I sidste halvdel af Steven Spielberg og Peter Jacksons animerede Tintin-film, Tintin: Enhjørningens hemmelighed, kommer en scene, hvor instruktørparret hiver alle de visuelle og fortællemæssige tricks ud af ærmet og serverer en hæsblæsende omgang action. Scenen involverer både Tintin, Kaptajn Haddock og Terry i en motorcykel med sidevogn, en dresseret rovfugl, en tank, en bazooka, en flok skydegale skurke, glideture på tøjsnore og sønderskudte bygninger.
Det er ren Indiana Jones og vældig flot iscenesat, men det er paradoksalt nok ikke særlig spændende. Og det er i løbet af denne scene, at det for alvor går op for én — i hvert fald for mig — at det ikke er Tintin, man ser oppe på lærredet, men en fjern slægtning, som måske nok ligner på afstand, men alligevel ikke har så meget med originalen at gøre, når man ser ham tættere på.
Det var svært ikke at begynde at glæde sig, da Steven Spielberg og Peter Jackson, to af verdens mest magt- og fantasifulde filmskabere, annoncerede, at de ville filmatisere Hergés populære tegneserier om journalisten og eventyreren Tintin, ikke mindst fordi de begge sagde, at de holdt endog meget af tegneserien.
Skønsom blanding
Fra begyndelsen planlagde parret tre film, hvoraf de selv ville instruere én hver. Siden blev det til to film, der skulle baseres på Enhjørningens hemmelighed og Rackham den Rødes skat, som hænger sammen og handler om Tintin og Haddocks jagt på den skat, som en af Haddocks forfædre skjulte mange år tidligere.
Og det er så endelig blevet til en enkelt film, som Spielberg og Jackson mere eller mindre har instrueret sammen — Spielberg er hovedinstruktøren; som blander hele tre album, Krabben med den gyldne klør, Enhjørningens hemmelighed og Rackham den Rødes skat, flytter rundt på personer og begivenheder og låner elementer fra flere andre album — ikke mindst madame Castafiore; og som til slut lægger op til endnu en film, hvor resten af især Enhjørningens hemmelighed og Rackham den Rødes skat bruges.
Europa vs. USA
Alt dette kunne selvfølgelig være lige meget, hvis historien fungerede. Tegneserien og filmen er trods mange ligheder også to vidt forskellige kunstarter, og det, der virker på papiret, virker ikke altid som levende billeder. Men historien i Tintin: Enhjørningens hemmelighed fungerer ikke, og i stedet for at leve med i det, der sker på lærredet, holder man i stedet øje med de (irriterende) friheder, instruktørerne og manuskriptforfatterne — tre ellers populærkulturelt meget begavede herrer, Steven Moffat, Edgar Wright og Joe Cornish — har taget sig med materialet.
Tintin er i udpræget grad et europæisk fænomen, og det er sigende, at filmens producenter ikke regner med at tjene lige så mange penge i USA som i Europa, hvor filmen da også får premiere først. Men af hensyn til amerikanerne — og andre, der ikke kender tegneserien — er Tintin: Enhjørningens hemmelighed skruet sammen, så alle kan være med. Det bliver lidt staveplade-agtigt, at Tintin og Haddock ikke kender hinanden i begyndelsen af filmen, hvorfor handlingen fra Krabben med de gyldne klør, hvor de to møder hinanden første gang, er skrevet ind i Enhjørningens hemmelighed og Rackham den Rødes skat.
På et loppemarked køber Tintin (stemme af Jamie Bell) et gammelt modelskib, Enhjørningen, som viser vej til en stor skat. Andre end Tintin er dog på sporet af skatten, og snart er han og hans trofaste følgesvend, hunden Terry, om bord på et skib på vej til Mellemøsten, hvor endnu et modelskib og endnu et spor befinder sig. Undervejs møder de den selvmedlidende og alkoholiserede Kaptajn Haddock (Andy Serkis), som er i familie med sømanden, der for flere hundrede år siden gemte skatten. I hælene har de den skumle Sakharine (Daniel Craig) og hans højrehånd, styrmand Allan (Daniel Mays), men heldigvis får vore helte 'hjælp' af de klodsede detektiver Dupont og Dupond (Simon Pegg og Nick Frost).
