Læsetid: 3 min.

Det gode menneske fra Skuespilhuset

Maria Rossing lyser som 'Det gode menneske fra Sezuan' i Elisa Kragerups radikale grimhedsiscenesættelse
Det siler ned over Sezuan, og det drypper med kærlighed, når Maria Rossing møder Thomas Hwans beregnende pilot i Skuespilhusets følelsesstærke 'Det gode menneske fra Sezuan'.

Det siler ned over Sezuan, og det drypper med kærlighed, når Maria Rossing møder Thomas Hwans beregnende pilot i Skuespilhusets følelsesstærke 'Det gode menneske fra Sezuan'.

Miklos Szabo

18. oktober 2011

Nu har instruktøren Elisa Kragerup åbnet Det Røde Rum på Skuespilhuset. Ikke med romantisk teater som i hendes Den unge Werthers Lidelser sidste sæson, men med socialt teater i Brechts Det gode menneske fra Sezuan. Økonomisk teater om fattige menneskers desperate handlinger, der kun fører dem dybere ned i fattigdommen ...

Det gode menneske fra Sezuan er ikke smukt teater. Faktisk har Det Røde Rums scenograf Palle Steen Christensen skabt sæsonens grimmeste scenografi — med plastikstole og papplader som slumvægge efter et jordskælv. Kostumerne består af genbrugsshorts og udslidte klipklapper. Og scenen selv er et skråplan, hvor regnen konstant siler ned i Jonas Bøghs smoglys: Intet i dette Sezuan er formildende.

Og dog får Maria Rossings gode menneske Shen Te alt til at lyse. Hun spiller en luder, der spontant udviser medmenneskelighed, og en kvinde, der kommer til at elske — og et menneske, der finder en original løsning på de ellers uløselige konflikter mellem medfølelse og overlevelse. Dermed spiller hun Shen Te som en søster til Grusche i Brechts Den Kaukasiske Kridtcirkel, som hun gav sin kærlighedsudstråling i Katrine Wiedemanns opsætning for fire år siden.

Ingen fremtid

Hos Elisa Kragerup kommer Brechts brutalitet til at blomstre. Her findes kun nuet — nuet, der enten byder på en skål tigget ris eller ingen ris. Her findes ingen fremtid. Og Kragerup får gjort forestillingens 'guder' til udsendinge i u-landsorganisationer: tre højtbetalte luksusrejsende, der med væmmelse stirrer på de fattige, mens de definerer uopnåelige støttekriterier og drikker cocktails rundt om hotelflyglet ...

Paradoksalt nok kan man som tilskuer godt føle sig lidt som en Danida-medarbejder, der er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Forestillingen skaber i hvert fald så meget distance i begyndelsen, at det kan være svært at føle sig velkommen.

Men så er det, at man som tilskuer ser ind i Maria Rossings sorte øjne — og smelter. Man mærker, at man bare må være der, hvor hun er. At man må følge denne kvindeskæbne og se hende blive bedraget og forført — og dog bevare godheden.

Det mirakuløse er, at Maria Rossing ikke ejer sentimentalitet. Alt hos denne følelseskvinde er oprigtigt. Selv elskerens bedrag er noget, som hendes Shen Te bare ser som noget menneskeligt — og så elsker hun ham videre. Selv når hun går ind i sin selvopfundne dobbeltrolle som udbytteren Shui Ta, så er hendes effektive kynisme båret af smerte. Godheden sejrer altid. Punktum.

Ingen camouflage

Stykkets værste bedrager er Thomas Hwans uforglemmelige pilot, som samler kræfter til at begå selvmord midt i regnvejret. Maria Rossing får ham på bedre tanker, men Thomas Hwan spiller så raffineret på dobbeltheden i både at blive tændt på pigen og at foragte hende, at denne kærlighedshistorie gør forfærdelig ondt. Hwan skjuler hverken sit begær eller sin beregning. Næ, han spiller da gerne tredobbeltspil, om det skulle være, bare det er til hans fortjeneste. Det er grumt, men det er også usminket realistisk ... Og når så Peter Plaugborgs sultne og gennemtæskede vandsælger samtidig dukker op med sin bekymrede savnestemme, så blusser forestillingen med en medmenneskelig glød, som overbeviser om både Brecht og Det Røde Rum.

Ingen typecasting

Ensemblets syv skuespillere glider ind og ud af rollerne som både fattige og udnyttere — i vilde løb op og ned ad scenografiens symbolske favela-bjergskråning og med Anne-Lise Gabolds suzuki-bevægelser i kroppen. Her sidder fattigdommen både i sjæl og krop.

De kongelige 'stjerner-er-det-der-lyser-i-mørket'-performere spiller omvendt af det forudsigelige. Derfor er det den smukke Helle Fagralid, der smadrer vandsælgerens hånd med sine hidsige spark, og den gæve Johanne Louise Schmidt, der som gammel rigmand forgæves bejler til Maria Rossing. Her er det den blødmavede Rasmus Bjerg, der spiller pilotens entreprenante mor med forklæde, og det er den komikerpræcise Mikkel Arndt, der spiller husbestyrerinde med autoritær slåbrok og depositumhåndbevægelser — og ensemblets mest klangfulde røst. Suppleret af salonpianisten Kristian Jørgensen, der kan sætte akkorder op mod replikker, så Brechts dobbelttydighed klirrer.

Med Det Røde Rum har Det Kgl. Teater ønsket at skabe et frirum, og Det gode menneske fra Sezuan er vitterlig blevet et frirum for grimheden og for kynismen. Men lykkeligvis også for godhedens sejr over fattigdomsdesperationen.

 

 

'Det gode menneske fra Sezuan'. Tekst: Bertolt Brecht (1941). Oversættelse: Finn Methling. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Dramaturgi: Solveig Gade. Scenografi: Palle Steen Christensen. Lys: Jonas Bøgh. Koreografisk konsulent: Anne-Lise Gabold. Klavermusik: Kristian Jørgensen. Det Røde Rum. Skuespilhuset til 15. december. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer