'Alt er illusion,' lyder det i The Bollywood Trip. Og gudskelov for det. For i denne indiske fatamorganamusical handler alt om at forlade virkelighedens realiteter og komme helt tæt på følelserne. De ni grundfølelser fra vrede til frygt, selvfølgelig med kærligheden som den vigtigste.
Egentlig skulle man ikke tro, at en indisk kærlighedsmusical ville stå distancen i dagens Danmark, hvor enhver teaterkoncert med respekt for sig selv er hærget af selvdestruktionstrang og sorte rande under øjnene. Men The Bollywood Tripikke alene klarer konkurrencen. Den overhaler indenom med sin uhæmmede charme og sin blinkende leg med klicheer. Dette er Bollywood, som rimer på feel good.
Nørd på catwalk
Her er alfahannen, brunetten, nørden og overlægen — præcis som i den værste triviallitteratur. Men fordi både Parmander Singhs tekst og Rolf Heims instruktion i den grad er optaget af at punktere sig selv og netop IKKE spille på realismen fra reality-tv, så løfter forestillingen sig til et satirisk spejl over vor tids identitetssult.
Og fordi Stephan Grabowski har skabt musik, der mixer Bollywood-lyden med både rock og minimalisme — og fordi Frederik Heitmann har suppleret op med trafiklyde fra Bombay og fuglekvidder fra Herlev — så får forestillingen et afvæbnende og medrivende drive.
Desuden har den indiske-engelske koreograf Gauri Sharma Tripathi skabt koreografi så hvirvlende fjollet et sted mellem catwalk og kathakdans, at publikum slet ikke kan lade være med at overgive sig til denne 'License to Dance'.
Guld og rutsjetur
Performere er sprudlende anarkistiske og fysisk så hæmningsløse, at selv skaterne i Fælledparken må nikke anerkendende.
Thomas Corneliussens leddeløse krop har mikset en genert psykiater med en forelsket og hypermobil teenagedreng, og Morten Staugaard kaster sig ud i herlig skizofreni som liderlig overlæge og autistisk patient.
Ole Westh-Madsen overrumpler med sin adrætte hovedstand og sin aparte borderlinefigur, mens Laura Müller storsmilende spiller den villige sygeplejerske med forkærlighed for mandeselskab i medicindepotet.
De er sjove, og de er genkendelige som typer, midt i alle banaliteterne. Og alle rutsjer de frygtløst ned ad Sisse Gerd Jørgensens drabelige rampe, der muntert rammer essensen af den psykologiske rutsjetur, som de alle sammen kommer igennem, når først Bollywood er landet i deres liv. Inde og ude af Janus Jensens subtile skyggespots.
Bollywood? Det er Janus Nabil Bakrawi himself— så indtagende og råflirtende, at ingen kan holde stand. Bakrawi spiller rollen som fyren, der bliver indlagt på den lukkede afdeling, selv om han i virkeligheden er filmstjerne fra Bollywood. Eller er han? Han har i hvert fald en passende kinky tøjsmag med stramme hvide bukser og guldjakke med brillanter ... Uden guldsmykker, ingen inder. Uden selvsikkerhed, ingen Bollywoodstar.
Selvfølgelig får Bakrawi-boss åbnet hele den lukkede afdeling med sine indiske følelser. Og snart er der dømt kaos og 'Gøgereden light'. Men der er ikke mindst stemplet starhen over Janus Nabil Bakrawi, der får publikum til at hvine af fryd fra første sekund. Alt, hvad den wonderboygør, drypper af charme.
Gøgereden Light
Musikalsk er forestillingen i en ret ydmyg teaterkoncertposition i forhold til teksten. Her er handlingen den umiddelbare drivkraft — og musikken kommer så ind i deciderede sangnumre lige som i den traditionelle musical. Men de fire indisk-engelske dansere har en skøn blødhed over deres drejende præcisionskroppe — og særligt Surashee Bhattacharyas øjenkastdanser fra Mumbai har de blideste fingerspidser. Smukt og forførende.
Alligevel er æstetikken i The Bollywood Tripmest teaterkoncertens æstetik — med seje scenebilleder af dansere, der svirper deres lange, sorte hår ned ad scenerampen.
Alt i alt er The Bollywood Tripen sejr for Republique og Nordkraft, der sammen med Southbank Centre i London har co-produceret denne fortælling. En mainstreamforestilling, der rummer snertende sandheder om moderne rodløshed. Og en musical med en etisk agenda, der overlegent stamper integrationsmodeller flade med en enkelt indisk danserindefod.
Se, det er ægte Bollywood med smil og happy end. Og det er ikke engang en illusion.
