran en paddehattesky af ... gamle klude? Det er alt sammen plastik og fantasi. Eller storhedsvanvid som de selv kalder det med titlen på deres tredje opus, Megalomania, som er deres første album i 11 år — efter mere end 30 millioner solgte album, og efter at have været opløst i seks år.
For nylig kårede rockist-biblen Rolling Stone Aquas pandemiske hit »Barbie Girl« til den værste sang nogensinde. Vildt uretfærdigt. Ganske vist kan den være gift hældt fra clockradioen efter en vild nat i byen, men som svuppende sikkert svirpet ørehænger og overstyret rollespil er den en klassiker — en elegant tyggegummiboble, der blev naturstridigt hængende i den kollektive bevidsthed.
Dem er der tilsyneladende ikke nogen af på Megalomania, men der er en tre-fire knaldhætter undervejs. »Dirty Little Pop Song« fungerer fremragende med skift i toneart og vekslen mellem versets techno og omkvædets house. Den er sjov, forbandet catchy, præcist skruet sammen. Og rammer hvor den skal.
Og det hjælper også, at medforsanger René Dif har fundet et mindre karikeret, mere hviskende sangleje. Ken-dukken kan kun svagt anes.
Usexet sex
Det er, når musikken vandpumpes med sentimentalitet, forceres med billige effekter eller tynges af symfonisk fedt, at det halter og bliver klodset upræcist. Vi falbydes en række sange, der fortsætter gruppens ikke videre klædelige interesse for rockdrøn og for MGP-tricks — sidstnævnte eksemplificeret ved store flade højsletter af vokal ingenting, men med masser af plads til folkelig fællessang: »Everywhere I go/I pray for universal love«. Ikke mig.
Ellers handler det en del om sex. Surprise surprise. Men gerne på meta-niveauer eller svøbt i ironi. Det er for eksempel en lille fræk finte at lade »Dirty Little Pop Song« tale for sig selv og blande ørehænger, utroskab og one night stand sammen: »I'm just a dirty little pop song/That keeps running through your brain/And even though you know it's sooo wrong/You're gonna love going insane«. Døgnfluens åh så lokkende dans.
Det er længe siden, at Mae West spurgte til den imaginære pistol i mandens lomme. At Madonna viste, hvad katolikker finder på, når de er alene hjemme. At Christina Aguilera blev »Dirty«. Ja, det er ikke engang så længe siden, at frk. Gaga viste os lidt af hvert og mere til. Nu om dage er det gratis at være sexfikseret i pop, ja, der er faktisk penge i skidtet.
På Megalomania bliver sex så desværre ofte decideret usexet i al sin åbenbare intention. Og alligevel så fungerer forsanger Lene Nystrøms skråsikre lolita-vokal ofte som solidt lokkemiddel. Selv når den langer ud efter den uinteresserede modpart på »Like A Robot«. Der er en repetitiv frustration i nummeret, der minder om Basement Jaxx' ekstatiske house. Men der viser sig også en klart defineret kile mellem det øjeblikkelige begær og den vedvarende passion, mellem forførelsen og kærligheden.
»Everywhere I go, guys say I'm so hot/So why do you still FUCK me like a robot?«
Jep, de kan lide dig udenpå, men det kniber åbenbart med at holde ilden ved lige, når man kommer tæt nok på, længe nok.
Enerverende lytning
Der er således flere — bevidste eller ubevidste — ironiseringer og parafraseringer over poppens overflade-fascinationer og mest flygtige kvaliteter. Den kloroform, man sniffer, når man har brug for at overgive sig til det alt inkluderende nu. Og på den måde er den dansk-norske kvartet stadig et postmoderne über-selvbevidst orkester, som er stolte over at simulere på vegne af masserne; at være plastikpopstjerner med følelserne uden på silikonen.
»No Party Patrol« er et andet — musikalsk veldrejet — eksempel på deres ironi eller måske lige frem sarkasme over for deres egne og her også menneskehedens problemer: »Oh god, the ice cubes are melting, cause we ain't got no party patrol«. Hey, vi fester for hårdt igennem, så nu går kloden under. Syng med!
Når røgen er spredt for alle vinde, og effekterne er lagt i seng, kan Aqua stadig dreje frækt tunede popsange med morsomt selvspejlende tekster. Hvis de så bare kunne holde sig fra de postulerende rocksjælere og MPG-ballader. Den helt igennem usunde mangel på skarp komposition på mange af pladens blændværk gør albummet som helhed til enerverende lytning.
Megalomania åbner og lukker således med panglobale hymner, to forfærdelige lightersymfonier, som er spild af god grøn energi. Men udgangsbønnen er nu tekstligt morsom: »If the world didn't suck/We would all fall off«. Det er næsten lige så sjovt, som dengang Toni Braxton bad om at få un-breaket sit hjerte. Der er mange ting, det er nemmest at slippe afsted med i en popsang.
Aqua: 'Megalomania' (Universal). Aqua tager på miniturné i landets fire største byer i november
