Læsetid: 4 min.

Dumas møder Verne møder Matrix

'De tre musketerer', Paul W.S. Andersons filmatisering af Alexandre Dumas' klassiske roman, blander steampunk med klassisk eventyr og er hverken værre eller bedre end den britiskfødte instruktørs tidligere film — og det er ikke ligefrem ment som en anbefaling
Paul W.S. Andersons version af De tre musketerer, der dog hverken er værre eller bedre end hans tidligere film – men lige så inderligt ligegyldig.

Paul W.S. Andersons version af De tre musketerer, der dog hverken er værre eller bedre end hans tidligere film – men lige så inderligt ligegyldig.

SF Film

13. oktober 2011

Det er altid med en vis skepsis, at jeg sætter mig til rette i et biografsæde, når jeg skal se en ny film af den britiske filminstruktør Paul W.S. Anderson. Anderson, der ikke må forveksles med sin amerikanske næsten navnebroder, Paul Thomas Anderson — instruktøren bag There Will Be Blood og Punch Drunk Love — befinder sig nemlig i bunden af ranglisten over de værste filminstruktører nogensinde.

Jo, der findes dårligere instruktører end Paul W.S. Anderson, men ingen har som han fået lov til at producere, skrive, iscenesætte den ene stort anlagte — og overraskende nok også ganske succesfulde — stinker efter den anden: SoldierResident Evil 1-117Alien vs. Predator og Death Race.

Det er ikke, fordi han ikke kan finde ud af at lave billeder — selv om de på ingen måder er nyskabende, fejler hans film teknisk set som regel ikke noget — men hans manuskripter og personinstruktion lader en del tilbage at ønske.

Speget affære

Nu har Anderson så kastet sig over det litterære arvesølv, Alexandre Dumas den ældres mest berømte eventyrroman, De tre musketerer, og det er der kommet en lettere kikset og helt igennem kitschet film ud af. Det er ikke instruktøren selv, men Alex Litvak og Andrew Davies, der har skrevet manuskriptet til filmen, som nok følger grundhandlingen i romanen, men samtidig tager sig gevaldige friheder med kildematerialet. Der flyttes rundt på begivenheder, opfindes nye, mens andre ignoreres, og indimellem må man spørge sig selv, hvorfor filmen overhovedet hedder De tre musketerer.

Kort fortalt handler Andersons film om bonderøven d'Artagnan (blanke Logan Lerman), som kommer til Paris og i løbet af ganske kort tid får gjort sig uvenner med den onde og magtfulde kardinal Richelieus (dovne Christoph Waltz) højre hånd, enøjede Rochefort (Mads Mikkelsen med klap for øjet) og får udfordret titlens musketerer, Athos (Matthew Macfadyen), Porthos (Ray Stevenson) og Aramis (Luke Evans) til duel. Og snart er vor unge helt blandet ind i en speget affære, som drejer sig om kardinalens forsøg på at føre Frankrig i krig mod England og tilrane sig den franske trone, og som involverer den smukke, men livsfarlige Milady de Winter (alt for moderne Milla Jovovich), den britiske premierminister, hertugen af Buckingham (overgearede Orlando Bloom), en modefikseret konge (Freddie Fox), dronningen (Juno Temple) og dronningens smukke påklæderske, Constance (Gabriella Wilde). Blot ikke på den måde, man husker det fra bogen eller tidligere filmatiseringer.

Dumas møder Verne

Paul W.S. Andersons lemfældige omgang med Dumas' original minder om den vanhelligelse af Sherlock Holmes, som Guy Ritchie formastede sig til for et par år siden: Kendte og dermed publikumsvenlige figurer bruges som udgangspunkt for en hjerneblæst omgang ramasjang, der ikke har meget med forlægget at gøre. Anderson har også samme steampunk-agtige tilgang til sit univers som Ritchie, dvs. han bruger maskiner og mekaniske dimser i en tid, hvor den slags slet ikke eksisterede og holder sig ikke tilbage med visuelle effekter. Det er Dumas møder Jules Vernes møder The Matrix, hvilket vel kunne være blevet en underholdende blanding, men her bare virker malplaceret og irriterende, fordi man ikke har brugt de samme kræfter på historien, som man har brugt på billedsiden. En billedside, der i øvrigt lider af at være i 3D, hvilket gør den mørk og uskarp.

Skuespillerne i filmen ser ud, som om de morer sig, men ikke meget af morskaben forplanter sig til publikum, og selv under et stort sammenstød mellem de gode og de ondes flyvende krigsskibe keder man sig bravt. Man er ikke engageret i figurerne — manuskriptforfatterne udnytter f.eks. ikke musketerernes væsensforskelligheder — skuespillet er mildest talt ujævnt, og dialogen er corny.

Bedst er Matthew Macfadyens stovte Athos, der er blevet svigtet af sin elskede Milady; værst er Orlando Blooms pyntedukke af en karikeret Buckingham og instruktørens kone, Milla Jovovich, der tydeligvis ikke kan skelne mellem De tre musketererog så de elendige Resident Evil-film, hun og manden sprøjter ud.

Spekulative skud

Det hjælper heller ikke fortællingen på vej, at Anderson er så glad for sin, indrømmet, fotogene kone, at vi hele tiden skal se ikke bare overflødige, men decideret spekulative slowmotion-skud af hende og hendes kortsetfyldige barm i bevægelse. Det er regulære showstoppers — på den ufede måde.

De tre musketererer blevet filmatiseret mange gange før, men det er stadig George Sidneys klassiker fra 1948 med Gene Kelly som d'Artagnan, Vincent Price som kardinalen og Lana Turner som Milady, der har fundet den mest tilfredsstillende balance mellem sjov og ballade og følelsesmæssig dybde. Alexandre Dumas' roman er et kulørt og humoristisk eventyr om mod, mandshjerte og venskab og loyalitet, men det er også et drama og en tragedie om svigt, bedrag, magtmisbrug og mord.

Ingen af delene er der meget af i Paul W.S. Andersons version af De tre musketerer, der dog hverken er værre eller bedre end hans tidligere film — men lige så inderligt ligegyldig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg foretrækker nu - trods afvigelser fra originalen - Lesters 70'er-udgave. Trods en mesterlig Vincent Price finder jeg Gene Kellys udgave fersk - og lader mig irritere over, at de på ægte amerikansk-provinsiel måde ikke har gidet lære, at hovedpersonen ikke heder "darTÆNjøn" men "dartanJANG"!

Charlton Heston var i øvrigt også en fin Richelieu i Lesters udgave, og netop musketernes forskellighed blev mesterligt udnyttet her.