Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kynisme, desperation, harme og kærlighed

Casper Christensen og Frank Hvams første fællesshow i 14 år er en hyleskæg, psykoinfantil og lang hyldest til sex, livet efter de 40, sex, venskab, sex, hverdagene, sex og det kors og/eller den velsignelse, det er at være kendt — og så sex
Kultur
8. oktober 2011
Casper Christensen og Frank Hvams første fællesshow i 14 år er en hyleskæg, psykoinfantil og lang hyldest til sex, livet efter de 40, sex, venskab, sex, hverdagene, sex og det kors og/eller den velsignelse, det er at være kendt — og så sex

Venskaber er ikke helt ulig parforhold. Okay, fraset måske lige delelejlighed i den spæde ungdom går man selvfølgelig ikke op og ned ad hinanden dag ud og dag ind, men et vist slid kan indtræffe. Ligesom der kan være træk hos ens livspartner, som kan have en enerverende effekt på ens nervesystem, kan ens gode ven(ner) besidde vaner, holdninger, karaktertræk eller idiosynkrasier, som man efter en 20-30 års samvær godt kunne være foruden. Jeg tror lige så lidt på det gnidningsløse venskab som på det gnidningsløse knald; sex uden friktion, yeah, right!

I forholdet mellem Casper Christensen og Frank Hvam kogte de på scenen i Bremen under premieren på deres ny show, Nu som mennesker,deres indbyrdes forskelligartethed ned til to ord: Casper er »dominerende« og Frank er »stædig«.

Som én, der har stukket tæerne en smule i de oprørte vande, der kaldes filmmanuskriptskrivning, ved jeg, at i fiktion er det alt rigeligt brændstof til en storfilm, og de to herrer benyttede da også netop denne smule som omdrejningspunkt i et show, der varede næsten tre timer, alt iberegnet. Alt sammen udsprunget af en krise i deres forhold, som var opstået i forbindelse med lanceringen af en serie kaffekopper i kølvandet på succesen med filmen Klovn — The Movie. Det var lige så langt ude, som det var fuldstændig genkendeligt — når de seriøse brud indtræffer, er selve årsagen ofte en latterlig biting.

Når udlændinge spørger mig, hvad jeg vil fremhæve ved dansken, så påstår jeg ofte, at vi er ret sjove. Måske ikke alle fem millioner af os, men rigtig mange af indbyggerne her til lands har sans for det groteske, det ulækre, det skræmmende og ikke mindst alt vedrørende underlivet på en humoristisk facon. Jeg må dog indrømme, at efterhånden som antallet af såkaldte standuppere langt overstiger antallet af offentligt ansatte, er mit smil begyndt at stivne en smule, og jeg tror fremover bare jeg vil fremhæve vor evne til at nakke albinoelge.

Det satans underliv

Nå, men Casper og Frank er stadigvæk hylende morsomme, selv om jeg bagefter ikke kunne lade være med at spekulere over, hvad det var, jeg havde siddet og leet så hjerteligt af. Altså, hvis vi taler substans, ja, så er det ikke for alvor her, man skal lede.

Som hos langt de fleste danske standuppere er afsættet privatsfæren og det der satans underliv, som spiller en uhørt stor rolle i dette på en gang lattervækkende og psykoinfantile univers.

Det omkringliggende samfund som sådan, finanskrisen, regeringsskifte og politik i det hele taget, bankpakkerne, den stigende fattigdom, det europæiske korthus' vaklen osv. rager dem en bønne. Man skulle mene, der var nok at tage af, men det er åbenbart ikke den slags brændstof, duoen har brug for i deres lattermaskine.

Men ekspedienterne hos Joe & The Juice kan få Casper helt op i det røde felt på samme måde som arkæologernes arbejde i forbindelse med udgravningen til den ny Metro, se, det er humor. Det er det selvfølgelig også; ligesom man kan digte om alt, kan man selvfølgelig også gøre grin med lige, hvad der passer én. Bare ærgerligt at hans aversion mod dyr ikke rigtig kunne bruges til mere end politisk ukorrekt fnidder.

Livet efter de 40

Og så brugtes der umanerligt meget tid på det faktum, at Casper nu knepper Jarl Friis Mikkelsens datter. Og i processen har fået sig en svigermor på 35! Fraset det åbenlyst grænseoverskridende i såvel emne som den uhørt taktløse måde, det tackledes på, ved jeg ikke lige, hvor sjovt jeg egentlig lige fandt det. Den er selvfølgelig helt inde, hvad angår tabloid- og ugepresse, og man kan måske nok tale om at komme fjenden i forkøbet. Men et eller andet sted har jeg det sådan, 'hvad rager det lige mig, hvem Casper Christensen knepper i sin fritid'.

Til gengæld er det både morsomt og en lille smule farligt, når han kaster sig over livet efter de 40. Man kan simpelt hen fysisk aflæse, hvordan han ikke blot forsøger at forlige sig med det, men desperat søger at finde en måde, hvorpå han kan finde det fedt. Folk tackler deres midtlivskriser yderst forskelligt, men Casper og Frank gør det for åbent tæppe — og set i den optik er det måske relevant nok med den purunge trofækæreste?

Det er selvudleveringen som strategi, og den fungerer som oftest i hænderne på disse to intelligente og konsekvent grænseoverskridende personager. Selvfølgelig kan vi spejle os i det, selv når der fræses helt ud på det yderste overdrev og endnu et tabu (og midtlivskrisen er langt, langt mere tabubelagt end sex!) får en salve fra det overophedede Stalinorgel, vi elsker at elske.

Og Frank, hvad med Frank, spørger De nu? Jo, han og fruen har købt hus i Lyngby, og det kommer der megen morskab ud af. I den interne rollefordeling er Casper libertineren, altid klar til at række et trængende fruentimmer en stådreng, hvor Frank er den mere lummert liderlige, der som regel nøjes med at kigge og drømme, for så at traske hjem til lillemor.

Men periodevis var der skred i rollefordelingen, Frank kæmper hårdt for at blive mindst lige så dominerende som Casper, og det slår gnister. Energien ligger i både deres indbyrdes interesserer og modsætninger, deres oldgamle venskab, der blev sat på prøve, men overlevede. Der bliver så også tid til et par herredårlige, men enormt skægge sange, afsunget som et vognlæs brækkede arme, nøgne scenehjælpere, intimidering af en kvindelig publikummer, diverse kolleger disses og alt udføres med en sær blanding af kynisme, desperation, harme og kærlighed. God værkstedshumor, med andre ord.

 

Casper Christensen og Frank Hvam: 'Nu Som Mennesker'. Bremen, Kbh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her