Finske John Storgårds har i et stykke tid været en hyppig gæst hos DR Symfoniorkestret. Senest var det nærmest i triumf, da han dirigerede værker af landsmanden Kaija Saariaho ved Sonningpriskoncerten i maj måned, og en fantastisk opførelse af Mahlers Syvende sidste år står stadig lyslevende i erindringen. Derfor var det ikke så lidt spændende at følge, hvad Storgårds og Det Kgl. Kapel kunne sammen i deres første koncertmøde i Operaen fredag aften.
Det begyndte ualmindelig stemningsfuldt. Landscape af den polske komponist Andrzej Panufkin, landskabsbilleder for strygeorkester, skabt i 1960'erne i det engelske eksil, et forfinet soundscape med bestandigt changerende klangfarver, smukt realiserede tågebanker, der letter og sænker sig igen.
Rekviem for de faldne
Violinstjernen Midori gjorde derefter sin entré i Brittens herhjemme sjældent spillede violinkoncert fra 1939. Og dog — den blev opført sidste år i Koncerthuset med Daniel Hope og Radiosymfonikerne under Thomas Dausgaard, og dén stærke oplevelse meldte sig uundgåeligt i baghovedet.
Det er alvorstung musik i et moderat modernistisk sprog, et slags rekviem over de faldne i Den Spanske Borgerkrig, og denne grundtone prægede i høj grad Midoris tolkning. Faktisk i en sådan grad, at hendes klang forekom lige lovlig asketisk og nøgen for de to første satsers vedkommende. Udtrykket var intenst og indtrængende, men solostemmens filigranspil manglede den sangbare lethed, som Hope mestrede så godt.
Det ændrede sig mærkbart i finalen, den langsomme passacaglia med de endeløse dystre variationer, som efterhånden forløses højt oppe i et spinkelt håb. Her sang Midori med en betagende og glødende klang i den stædige kurs gennem mørket og trøstesløsheden, helt op til den lysende omkredsning af mol og dur. Orkesterspillet var glimrende, men ikke så hudløst ekspressivt som hos kollegerne i DR i Koncerthusets mere favorable akustik.
Finner og danskere
Finske dirigenter har et særligt tag på danske orkestermusikere. Danskerne søger finnernes ubestridelige kompetence og seriøsitet, og finnerne fascineres af danskernes åbenhed og letsind. For en finne begynder Europa i København, som Kaija Saariaho sagde i sin takketale i maj. Det Kgl. Kapel havde engang finsk musiklivs nestor, Paavo Berglund, som chefdirigent, og det var absolut hans fortjeneste, at orkestret blev vækket af en tilsyneladende kronisk tornerosesøvn. Med Berglund ved roret blev der givet flere mindeværdige kapelkoncerter, den måske mest overrumplende med Sibelius' 6. Symfoni.
John Storgårds' og Kapellets opførelse af Sibelius' 2. Symfoni var særdeles opmuntrende ud fra dette dansk-finske perspektiv. Det er et helt nyt orkester i forhold til Berglunds tid, men identiteten er intakt, faktisk spiller det vel på et teknisk højere niveau end nogensinde før. Og endnu bedre: der er potentiale til at blive et filharmonisk eliteorkester som også de store operaorkestre i Berlin, Dresden, Skt. Petersborg og Wien. Kapellet får snart en ung begavet chefdirigent, Jakub Hrusa, men der skal gives betydeligt flere symfonikoncerter end sæsonens sølle fire, og man skal igen kunne hente tidens betydeligste dirigenter til København. I forhistorisk tid kom dog navne som Furtwängler, Karajan, Klemperer, Celibidache og Bernstein.
Fylde og varme
Det, man fra første færd måtte beundre ved Sibelius-opførelsen, var strygerkorpsets klangkvaliteter, som er uden for konkurrence hertillands. Og det var tilmed frapperende, at der blev spillet på et så højt niveau i en sal med en så ringe koncertsalsakustik. De fik intet foræret. Der var fylde, varme, homogenitet og finesse, og der var som hos Wiener Filharmonikerne denne bløde attak, hvor tonen kommer med en vis forsinkelse for derefter at brede sig rigere ud i sit spektrum.
John Storgårds er blevet madet med denne musik som barn, han er selv en fremragende violinist, og det var naturligvis befordrende for den helt igennem organiske fortolkning, hvor blæserne også skal roses for kultiveret ensemblespil og et velgørende mådehold.
Den amerikanske kritiker og komponist, Virgil Thomson, gav i sin tid udtryk for, at Sibelius' Anden var vulgær, selvglad og provinsiel ud over alle grænser. Sådan kan den muligvis spilles. Fredag aften lød den som verdens bedste symfoni.
Midori (violin). Det Kgl. Kapel. Dirigent: John Storgårds. Operaen den 21. oktober
