Læsetid: 5 min.

De levende døde går igen i populærkulturen

Zombier er igen blevet populære karakterer i bøger, tegneserier, film og tv-serier. Når genren er bedst, bruges den til begavet og kritisk at fortælle om samfundet og mennesker under ekstremt pres — som f.eks. i Robert Kirkmans tegneserie 'The Walking Dead', der nu kommer på dansk
Zombier er igen blevet populære karakterer i bøger, tegneserier, film og tv-serier. Når genren er bedst, bruges den til begavet og kritisk at fortælle om samfundet og mennesker under ekstremt pres — som f.eks. i Robert Kirkmans tegneserie 'The Walking Dead', der nu kommer på dansk
8. oktober 2011

»For mig er de bedste zombiefilm ikke dem med orgier af blod og vold, latterlige personer og grinagtige replikker,« skriver den amerikanske tegneserieforfatter Robert Kirkman i forordet til første bind af den nys udgivne danske udgave af hans meget populære zombietegneserie, The Walking Dead.

»De bedste zombiefilm viser os, hvor spolerede vi er, de får os til at spørge til vores rolle i samfundet ... og vores samfunds rolle i verden. De indeholder også blod og vold og alt det fede, men der er altid en samfundskritisk og tankevækkende undertone.«

Den undertone finder man også i Kirkmans egen tegneserie, der blot er seneste eksempel på, hvordan de levende døde i stigende grad boltrer sig i populærkulturens bøger, tegneserier, film og tv-serier. I en tid med terrorfrygt, utryghed over klimaforandringer, naturkatastrofer og atomuheld har zombiegenrens undergangsvisioner fået ny aktualitet.

The Walking Dead udfolder sig ikke blot som en medrivende krønike over en civilisations undergang, men skildrer også et menneskes mentale og fysiske rejse gennem ruinerne og kamp for livet sammen med sin familie og de få andre mennesker, der har overlevet. Tegneserien begynder der, hvor de mange andre zombiefortællinger slutter, hvilket har været en udtalt ambition hos Robert Kirkman. Han har altid gerne villet vide, hvad der sker, når zombierne har overtaget verden, og de overlevende kun har sig selv at regne med.

Karakterdrevet drama

Hovedfiguren i The Walking Dead er vicesheriffen Rick Grimes, der bliver skudt og flere måneder senere vågner op på et forladt hospital i en verden, hvor de døde er vakt til live og stort set har udslettet de levende.

Rick søger mod den nærmeste storby, Atlanta, hvor han er lige ved at blive spist, men bliver reddet af en ung mand, der viser sig at høre til samme lille gruppe overlevende som Ricks kone, søn og tidligere makker, som havde held til at flygte fra zombierne. Det er den effektive og elementært spændende begyndelse på Robert Kirkmans nærmest episke tegneserie, som er tegnet i sort/hvid af flere tegnere, flottest og mest stemningsfuldt af Tony Moore.

Og selv om der altså er rigeligt med blod og indvolde og zombier i mere eller mindre opløst tilstand, er det menneskene, der interesserer Kirkman mest. The Walking Dead er en karakterdrevet tegneserie, en tragedie, som udforsker, hvordan helt almindelige mennesker reagerer, især Rick, i så ekstrem og voldsom en situation, hvor intet nogensinde synes at kunne blive, som det var engang.

Det er en gribende historie, som da også har fanget amerikanske filmfolks opmærksomhed, og i 2010 blev tegneserien omsat til en miniserie på seks afsnit, som i år bliver til endnu seks afsnit.

Første sæson af tv-serien, der er kommet på dansk dvd og Blu-ray og snart vises på DR2, følger i vid udstrækning forlægget, men der er også taget friheder med materialet for at få det til at fungere som levende billeder. Resultatet er et stykke uhyggeligt, begavet og følelsesmæssigt engagerende tv-drama, som i høj grad også handler om Rick og hans familie.

Samfundskritik

Ikke overraskende er Robert Kirkman inspireret af zombiegenrens store mester, den amerikanske filminstruktør George Romero, der i seks film — blandt andet Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1978) og Land of the Dead (2003) — har forestillet sig, hvad der vil ske, når verden, som vi kender den, holder op med at eksistere; når alle de moderne bekvemmeligheder, indkøbsmuligheder, elektriske apparater og kommunikations- og transportmetoder, vi tager for givet, ikke virker længere; når vi skal til at klare os på egen hånd, fordi magtstrukturer og civilisation er brudt sammen. Det er grundlæggende uhyggeligt at tænke på og et godt udgangspunkt for en eksistentiel gyser.

For både Kirkman og Romero er zombiegenren en mulighed for at pakke samfundsrelevante og systemkritiske fortællinger forførende og skræmmende ind. Der er ikke noget som truslen om en pludselig og smertefuld død, som kan skærpe en konflikt og moralsk-etiske overvejelser. Og spørgsmålene er mange: Hvem af de overlevende tænker på fællesskabet, og hvem tænker kun på sig selv? Hvem har overlevelsesinstinkt og naturlige lederevner? Hvordan holder man frygten på afstand? Hvem bryder sammen og mister viljen til at leve? Hvad siger man til sine børn? Hvordan finder man mening i en verden, der ikke længere giver mening? Hvordan påvirker det én at se sine nærmeste blive forvandlet til frådende monstre og være tvunget til at skyde dem? Hvordan slår man ihjel uden at miste sin medmenneskelighed?

»Jeg prøver ikke at besvare nogen spørgsmål eller prædike,« har Romero sagt i et interview.

»Min personlighed og mine meninger ligger i filmenes satire, men jeg tænker på dem som øjebliksbilleder af en tid. Jeg har dette redskab, eller koncept, hvor noget sker i verden, og jeg kan sige: 'Åh, det vil jeg beskæftige mig med, og jeg kan bruge zombier til det!'«

Videnskabens fallit

Således har den efterhånden aldrende instruktør i sine zombiefilm, senest Survival of the Dead (2009), beskæftiget sig med alt fra den vestlige verdens usunde overforbrugskultur og videnskabens fallit til moderne kultur- og medieforbrug til nyhedsmediernes manglende troværdighed.

Gennem årene har han fået selskab af adskillige mere eller mindre seriøse kolleger, som også har indset, at zombien er et utrolig godt filmmonster: Engang var de levende, tænkende, følende mennesker lige som alle andre; nu kan de i al deres hjernedøde og umættelige sult både repræsentere den unævnelige rædsel, verdensomspændende pandemier og videnskabelig og samfundsmæssig uforsigtighed.

De videnskabelige forklaringer på zombiers fremkomst er mange og forskellige — kemisk affald, radioaktivt udslip, løsslupne vira, medicinske/biologiske eksperimenter etc. — men fælles for dem alle er, at zombierne spiser menneskekød, og man bliver til en zombie, hvis man bliver bidt af én. Zombier 'tænker' kun på at spise — de er ren instinkt — og kan kun stoppes med et skud i hovedet, og de bliver ved med at komme, indtil de får fat i én, eller man uskadeliggør dem.

Spørgsmålet, som står tilbage og stadig debatteres ivrigt blandt zombiekendere, er blot, om zombierne går som i George Romeros film og Robert Kirkmans tegneserie, eller om de løber som i mange nyere zombiefilm.

Robert Kirkman: The Walking Dead bind 1: 'Til døden os skiller'. Forlaget Fahrenheit, overs. Paw Krogsbæk Mathiasen, 136 s., 99,50 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for fin artikel - men jeg får fornemmelsen af en fejloversættelse i følgende citat:

»De bedste zombiefilm viser os, hvor spolerede vi er, de får os til at spørge til vores rolle i samfundet … og vores samfunds rolle i verden. De indeholder også blod og vold og alt det fede, men der er altid en samfundskritisk og tankevækkende undertone.«

Ordet 'spolerede' virker som en direkte fordanskning af det engelske 'spoiled', som retteligen betyder forkælet eller forvænt. Og denne betydning giver langt bedre mening i forhold til zombiefilms samfundskritiske karakter.

Specielt Max Brooks' "World War Z" kan varmt anbefales.
Det mest skræmmende ved denne bog, er ikke det direkte blodige - det er der faktisk overraskende lidt af i den - det er den måde hvorpå bogen rent faktisk virker utrolig troværdig og realistisk. Hvis altså man har accepteret præmissen om at de levende døde eksisterer.
Den måde hvorpå bogen er fortalt på; igennem "interviews" en særlig udsending fra FN laver med overlevende fra alle samfundslag, og fra hele verden, giver et nuanceret og forskelligt billede på hvad der egentlig skete da virusset ramte verden, og for altid ændrede den. Man hører fra alle. Lige fra amerikanske generaler og fodsoldater, en ung sydafrikaner, en kinesisk læge, astronauter fanget på den Internationale rumstation, en helt almindelig husmor, og en ung amerikansk kvinde der tænker tilbage på, da hun som en lille pige flygtede nordpå sammen med sine forældre for at overleve, kun for at opdage at mennesker i dagens samfund stort set har mistet evnen til at overleve i den natur de i sin tid kom fra.
Alle disse forskelligartede karakterer har én ting til fælles, nemlig at de overlevede det der var tæt på at udrydde menneskeheden fuldstændig. Historien fortælles fra top til bund og den anden vej rundt. Lige fra det geopolitiske, det naturvidenskabelige, det militære, til det psykologiske, både på gruppebasis og ned til det enkelte individ.
Du vil ikke blive skuffet!

Christian Monggaard

Tak, Mads, og du har selvfølgelig ret. Der skulle have stået ’forkælet’.

Tak for info, Danni.

Og jeg er helt enig, Emil.

denne kobling er vist næsten nyklassisk:

1. Dawn of the Dead (George Romero). Foregår i et INDKØBSCENTER og er en af de bedste og mest samfunds­relevante zombiefilm.

massevareforbrugersegmentet
( så prosaisk navngivet )

= de levende døde

p.t. offentliggøres der i øvrigt ikke forholdsvist så
meget optimistisk sci-fi, science-fiktion eller fantasy
som i tredserne eller halvfjerdserne, selv om der kunne være gode grunde til det, og ikke kun som trøst, men også som meget forudsigelser, som sandsynligvis bliver opfyldte.

lidt parafrasen k.marx Teser om Feuerbach

vi.
Feuerbach opløser det zombificerede væsen i det menneskelige væsen.
Men det menneskelige væsen er ikke noget abstractum, det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene.

Feuerbach, der ikke går ind på kritikken af det virkelige væsen, er derfor tvunget til:

1. at abstrahere fra det historiske forløb og fastholde det zombificerede sind for sig, og at forudsætte et abstrakt - isoleret - menneskeligt individ.

vii.
Feuerbach ser derfor ikke, at det zombificerede sind, selv er et samfundsprodukt, og at det abstrakte individ, ( dvs. her de zombificerde ) som han analyserer, i virkeligheden tilhører en bestemt samfundsformation.[ blandt nogle af de mulige samfundskår ]

men det kommer jo temmelig sikkert til at gå meget bedre, for flere og flere,
der er næppe mange årsager til at male zombier på væggen.