Læsetid: 3 min.

Helvedes ovne brænder fortsat for fuld swag

Tom Waits er tilbage efter syv års albumpause og lander med en damphammers ynde over vores civilisation
22. oktober 2011

En af mine yndlingsoplevelser med Tom Waits — udover musikken, naturligvis — udfolder sig i et radiointerview. En australsk kvinde har Waits i røret og ad omveje kommer de til at tale om hans hund. Han fortæller, at den kan lide fyrværkeri. Hun undrer sig og spørger minsandten, hvad den mon tænker. Der er en kunstpause, så svarer Tom Waits:

» I think it's doing something much more important than thinking

Waits er så alt andet lige et menneske og således forvist til at tænke en del. Hvilket på hans nye album Bad As Me— det første i syv år! — udarter sig ganske politisk. Ja, han går ret så direkte i kødet på tiden og de tænder, den sætter i folket: ” Well we bailed out all the millionaires.« Ganske enkelt.

Mens pladens vredeste nummer, »Hell Broke Luce«, ætser direkte i en krigsførende nations åbne sår.

» Left, right, left/When I was over here I never got to vote/I left my arm in my coat«, fortæller den stakkels soldaterprotagonist med Waits' stemme.

Der er ikke nok folk, der er ordentligt opdraget, lyder det også, og det handler ikke om, at vi skal lære at sidde ordentligt på stolene. Det handler om, at vi skal vende taburetterne på hovedet, så uvorne politikere kan rystes af vores stakkels planet.

Undergangsæstetik

Da Waits i start-80'erne stod ved en korsvej, tog han den usynlige og mest interessante vej med albummet Swordfishtrombones, hvor han for første gang får radbrækket sin musikalitet på plads.

Det krævede, at han selv kom i producerstolen og anskaffede sig en hakke, så han kunne ikke bare dissekere blues, vaudeville, folk, rock'n'roll og cabaret, men også slå det naturalistiske lydunivers itu til fordel for en febervision af en smugkro skjult under støvet fra apokalypsen. Som i de mellemliggende årtier synes at være rykket tættere på.

Nå, men, undergangs-æstetik kan man jo heller ikke blive træt af. Hvilket ikke betyder, at Bad As Mepå nogen måde lander fjerlet på den moderne vestlige sjæl. Snarere som en damphammer. Eller slagregn. I hvert fald når sangene er hårdest. » We won't have to say goodbye/If we all go

Tom Waits' ynde er ikke sylfidens, men skrothandlerens. Han formår måske bedre end nogen anden at finde skønhed og humor i den menneskelige tragikomedie. Med en diabolsk latter lige under smerten, en sitrende galskab lige under raseriet. Og det er med maksimal gammelskole-swag, at han valser gennem de sønderskudte marskandiserforretninger, i genial genopdagelse af skrot og genopdragelse af overleveringer.

Hør hans rytmiske attack banke buler i det forslåede bands blikskur — hvor blæsere, banjoer, elguitarer, mundharmonikaer, klaverer stønner rasende i lokomotivisk krampedans. Hør hans dunderbrøl få det hele til at ramle så smukt. Hans teatralske dødsangst, som leveres med så lynende glimt i øjet, at man må holde sig for sine egne. Eller hvordan tørsten efter kærlighed får ham til at syde og sprutte og tortere sin stemme. Og kærtegne os med ståluld.

De grimmeste sandheder

Og han er en svamp, der har suget og suget til sig, og når han ikke fyrer sin egen mutantblues af på Bad As Me, så lader han en ældre tradition sive fra sit porøse korpus. Nykomponeret eller omformuleret. F.eks. danner »Auld Lang Syne« motivisk baggrund for »New Year's Eve«. Hvor albummet så også bliver en kende for komfortabelt forankret i genkendelighedens havn til denne anmelder.

Han kan stadig minde om blæsebælge som Screamin' Jay Hawkins eller Howlin' Wolf. Men han finder også en skælvende nænsomhed i sine karburatorer på »Face To The Highway«, en yndling hos denne signatur.

» I turned my face to the highway/And I turn my back on you/Devil wants a sinner/Sky wants a bird/Table wants the dinner/Lips want a word.« Tom Waits er 61 somre gammel og lyder på ingen måde, som om han har mistet gnisten eller måske rettere den ild, der brænder fra de helvedesovne, som ånder i hans godt prøvede legeme — dér, hvor vi andre har lunger.

Han glider ubesværet gennem musikhistorien, samtidig med at han for altid har sat sig fast i den. En sporhund der — come rain or come shine— finder vej til de smukkeste vildfarelser og de grimmeste sandheder. Måske helt uden at tænke videre over det. Måske fordi han bare ved hvornår han er ankommet, og hvornår han må afsted igen.

 

Tom Waits: 'Bad As Me' (Anti/Cosmos Music). Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer