Den kun muligvis umulige drøm

Det giver absolut ingen mening blot i hovedlinjer at forsøge at referere første bind af Peter Øvig Knudsens monumentale multimediale mammutværk Hippie 1 om Thylejren og dens mangeartede forhistorie. Dertil er hele stoffet for overvældende, enkeltindtrykkene for flimrende, digressionerne for vilde i deres ridt ud ad diverse galaktiske tangenter.

Hvad der derimod i høj grad giver mening, er at finde frem til forfatterens metode og kompositionsteknik og tage stilling til, hvorvidt fremgangsmåden fungerer.

Øvigs illustrerede fortælling har form af en gennemresearchet, omhyggeligt dokumentet beretning om Det Ny Samfunds musikalsk-erotisk-anarkistisk-euforisk-flippede-megamonstrøse og på forhånd vel nok i al sin planlagte uplanlagthed dybt umulige sommerlejr på marken mellem landevejen og Tømmerby Fjord fra og med 4. juli 1970 og 74 dage frem, men springer med jævne, kyndigt udtænkte mellemrum tilbage fra dette spor.

Filmisk montage

Teknikken svarer til, hvad man laver, når man klipper en radiomontage eller redigerer en dokumentarfilm. I et dristigt forsøg på at repræsentere et enormt bevidsthedsmæssigt og fysisk rum, men samtidig underkaste sig bogmediets linearitet kobler forfatteren frem og tilbage, ligesom han prøver at veksle mellem kollektivt og individuelt fokus. Han ved, at han opererer i et kaos, men forsøger ikke desto mindre at strukturere det, give det en art fortællelighed, i og med at han indfletter de sidehistorier og baggrundsmotiver, han finder er nødvendige for at give billedet dybde.

Det betyder ikke, at han leverer svar. Men han forsyner læseren med et materiale til at stille spørgsmål ud fra: Hvordan kunne erfarne, politisk skolede venstrefløjsfolk med baggrund i Kampagnen mod Atomvåben og det endnu unge VS, om så blot for en tid forenes med syrehoveder og sumpere og mikromakrofanatiske fliphoveder samt ganske almindelige glade og friske unge mennesker, der jo bare ville danse, føle sig frie og elske? Hvordan kunne flere tusinde vidt forskellige mennesker på den ene side danne et lille samfund, helt for sig selv, og på den anden side spille sammen med det omgivende samfund uden at kommercialiseres og rendes over ende af presse, plattenslagere og lokale endagsturister? Hvordan skulle nogen dog kunne nære sig for at tage bare en smule magt midt i det principielle myndighedsfravær? Og hvad med dem, som optog det banklån, der satte det hele i gang: Hvad kunne de blive andet end udskældte pampere, kongefamilie og junta, midt i et magnetisk ladet rum, hvor de fleste hyldede friheden som guddom?

Skrøbelig balance

Især det sidste spørgsmål kommer op gennem værkets bind 1 til at stå nok så centralt. Og skal jeg forsøge at gætte på, hvor Øvig her bevæger sig hen, må det blive hen imod en nogenlunde afbalanceret fremstilling af Thylejrens — og dermed venstrefløjens og hele ungdomsoprørets — vanskelige balancegang mellem friheden og magten, herunder den disciplin, som enhver af os må pålægge sig selv, hvis vi skal danne lejre, partier og fællesskaber af alle slags. I det foreliggende bind repræsenteres frihedens pol af kunstnere og fliphoveder i kredsen omkring Eks-skole-aktivisten Peter Louis-Jensen, mens magten kropsliggøres af grundlæggerne af Det Ny Samfund, især Henning Prins og Leif Varmark.

»Lejren blev for mig et nederlag,« udtaler Henning Prins til bogen. »Meget mod min vilje blev jeg udråbt til general og konge af lejren.« Og det til trods for, at han efter mange deltageres mening i sin person forbandt det politiske og det udflippede. Hvilket ikke ligefrem kunne siges om modstanderne, der primært gik efter ballade og provokation, yderligt tilspidset i Peter Louis-Jensens situationistiske erklæring:

»Denne lejr er et større kunstværk, end jeg nogensinde vil kunne skabe. Derfor har jeg besluttet at ødelægge den.«

Hvorvidt dette skete, må vi læsere vente med at drøfte, indtil vi, formentlig underholdte og veloplyste, er igennem bind to.

Ædelt er mennesket

Indtil da kan vi nyde den detaljerede, mangestemmige, koncist velskrevne beretning og ligefrem tage bad i de mange stemmer, der her kommer til orde, og som hinsides alle magtkampe bevidner, hvor fantastisk det var, hvad der skete den sommer: At unge mennesker løftede den fane, besættelsestidens frihedskæmpere i sin tid lod synke, »den umulige drøm om en retfærdig verden, en lys fremtid, et ædelt menneske.«

Øvig citerer her den mand, fra hvem Det Ny Samfund købte marken mellem landevejen og fjorden. Og man får hans udsagn fulgt helt til dørs, for Leo Kari tog sit eget liv i 1974. Andre lever heldigvis endnu, såsom Leif Varmark, der i et interview fyndigt sammenfatter, hvad det var, man vendte sig imod:

»Husmødre med rengøringsvanvid, slipse- og mappedyr, samlebåndsarbejde og kontornusseri, frisurer med midterskilning, strutskørter, blankpudsede sko, højhuse, popmusik, kulørte hefter, mode og reklamelir, politik, militarisme og atombomber.«

At tage afstand fra alt det kunne lejrdeltagerne nemt blive enige om. Hvad der lå derudover, blev de hurtigt rygende uenige om. Alligevel, plus netop derfor, skabte Thylejren i deres liv et før — og et efter. De ændrede bevidsthed og forandrede derved deres liv. Samfundsmæssigt set ændrede de for en tid altings farve. At de ikke stred og flippede forgæves, derom vidner mangt og meget i vores samfund, og derom vidner netop nu fremgangsmåden i Peter Øvigs værk, hvis dokumentariske metode og layoutmæssige æstetik i sig selv er en konstruktiv handling, en måde, hvorpå han mærkbart viser mangfoldigheden respekt.