Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Konkurrerende fortællinger

Kan du stole på dine minder, spørger Julian Barnes i sin besnærende Booker-pris-vinder 'Når noget slutter'
Kultur
28. oktober 2011

I Ikke noget at være bange for (2008) — en art selvbiografi om dødelighed, familier og religion — kan Julian Barnes og hans bror ikke blive enige om en vigtig hændelse fra deres barndom. Broren, der er filosof, har ikke megen fidus til sine og andres minder, mens Barnes derimod insisterer på at fortsætte livet, som var alt, hvad han husker, til at stole på.

Han konstaterer godt nok, at »også erindringen i stigende grad syntes at være skabt af fantasien«, men som forfatter er han ikke nær så interesseret i sandhedens nærmere karakter »som i de troendes karakter, den måde de forvalter deres overbevisninger på, og terrænet mellem de indbyrdes konkurrerende fortællinger,« som han udtrykker det.

Spændingen mellem sådanne »indbyrdes konkurrerende fortællinger« har næret en stor del af Barnes' forfatterskab — fra forsøget på et finde sandheden om den franske forfatter i gennembrudsromanen Flauberts papegøje (1987) til spørgsmålet om, hvorvidt cykelrytterne er til at stole på i essayet »Tour de France 2000« (2000) — og er nu resulteret i romanen Når noget slutter, der forrige uge gav forfatteren sin første Booker-pris efter tre tidligere nomineringer.

60'erne var ikke for alle

Spørgsmålet om, hvorvidt erindringer er sande, trænger sig i denne omgang på for den midaldrende Tony Webster, da han en dag arver en dagbog fra en ven fra skoletiden.

Det får Tony til at skrue tiden tilbage til 1960'erne, hvor han og hans venner var sultne efter både lærdom, litteratur og sex. Det sidste var sværere at få, end man skulle tro, for det frigjorte årti var »kun for nogle mennesker og kun visse steder i landet«.

Tony Webster ender dog med at blive en af dem, da han på universitetet begynder at komme sammen med Veronica. Det samme gør hans ven fra kliken i skolen, Adrian, da han begynder at komme sammen med, ja, den samme Veronica.

Inden da har Tony og Veronica afbrudt deres forhold, og Adrian har da også pr. brev spurgt om Tonys tilladelse til at komme sammen Veronica. Tony svarer først i en fjollet tone på et postkort, siden mere udførligt i et brev, hvis indhold Tony ikke husker præcist.

Da det er afsendt, bliver han enig med sig selv om, »at de to var ude af min tilværelse for al fremtid.«

Siden bliver Tony voksen, gift, får en datter og et job og bliver skilt. Han er ganske godt tilfreds med at have levet et helt igennem gennemsnitligt, småkedeligt liv — indtil arven altså medfører, at han må revurdere sin opfattelse af, hvad der førte til Adrians selvmord ikke lang tid efter, at vennen fik Tonys skriftlige tilladelse til forholdet med Veronica.

Er det min skyld?

Dramaet i Når noget slutter er bygget op omkring Tonys søgen efter en forklaring på, hvorfor Veronica insisterer på hans skyld i en ulykke, der fandt sted for et halvt liv siden. Har hun ret? Og har Tony i så fald levet et liv baseret på en løgn?

I værste fald har den tilværelse, det ægteskab og den karriere, han selv kalder for fredelig, været dikteret af fortrængninger og feje handlinger. Hvad stiller man så op? Det er tungt stof, Julian Barnes jonglerer med, men han gør det med en let og besnærende elegance, der både fanger ungdommens spændte forventninger og giver den aldrende Tony plads til at boltre sig med sine spekulationer. Resultatet er en af Julian Barnes' mest underholdende og på blot 168 sider i øvrigt også korteste romaner.

Det sidste afspejler værkets pointe, nemlig at en væsentlig del af vores virkelige historie har det med at gemme sig bag den fortolkning af historien, som vi baserer vores tilværelse på.

Det, der står mellem linjerne i denne roman, afspejler således den skjulte fortælling, der en dag duk-ker op og begynder at konkurrere med Tonys egen opfattelse af sit liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her