Eksistensens bundløse ironi

Melvilles oceaniske roman i ny, virkningsfuld oversættelse
Melvilles oceaniske roman i ny, virkningsfuld oversættelse
21. oktober 2011

At have læst Herman Melvilles grandiose roman Moby Dicker som at have gynget i dagevis på oceanets dønninger, saligt og rædsomt om bord på hvalfangerskibet Pequod i selskab med en blandet besætning på 30 mand under den besatte kaptajn Akabs jagt på den hvide hval, verdens største pattedyr, her konsekvent kaldet en fisk, men af mytologisk format. Den i flere betydninger oceaniske roman er fortalt i eftertanke af den eneste overlevende fra det dramatiske forlis i Stillehavet, hvor både hval og skib med mand og mus ellers omkommer i det endelige opgør.

Kald mig Ismael, siger han med bogens første ord — efter en større citatsamling af hvalers forekomst i verdenslitteraturen og nogle etymologiske kommentarer og i øvrigt efter et omfattende, aktualiserende essay af Carsten Jensen og nogle betragtninger af den omhyggelige, storvidende og fremragende oversætter, Flemming Chr. Nielsen, der her føjer hovedværket til sin række af gengivelser af Melvilles kendte og mindre kendte romaner.

Endnu fornemmer jeg således læsningens efterdønninger af den mytiske og mystiske Mardi og rejsen dertil, en anden gigantisk Melville-sejlads. Denne Ismael, med navn efter Abrahams forstødte søn, bliver del af det mandskab fra alverdens hedenske kulturer, der påmønstres til hvalfangerfærden på Pequod med det indianske navn, en menneskelig Noahs ark eller et dødsensfarligt narreskib.

I en stemning af »regnvåd november i sjælen«, hvor tungsindet får ham til uvilkårligt at standse foran ligkistemagasiner og følge efter ligtog, får han en længsel mod den våde verden og drager til New Bedford og øen Nantucket, hvorfra rejsen udgår.

Skæbnefortælling

I et overfyldt logi må han i ventetiden dele værelse med en grotesk skikkelse, den tatoverede kannibal og kongesøn Queequeq, der bliver en intim ven og rejsefælle i egenskab af harpunér. Det er nærmest en selvstændig novelle i romanen, en blandt flere dvælende episoder undervejs i den ustyrlige og dog strengt styrede skæbnefortælling, mineret med ilde varsler, hvor den inderste episke kerne er en skipperskrøne om den enbenede kaptajn, der vil hævne sig på den hval, der engang lemlæstede ham. Men den udvikler sig til et eksempel på »forsynets storslåede program, der for længst var udfærdiget«, eller de blinde magters kaos i en nihilistisk rus, er man nær ved at tilføje. Og det svarer til romanens monstrøse formverden, i stand til at opsuge alt i et litterært eksperiment med efterfølgere såsom Joyces Ulyssesog Célines Rejse til nattens endeog andre grumme rejser.

Den omfatter humorens og latterens uimodståelige pres, talesprogets retoriske patos mere end sømandsjargon, lyrisk bevægede partier og scenisk dramatiske passager, kataloger af encyklopædisk viden om og brug af litteratur, klassisk mytologi, cetologi eller hvalkundskab, bibelhistorie og religion, maritim teknologi ned til mindste detalje. Kort sagt et storartet sprogligt register i høj sø og stille havblik.

Rejsen forberedes omhyggeligt på landjorden, blandt andet med et pragtstykke af en fiskeprædiken, fader Mapples ekspressivt metaforiske beretning om Jonas og hvalfisken. Men først til søs konfronteres de to venner og den øvrige besætning med kaptajn Akab, en tredjedel inde i romanen dukker han op fra sin kahyt i et grandiost portræt, grundigt udformet som hver gang en ny person optræder. Dér står så en makaber, arret fremtoning med det barbarisk hvide ben, »en elfenbensknokkel formet til havs af spermacethvalens polerede kæbeben«. Vi ser den tungsindige kaptajn i sammenbidt og uovervindelig vilje »med lidelsen aftegnet i sit ansigt, med en overvældende smertes navnløse og kongeligt hovmodige værdighed«. Hans galskab besejrer alle, også den besindige førstestyrmand Starbuck, der ene prøver at argumentere, når Akabs hævntørst afkræver dem de vildeste løfter og eder om absolut hengivelse, mens myten om og truslen fra den hvide spermacet- eller kaskelothval Moby Dick vokser.

