Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ghita Nørby i tomatrød og hidsigpink

Lea Korsgaard har nu skrevet den Ghita Nørby-biografi, som ingen anden har turdet. Levende og nysgerrigt — og meget feminint
Kultur
28. oktober 2011

Ghita Nørby er ikke et menneske, man sådan bare lige skriver en bog om. Hun er så overvældende en kunstner, at selv nogle få linjer om en af hendes scenepræstationer i en anmeldelse kan kræve mandsmod og kvindelist ...

Men skribenten Lea Korsgaard har kastet sig over opgaven med vild energi og bramfrihed og heftig re- search. Som kulturjournalist ved bl.a. Politiken og som skribent af Det Store Bogtyveri kender hun til kulturverdenens vildnis. Og det viser sig, at hun som 32-årig skribent er en overraskende fin biografimakker for Ghita Nørbys diva på 76 år, simpelthen fordi hun er lige så nysgerrig som sin stjerne.

Resultatet er blevet en frisk bog — om et menneske, som måske nu mere end nogensinde har brug for at sætte ord på sig selv. Biografien virker i hvert fald, som om den kommer i rette, rå øjeblik for Ghita Nørby selv, midt i både skilsmisse og kræftbehandling.

Fortryder intet

Gennembrudsrollerne er der allesammen — Prinsessen fra Benzintanken, Ingeborg fra Matador, Célimène i Bergmans Misantropen, fru Levin i Indenfor Murene... Men bogen søger først og fremmest at ramme grundtonen i Ghita Nørbys sind og hendes formidable pligtfølelse over for teatret. Barndommen med en dominatormor og en drømmefar får også sin plads. Men Ghita Nørby er åbenbart ikke den, der græder over sin barndom. Ikke mere.

Selvfølgelig fortæller bogen om hendes mænd. Alle de officielle, i hvert fald. Og det er lykkedes Lea Kors- gaard at spørge så direkte ind til Ghitas ellers så private verden, at Ghita Nørby tydeligvis hellere end gerne selv fortæller. Hun skal ikke presses. Og jo, hun skal skilles igen for fjerde gang, og hun fortæller også hvorfor. Men fortryde noget, det gør hun ikke.

I hvert fald ikke, hvis hun er, som Lea Korsgaard præsenterer hende. Og det tror man gerne. Lea Korsgaard siger rammende om Ghitas livsglæde, at hun har en 'dna for lethed'. Og hun spejler flot hendes sans for knaldfarver. Når rosenskuespilleren planter rosenbuske i sin have, sætter hun gerne en hidsigpink ved siden af en tomat-rød, skriver hun.

Lea Korsgaards sprog har nærmest indre kamera. Ingen i denne bog, der udtaler sig om Die Ghita, kan undgå at få omtalt, hvilket tøj de har på. Lea Korsgaard kan ikke interviewe nogen over en kop te uden at beskrive, om det var chili-te eller Lipton. Denne feelgood-journalistik bliver anstrengende i længden, men omvendt er det måske netop er denne 'femistil', der vil gøre bogen populær. Desuden er layoutet lækkert — og et herligt bevis på, at fotos sagtens kan stråle på halvmat papir; Ghitas udstråling klarer resten.

Hemmelige Ghita

Det mest interessante er dog indkredsningen af Ghitas Nørbys arbejde med de forskellige scenefigurer. Ifølge bogen har hendes vigtigste instruktører været Erling Schroeder, der gav hende nøglen til hendes rollers hemmelighed, Ingmar Bergman, der skrev roller til hende, som hun instinktivt forstod — og Bille August, som med Den gode Vilje skaffede hende en international filmkarriere.

Over et halvt hundrede mennesker har ladet sig interviewe. Men også de mennesker, der har sagt nej tak, bliver grundigt omtalt. Ikke mindst Jørgen Reenberg i en ikke helt sober gengivelse af en telefonsamtale, der ikke var møntet på citat. Her kan journalisten Korsgaard ikke nære sig. Hendes ideal er tydeligvis Politikens store interviewjournalist Ninka. Det er da også fra et Ninka-interview med Ghita Nørby tilbage fra 1963, at bogens egentlige kodeord stammer. »Den Ghita Nørby, som jeg føler mig identisk med, er en ganske hemmelig person, som jeg kender — og ikke kender. Hun gemmer sig et eller andet sted, men jeg skal nok finde hende,« sagde Ghita Nørby dengang.

Når hun nu næsten 50 år senere skriver i forordet til sin egen biografi, at hun er på vej til at blive sit eget menneske, så giver det god mening. Og det indgyder respekt. Skuespillerens ordpræcision er forrygende — aldeles som hendes replikbeherskelse på scenen. Desuden viser hun sig at være en fremragende brevskribent. Hendes korrespondance med Ingmar Bergman er i hvert fald hårrejsende eksakt og ydmyg.

Hvad der er det bedste ved denne bog? At man for et øjeblik glemmer al sladderen om dansk teaters grand old lady, alt om hendes knusende styrke og rædsomme temperament — og i stedet føler sig privilegeret over, at hun vil dele ud af sin forundring over sin egen livslyst og sin egen smerte.

Derfor er det faktisk skønt, at Ghita Nørby nu har fået en biografi, der både er tomatrød og hidsigpink.

Lea Korsgaard: Ghita. Gyldendal. 320 sider. 299,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her