Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kom så ud af boksen

Jazzguitaristen Jacob Fischer spiller godt, men er desværre ikke meget for at bevæge sig uden for det mainstream-reservat, han har placeret sig selv i
Kultur
15. oktober 2011

Guitaristen Jacob Fischer er lidt af et paradoks. På den ene side er han en jazzmusiker, hvorom mange i mangel af bedre bruger den ubrugelige frase 'landets bedste', på den anden side må han se sig selv som én, mange gerne ville have gjorde sine ting anderledes.

Hvis ikke det var fordi det på det seneste er blevet et mode-skældsord i politik, ville man kalde ham uambitiøs — altså én, hvis evner rækker til mere. Men hvad mere kan man forlange af en jazzmusiker end, at han spiller godt. Hver gang.

Hvis dét at 'spille godt' for en jazzmusiker er at levere en varieret og intelligent strøm af melodisk og harmonisk opfindsomhed, så spillede Jacob Fischer også godt i Montmartre i torsdags i selskab med Christina von Bülow og Jan Allan, og han spiller godt på sin nye cd, som han har betitlet efter et af enhver jazzguitarists tidlige forbilleder, Django Reinhardt. Problemet (og her må Fischer finde sig i, at når noget er et problem for en anmelder, så erdet altså et problem) er, at Fischer spiller så godt, at man snart ikke længere kan vente med at høre ham udfordret uden for det mainstream-reservat, han har placeret sig selv i.

Torsdag demonstrerede han sin forfinede teknik, sin rytmiske dristighed og sit artistiske akkordspil i korte soli, ligesom han sammen med Jens Skou Olsens jordnære bas udgjorde en perfekt opmærksom motor bag von Bülow og Allan, der på den måde kunne øse af deresmelodiske opfindsomhed og få deres instrumenters tørre, varme tone til at folde sig fornemt ud. Det var klejnkunst af et anseligt format med Fischer som den, der i sine soli søgte længst ud i harmonierne.

På cd'en lægger Fischer sig med en syngende tone og en lidt utålmodig frasering umiddelbart tæt op ad den musiker, Reinhardt, som han hylder, men med tilføjelsen af Francesco Calis akkordeon og et repertoire med vægt på genkendelighed er vi alligevel snarere ovre i den venlige musette end i den hotte del af 'Hot Club de France'-idealet. Igen formulerer Fischer sig suverænt melodisk uden unødvendige toner, og Cali vil få mange til at længes efter en pastis i den blå time på et travlt sted i 6. arrondissement — men igen savner man, at Fischer sparkes i røven af en bassist og trommeslager, der selv vil spille med, og i et repertoire, hvor der enten er himmelråbende mange akkordskift — eller slet ingen.

Christina von Bülow Trio med Jan Allan, Montmartre, torsdag, 1. sæt

Jacob Fischer: Django (cd), Gateway

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her