Læsetid: 3 min.

Klokkerene Poul Nielson

Den tidligere energiministers erindringer og opgør med myter og A.P. Møller
19. oktober 2011

Poul Nielson må tilgive, men udtrykket klæber på godt og ondt til ham: »Den klokkerene aftale«.

Sådan sagde han, da han som minister skulle redegøre for, om der var en skjult dagsorden bag en betydningsfuld aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Dels drejede opstandelsen sig om en transportklausul, som ingen større betydning havde, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet; dels om en 'miskreditklausul', som i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik. Altså at Danmark i denne aftale ikke forpligtede sig til at forholde sig udelukkende positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed. Den dag i dag kan man på nettet læse blogs, der beskylder Nielson for at have solgt Danmarks frihed i 1980.

Det korte af det lange er, at Nielson, hvilket han også erkender, formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren og ikke tage tyren ved hornene og omgå aftalen om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd. Den borgerlige opposition kastede sig over ministeren og lugtede blod. I egne rækker fik den unge minister det også svært. Loyalitet kan være en mangelvare på de indre linjer, og Nielson har ikke venlige minder om alle partifæller.

Dygtig politiker

Poul Nielson hører til den store generation af socialdemokratiske politikere, den flok af fortrinsvis akademikere med mod på livet og magten, der fylkedes om ' the fabulous four', Auken, Nyrup, Bjerregaard og Lykketoft og indgik i forskellige samarbejdsmønstre. Kendetegnende for Nielson som politiker var saglighed og indsigt samt taktisk set mindre hensigtsmæssig disrespekt for det politiske håndværks mere populistiske sider.

Derved rendte han sig en staver i livet, hvilket han med en stilfærdig ironi og til tider let sarkasme over for folk og journalister, han vist nok opfattede som tungnemme, tilsyneladende ikke bekymrede sig om. Kort sagt: Nielson var en meget dygtig teknisk anlagt politiker, der siden hen som Danmarks EU-kommissær svingede sig op i højere luftlag, hvor hans betydelige viden kom til sin ret.

I hvad man kan forestille sig må være første bind af et erindringsværk med den både ironiske og selvbevidste titel: En hel Nielson, gør den forhenværende rede for årene før kommissærperioden.

Politiske erindringer er en problematisk genre. Man kan i kildekritisk forstand være så grov at sige, at selvbiografier fortrinsvis er kilde til forfatterens foretrukne syn på sig selv i udgivelsesåret. Det træk finder man også hos Nielson. Men hans bog adskiller sig alligevel fra gennemsnittet ved protagonistens grundighed, der åbenbart bygger på omhyggelige noter og/eller en særdeles god hukommelse. Det er rigtigt, som Nielson skriver i forordet: Han har mere skrevet en fagbog end en dagbog, og de mange sider må i visse stræk ligefrem opfattes som primærkilde — med de forbehold der nu engang rumsterer — til begivenhederne.

Dårlig opførsel

Herligt er Nielsons respektløse opgør med Mærsk. Dårlig opførsel er vist, hvad man ifølge forhandler Nielson kan kalde skibsrederens midler for at opnå sine mål. At Nielson også med vandtæt dokumenteret argumentation om David Gress' og Bent Jensens tvivlsomme omgang med fortrolig materiale vedrørende den socialdemokratiske delegationsrejse til Washington og Moskva i 1984 kalder Bent Jensen »en politisk overkompenseret koldkriger«, synes han at have belæg for. Understøttet i anden forbindelse af rettens ord. Poul Nielson bør følge bogen op med et bind om årene i Bruxelles.

 

Poul Nielson: En hel Nielson. 515 s. Ill. Forlaget Sohn. ISBN 978-87-7122-030-8

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu