Læsetid 4 min.

Den kun muligvis umulige drøm

Metode. Peter Øvig nøjes i 'Hippie 1' med redeligt og sindigt at lægge et materiale frem. Men læseren må spørge: Kan man skabe et nyt samfund med nye mennesker, når det eneste man har, er mennesker fra det gamle?
Thylejren. Peter Øvig Knudsens nye bog er første bind i historien om hippiebevægelsen. Hans dokumentaristiske metode er i sig selv en konstruktiv handling, en måde, hvorpå han viser mangfoldigheden respekt, siger Erik Skyum-Nielsen.

Thylejren. Peter Øvig Knudsens nye bog er første bind i historien om hippiebevægelsen. Hans dokumentaristiske metode er i sig selv en konstruktiv handling, en måde, hvorpå han viser mangfoldigheden respekt, siger Erik Skyum-Nielsen.

Gregers Nielsen
28. oktober 2011

Det giver absolut ingen mening blot i hovedlinjer at forsøge at referere første bind af Peter Øvig Knudsens monumentale multimediale mammutværk Hippie 1 om Thylejren og dens mangeartede forhistorie. Dertil er hele stoffet for overvældende, enkeltindtrykkene for flimrende, digressionerne for vilde i deres ridt ud ad diverse galaktiske tangenter.

Hvad der derimod i høj grad giver mening, er at finde frem til forfatterens metode og kompositionsteknik og tage stilling til, hvorvidt fremgangsmåden fungerer.

Øvigs illustrerede fortælling har form af en gennemresearchet, omhyggeligt dokumentet beretning om Det Ny Samfunds musikalsk-erotisk-anarkistisk-euforisk-flippede-megamonstrøse og på forhånd vel nok i al sin planlagte uplanlagthed dybt umulige sommerlejr på marken mellem landevejen og Tømmerby Fjord fra og med 4. juli 1970 og 74 dage frem, men springer med jævne, kyndigt udtænkte mellemrum tilbage fra dette spor.

Filmisk montage

Teknikken svarer til, hvad man laver, når man klipper en radiomontage eller redigerer en dokumentarfilm. I et dristigt forsøg på at repræsentere et enormt bevidsthedsmæssigt og fysisk rum, men samtidig underkaste sig bogmediets linearitet kobler forfatteren frem og tilbage, ligesom han prøver at veksle mellem kollektivt og individuelt fokus. Han ved, at han opererer i et kaos, men forsøger ikke desto mindre at strukturere det, give det en art fortællelighed, i og med at han indfletter de sidehistorier og baggrundsmotiver, han finder er nødvendige for at give billedet dybde.

Det betyder ikke, at han leverer svar. Men han forsyner læseren med et materiale til at stille spørgsmål ud fra: Hvordan kunne erfarne, politisk skolede venstrefløjsfolk med baggrund i Kampagnen mod Atomvåben og det endnu unge VS, om så blot for en tid forenes med syrehoveder og sumpere og mikromakrofanatiske fliphoveder samt ganske almindelige glade og friske unge mennesker, der jo bare ville danse, føle sig frie og elske? Hvordan kunne flere tusinde vidt forskellige mennesker på den ene side danne et lille samfund, helt for sig selv, og på den anden side spille sammen med det omgivende samfund uden at kommercialiseres og rendes over ende af presse, plattenslagere og lokale endagsturister? Hvordan skulle nogen dog kunne nære sig for at tage bare en smule magt midt i det principielle myndighedsfravær? Og hvad med dem, som optog det banklån, der satte det hele i gang: Hvad kunne de blive andet end udskældte pampere, kongefamilie og junta, midt i et magnetisk ladet rum, hvor de fleste hyldede friheden som guddom?

Skrøbelig balance

Især det sidste spørgsmål kommer op gennem værkets bind 1 til at stå nok så centralt. Og skal jeg forsøge at gætte på, hvor Øvig her bevæger sig hen, må det blive hen imod en nogenlunde afbalanceret fremstilling af Thylejrens — og dermed venstrefløjens og hele ungdomsoprørets — vanskelige balancegang mellem friheden og magten, herunder den disciplin, som enhver af os må pålægge sig selv, hvis vi skal danne lejre, partier og fællesskaber af alle slags. I det foreliggende bind repræsenteres frihedens pol af kunstnere og fliphoveder i kredsen omkring Eks-skole-aktivisten Peter Louis-Jensen, mens magten kropsliggøres af grundlæggerne af Det Ny Samfund, især Henning Prins og Leif Varmark.

»Lejren blev for mig et nederlag,« udtaler Henning Prins til bogen. »Meget mod min vilje blev jeg udråbt til general og konge af lejren.« Og det til trods for, at han efter mange deltageres mening i sin person forbandt det politiske og det udflippede. Hvilket ikke ligefrem kunne siges om modstanderne, der primært gik efter ballade og provokation, yderligt tilspidset i Peter Louis-Jensens situationistiske erklæring:

»Denne lejr er et større kunstværk, end jeg nogensinde vil kunne skabe. Derfor har jeg besluttet at ødelægge den.«

Hvorvidt dette skete, må vi læsere vente med at drøfte, indtil vi, formentlig underholdte og veloplyste, er igennem bind to.

Ædelt er mennesket

Indtil da kan vi nyde den detaljerede, mangestemmige, koncist velskrevne beretning og ligefrem tage bad i de mange stemmer, der her kommer til orde, og som hinsides alle magtkampe bevidner, hvor fantastisk det var, hvad der skete den sommer: At unge mennesker løftede den fane, besættelsestidens frihedskæmpere i sin tid lod synke, »den umulige drøm om en retfærdig verden, en lys fremtid, et ædelt menneske.«

Øvig citerer her den mand, fra hvem Det Ny Samfund købte marken mellem landevejen og fjorden. Og man får hans udsagn fulgt helt til dørs, for Leo Kari tog sit eget liv i 1974. Andre lever heldigvis endnu, såsom Leif Varmark, der i et interview fyndigt sammenfatter, hvad det var, man vendte sig imod:

»Husmødre med rengøringsvanvid, slipse- og mappedyr, samlebåndsarbejde og kontornusseri, frisurer med midterskilning, strutskørter, blankpudsede sko, højhuse, popmusik, kulørte hefter, mode og reklamelir, politik, militarisme og atombomber.«

At tage afstand fra alt det kunne lejrdeltagerne nemt blive enige om. Hvad der lå derudover, blev de hurtigt rygende uenige om. Alligevel, plus netop derfor, skabte Thylejren i deres liv et før — og et efter. De ændrede bevidsthed og forandrede derved deres liv. Samfundsmæssigt set ændrede de for en tid altings farve. At de ikke stred og flippede forgæves, derom vidner mangt og meget i vores samfund, og derom vidner netop nu fremgangsmåden i Peter Øvigs værk, hvis dokumentariske metode og layoutmæssige æstetik i sig selv er en konstruktiv handling, en måde, hvorpå han mærkbart viser mangfoldigheden respekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Gram

lidt mere parafraseri fra k.marx: modsigen gothaprogramme ( dog tænkende på at socialdemocrater jo næppe er
evt. proletarisredes hovedfjender ):

arbejdet er ikke kilderne til al rigdom
naturen er i lige så høj grad kilder til brugsværdierne,

for de fleste evt. proletariserede,
rækker hverken deres egne arbejdsevner
eller mange adgange til kildevand eller (k)ærlighed,
( som oftest ) næppe;

de har dertil behov for adgange til øvrige ( evt. bearbejede ) naturessourcer,

og hvis nogle betinger sådanne adgange,
så betinger de at de vil underbetale, d.v.s de vil have merværdier, til gengæld for sådan evt. adgange til øvrige ( evt. bearbejdede ) naturressourcer,
og da kun få evt. prolatriserede ( og det endda kun sjældent ) kan gå udenom det:
kan "melde sig ud",

så må de jo så i stedet oprøre
hvis de vil undgå de betingerier.

Brugerbillede for Kim Gram

http://www.information.dk/282833#comment-455035

---------

marxisme burde måske have gjort væsentligere og mere ud af, mere ligetil, ( direkte ):

at påpege at det kunne blive nødvendigt, eller smart, at udøve hensynsfuldheder overfor: natur, miljø, økologi, biodynamik !

--------------------

for øvrigt

( h.m. gad vide om noget har optalt fordelingerne på køn,

af henvisningerne, referencerne til de kendte:

kunstnere, tænkere, videnskabsfolk, politikere,
interviewede...;

også i artikler om ungdomsoprører der vist påfaldende uligheder )

Brugerbillede for Kim Gram

all you need is love

eller?

før menneskene kan
I) udøve videnskab, såkaldt finere kunst, politik, …, ( fælles og egen selvvirkeliggørelse udi kunsterne ), osv.

må menneskene sikre sig II): føde, drikke, bolig, klæder… osv.