Hævntørst

I en af sine dramatiske monologer siger Akab i selverkendelse: »Jeg er besat, jeg er vanviddet drevet ud i vanvid ... Ja, jeg profeterer nu, at jeg vil lemlæste ham, der lemlæstede mig. Lad så profeten og fuldbringeren være den samme«.

Hævntørsten er selve drivkraften i galmandsværket, støttet af storm og vind og sejl, der flænges i tyfoner og i stadige kampe med mindre genstridige hvaler undervejs. Der er ubegribelige resurser om bord, og den snilde tømmermand må erstatte kaptajnens hvalkæbeben med et nyt. Der står han så og regerer ved roret og taphullet, begge skåret af samme materiale. Det er, som om fjenderne har optaget hinandens væsen i sig. Vi får flere synsglimt af Moby Dick, grumt udstyret med vajende, virkningsløse harpuner fra utallige jagter, og rapporter fra de hvalfangerskibe, som de passerer på vej til selve skæbnemødet.

En anden kaptajn har mistet en arm i kampen med den, og endnu én eftersøger sin søn, der forsvandt med sin angrebsbåd. Akab nægter pure at afbryde sin egen jagt for at hjælpe. Og så er de fremme og rede til tre dages kamp med albinohvalen, som tillægges en modsvarende, hævnende kamplyst. De kender hinanden i det grusomme eventyr.

Læseren har ikke ventet forgæves på dramaets kulmination i det blodige orgie, der gennemdetaljeres, efter at Akab aftenen før afgørelsen har holdt en højtidstale som en skæbnens løjtnant, og dødsklokkerne ringer for mand og hval. Og så den store finale i malstrømmens hvirvlende sug mod tilintetgørelsen.

I en kort epilog fortæller Ismael, hvordan han som den eneste overlevende blev samlet op af den hvalfanger, som ikke blev hjulpet. Han har derfor kunnet aflægge den rapport, vi nu kender. Og det en skildring lagt op i det allegoriske leje som et testamente med metafysiske klange om den gale idealist eller nihilist i møde med urvæsenet Leviathan, som Gud måtte knuse, før skabelsen kunne begynde. Måske kan Moby Dick opfattes som selve ondskaben, men egentlig er han selve naturen som uovervindelig magt. Det umenneskelige, det Andet. Det Uforanderlige. For i romanens slutord flyver skrigende småfugle over det gabende svælg, og en hvid og vranten brænding slår ind mod dets stejle sider.

»Alt faldt sammen, og havets store liglagen rullede videre, som det rullede for fem tusind år siden«.

Sælsomt

Ismael filosoferer et sted over hvidheden, hvalens 'hvidme': »Er det sådan, at den ved sin ubestemmelighed giver os en anelse om universets hjerteløse tomhed og uendelighed?« Og et andet sted: »I det sælsomme rodsammen, vi kalder for livet, er der tidspunkter og begivenheder så underlige, at hele universet må opfattes som en uhyrlig spøg, og dog er det svært at se, hvad morskaben i grunden går ud på, bortset fra at den er på ens egen bekostning.« En dom, der lyder som en variation af Shakespeares Macbeth,at livet er ' a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing'.

Siden romanen udkom i 1851 som en oplagt fiasko hos kritik og publikum, hæmmende for Melvilles videre forfatterskab, er meget vand skyllet i stranden, frem til dens store genopstandelse som litterært mesterværk i 1920'ernes øjne.

Tolkningerne har skyllet hen over den, også i opbyggelighedens og moralismens favntag, der dog må virke klamme over for værkets bundløse ironi og faretruende modernitet.

Nu har vi den på dansk i fornyet og komplet skikkelse efter Mogens Boisens let forkortede version fra 1955, der sparede læserne for mere saftige sider af livet til søs, hvor seksualitetens fravær i det nok så mandlige univers kunne undre trods fortællerens diskretion. Der går dog en linje fra Queequeqs favntag til Ismaels hændervridende fryd i æltningen af hvalspermacet. Næsten som en skriveproces.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

• Herman Melville
• Oversat af Flemming Chr. Nielsen og med forord af Carsten Jensen
• Forlaget Bindslev
• 552 sider
• 349 kroner
• Udkommer i dag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu