Handlingen kan stort set skrives på bagsiden af en brugt serviet. To unge mænd indgår et væddemål med en tredjemand om deres kæresters troskab. De skal teste pigerne ved hver at lægge an på den andens kæreste, de scorer og taber dermed væddemålet. Moralen: Sådan gør alle kvinder. Così fan tutte. Mozarts opera er skrevet i slutningen af revolutionsåret 1789 og handler om overklassens amoralske sysler under det såkaldte ancien régime. Det gav den et blakket rygte i en mere puritansk eftertid, og det har medført den ene bearbejdelse for ikke at sige censurering efter den anden. Men det bemærkelsesværdige ved Cosìer nu, at Mozart har løsnet de vedtagne formers bindinger og bevæget sig hen mod en ny og friere musik af hidtil uhørt skønhed og dybde. Her må man hævde, at musikken ubetinget kommer før ordet.
Flamske Guy Joosten har iscenesat Den Kgl. Operas nyopsætning, og den prioriterer for så vidt i højere grad øjets end ørets lyst. Operaens geografiske locationer bibeholdt — Napoli — men tiden er flyttet til et ubestemmeligt årti i sidste århundrede, og stedet er en hotellobby.
Og det er et ualmindeligt indtagende og farvemættet rum, Johannes Leiacker her har skabt: okkergul marmorvæg med antikke elskovs- partier, kæmpemæssigt buet glasparti ud mod Napoli-bugten, bred trappe op til gemakkerne, en receptionsskranke, der også tjener til (tilsyneladende fri) bar og endelig en svingdør, som kan anvendes til lidt af hvert.
Der kan ikke være uenighed om, at den første af de to akter er mere muntert flydende end den anden — men hvor meget gas kan man give uden at komme til at overdøve musikken? Joosten har valgt farcen og støjen. Der råbes og fagtes helt ned til bagerste række, statister byder ind med slapsticks, og seancen nærmer sig efterhånden en screwball comedy, hvor man venter, snart hvem som helst gør sin entré. Der var nu retfærdigvis sjove detaljer, men mere grovkornet Rossini end morsom Mozart, ikke udpræget stil og elegance. Som da Operaens ensemble i sin tid excellerede i førstnævntes Rejsen til Reims, som også foregår på et hotel.
Dronning Dam
Det var påfaldende, at solisterne lød bedst i 2. akt og tilmed oftest, når de sang i ensembler, som der også er flest af. Men Mozart har dog skabt en stribe mageløse solopartier, også i 1. akt hvor de stort set ikke fik lov til at blive formidlet med den nødvendige ro og klang- kontrol. Så hurtigt videre til den mere alvorlige 2. akt.
Modsætningerne mødes i parforholdet, siger man. Sådan var det i begyndelsen for de fire unge, men det ændrer sig med partnerombytningen, og Guy Joosten fastholder delvis de nye konstellationer til sidst. Modsat hos Mozart og hans librettist Lorenzo da Ponte, hvor alt vender tilbage til det gamle. Derfor var det interessant at tænke tilbage på de to kvinders helt forskellige udvikling. Elisabeth Janssons mørke Dorabella er som en åben bog, glad for sprut, sexlysten, og i den dæmpede duet med Palle Knudsens ligeledes mørke, slikne ragazzo bliver det hende, der hiver tøjet af ham og kunne for den sags skyld godt blive knaldet på stedet. Her var der en fin balance mellem liderlig- heden og Mozarts bjergtagende udforskning af hjerteudvekslingens mysterier.
Guglielmos narcissisme giver bagslag, for latinoen kan ikke forlige sig med kærestens utroskab, det aspekt havde Knudsen meget godt fat i under de sidste faser. Den lyse Ferrando er en mere granskende sjæl bag drengerøvsfacaden, tør bevæge sig længere ud på det dybe vand end vennen. Peter Lodahl er ikke den største Mozart-tenor i mine ører, men han blev dog mere og mere spændende at lytte til i kraft af sit emotionelle engagement, som i den smertelige kavatine Tradito, schernito.
Inger Dam-Jensen var imidlertid denne kvartets dronning, vokalt og psykologisk. Den lyse Fiordiligi er den reflekterede søster, den sidste til at overgive sig efter mange og lange indre konferencer. Dam-Jensen viste formatet i arien Per pietà, ben mio, overraskende tilbageholdt og lavmælt, indtrængende og meget moderato, med den eneste omkostning, at effekten med de to rullende horn i orkestret, de horn hun i givet fald sætter i panden på sin kæreste, ikke fik rejsning nok, om jeg så må sige.
Johan Reuters Don Alfonso, igangsætteren af væddemålet, var blandt de mest støjende i 1. akt, og det ændrede sig faktisk ikke så meget efterfølgende. Ærgerligt fordi han er en så pragtfuld sanger. Til gengæld savnede man ofte mere volumen fra Lina Johnsons Despina.
Man vil ikke huske aftenens dirigent, italieneren Daniele Callegari, for det opsigtsvækkende. Han havde i en artikel i programmet stillet i udsigt, at vi skulle høre 'en farve af vor tid'. Sådan klang det ikke, faktisk temmelig meget af fortid. Alene den første takt af ouverturen varslede, hvad der var i vente: manglende rytmisk præcision. Det kom til at gælde flere steder i koordineringen af ensemblerne og orkestret. Callegari sørgede ganske vist for smukt akkompagnement til en hel del, men hvis man bare én gang har hørt 'vores egen' Adam Fischer dirigere Mozart, ved man, hvad der kunne være en farve af vor tid.
Det er dejligt at læse en fagligt kompetent og velskreven anmeldelse, tak!