III)
og måderne menneskene sikerer sig II )
bestemmer meget hvad de så laver udi I) ,

bestemmer fælles og egen bevisthed

--------------

spørgmålet er jo så om alt det førnævnte med:

af naturen givne, af verden givne og af mennesker opstillede:
betingelser, krav: som ( tæt på nødvendigvis )
må, eller som bør, opfyldes, før det og det kan ske;

om de måder at anskue naturen og menneskene og samfundet på, også selv er for ensidige, overdrevne; for prægede af at:

fordi visse andre for ofte stiller betingelser til os, de mange;
så forledes vi til at tro at det meste af naturen, verden så er sådan overfor os.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Så længe der er liv, er der håb ? Aktion giver reaktion - det begyndende overflodssamfund efter krigen gav overskud til at stille spørgsmål ved samfundets rammer. Hvis undertrykkelsen er for stor, bliver den sprængt inden, der er noget nyt - ellers var vi døde - ikke af sult denne gang - men af åndenød. Opgøret med undertrykkelsen er ikke slut - uhyret viser sig tydeligere, som tiden går

Brugerbillede for Kim Gram

det hænder, her og der, at lærker
( eller er nogle af dem: tupolov'er ? )
opstiger fra rugemarker,
og synger om hvad de
fra oven kan se,
ja: synger derom
for de mange som skaffer det daglige brød, og synger for dem:
i holdes for små
og for narre,
for der er rigelig råd
til at i alle kan opstige ligeså;
begriber de det,
de fra rugen opstegne synger for dem?

Brugerbillede for Kim Gram

tænkeligt er der nogen som synes:
( bortset fra at det ikke blev helt almindelig praksis, i de grundliggende sager )

så var og er udi
beskrive, det der ønskelige:

menneskenes frihed, lighed, fælleskab, kærlighed:
lysheder og lysforventninger;
var og forbliver nogle af hippierne de ypperste.
og at der i de retninger næppe er plads til forbedringer;

( derfor nu mindre fremsyn og mere nostalgi ? )

Brugerbillede for Kim Gram

kortere skrevet:

nogle mener:
i det mindste nogle af hippierne nævnte de ypperst mulige "teorier"
i retninger for menneskers lys, frihed, lighed..., at forbedringer i de retninger næppe er mulige;
at det kun er den manglende almindeligørelse af dem som prakssier, som kan forbedres

( derfor nu mindre fremsyn og mere nostalgi ? )

Brugerbillede for Kim Gram

hippierne godtog jo i deres helhedsanerkenden, ( måske endog: enhedsanerkenden ):

bla.a.:

forn sidr
asetro
evt. aser
evt. vaner
fantasy
sci-fi
science-fiction
BOrgerlige PArtisaner
KOmmunistiske PArtisaner
ja endog de forholdsvist mindre
venstreorienterede blandt hippier,
godtog nogle af hippierne

Brugerbillede for Bill Atkins

Hippiebukke udskiller sig fra hippiefårene, når deres bukkehorn pludseligt, og helt uforståeligt, virker uimponerende - bålet slukkes og traditionelle magtstrukture gendannes...

...men noget vigtigt blev sagt.

Brugerbillede for Kim Gram

ja, det nogle mistænker:

hippierne, ungdomsoprørenere,
1968-oprøre , hipstere, socialdemocrater og rapperne for:

er at de i virkligheden knapt så meget er kommunister, men bare astrologer.

Brugerbillede for Kim Gram

det teser
om feurbach, og teser om feurbach udgaverne,
hensigter på er og var jo:

at mennesker, især de evt. proletariserede bør

( og at det sandsynligvis ville ske og skete også i og som praksisser, handlinger ):
bevidst forandre især samfundskårene, og bevidst forandre især historiens og samfundsudviklingernes forløb, til deres fordel.

( og ved selve forståelserne eller fortolkningerne af hvad de teser ( også som tekstudgaver ) melder,
f,eks. spørgsmål såsom:
om det er
menneskene,
menneskeflokke eller hver enkelt menneske,
de især henvendes til ? ),

at de som forsøger at forstå det,
på tænke på:
at der der råder mange
uskarpe eller flydende
afgrænsninger;

og at de heller ikke bør forudantage:
enten-eller,
men bør tænke på :
som helheder
og
enten-eller
og
både-og

Brugerbillede for Kim Gram

i de nærmenneskelige forhold, sammenhænge såsom menneskers:
kønsliv, kærlighedsliv, arbejde, kunstudøvelser ..
er det næppe tilstrækkeligt
at:
fortolke forskelligt , forstå, kigge;

og det at det gælder, har næppe ligefrem nogen stor eller væsentlig nyhedsværdi for
nævneværdigt mange mennesker.

så teser om feurbach, og teser om feurbach udgaverne, burde helst næppe
bruges ( som beskrivesler ) mht. sådanne nærmenneskeligeheder; trods mange ligheder og samheder med de nærmenneskeligheder;