Udvendigheder
Alt synes således at være, som det skal være i en film om Tintin. Visuelt er Tintin: Enhjørningens hemmelighed bestemt også flot at skue — dog er det ikke nødvendigt at se den i 3D. Det er svært at forestille sig Hergé todimensionale figurer animeret i en computer, men takket været den såkaldte motion eller performance capture-teknik, hvor skuespilleres bevægelser og præstationer omsættes til animation, lykkes det ganske godt. Der er liv i ansigterne — selv om især Tintins er lige lovlig fersk — og de mange stort opsatte scener med søslag, fægtescener og gang i den betager med detaljerig scenografi, højt tempo og akrobatiske kamerabevægelser.
Men Spielberg og Jackson flytter unødigt rundt på ting og sager og skruer for meget op for effekter og action — uden at eventyret følger med — i en historie, der i hvert fald som tegneserie var elementært spændende nok i sig selv. Det bliver udvendigt og ligner i virkeligheden et forsøg på at skjule, at Tintin ikke er særligt interessant som hovedperson. Tegneseriens Tintin er en spejderdreng, en hul skal, man selv kan fylde ud — ligesom man selv skaber spænding og tempo, når man læser tegneserien og lader sin fantasi arbejde — og som placeres i en spændende ramme og omgives af en række kulørte, skægge og charmerende figurer.
Filmens Tintin er lige så personlighedsforladt, og det dur ikke i så konkret et medie, hvor ikke meget overlades til fantasien. Og så hjælper det naturligvis heller ikke, at hverken Haddock eller Dupont og Dupond er særlig sjove, når de fjumrer rundt på film. Den komiske timing lader en del tilbage at ønske.
Tintin: Enhjørningens hemmelighed er altså ikke ligefrem en vellykket film, og selv om et ungt publikum muligvis vil føle sig udmærket underholdt, vil fans af tegneserien, især puristerne, nok føle sig en smule forrådt.
Tintin: Enhjørningens hemmelighed. Instruktion: Steven Spielberg og Peter Jackson. Manuskript: Steven Moffat, Edgar Wright og Joe Cornish. Amerikansk (Biografer landet over i både 2D og 3D)
Sandalslæber, sandmide, skvatdragon, spytslikker, slapsvans, tangloppe, tøffelhelt, tøsedreng, undermåler!
Det er en indlysende utaknemmelig opgave at forsøge at omsætte Tintin til film. Og det kunne nærmest kun gå galt med en amerikaner i spidsen for projektet.
At strø Hollywood Tju-Bang effekter ud over et Tintin-manuskript er simpelthen at ødelægge hele ånden i Tintin-universet, som netop er kendetegnet ved en sparsom brug af effekter, relativt simple plots, uden mange side-stories, grundige personskildringer, etc.
Tintin-universet bevæger sig, så at sige, i real-tid, fyldt med små underfundige hverdags- og, stemningsbilleder etc. - ikke i en komprimeret og overlæsset effekt-tid.
Hergé var meget grundig i sin research, og en stor del af Tintin-albummenes udødelige charme, som i lighed med al stor børneliteratur, appellerer både til børn og voksne, og gør, at man kan vedblive med at genlæse Tintin hele livet med usvækket fornøjelse, består netop i denne sære, næsten 'realisme', albummene besidder.
Denne særlige Tintin-ethos falder helt til jorden med en Hollywood-forvanskning - men det tror jeg næsten man skal være Europæer for at forstå.
Og dog, måske Woody Allen ville have kunnet løfte opgaven. Han besidder faktisk denne særlige 'Europæiske' fornemmelse, og nogle af hans bedste film rammer fatisk lidt af den stemning man finder i Tintin-universet.
I øvrigt synes jeg at Peter Jackson gjorde et formidabel arbejde med at filmatisere Ringen. Men nu har jeg heller ikke læst bøgerne, og er derfor ikke 'spoleret' på samme måde som med Tintin.
/O
Tænk f.eks. på Det gådefulde Juveltyveri - et helt album, helt uden Tju-Bang dramatik, stort set uden noget plot, og med et gigantisk anti-klimaks til sidst.
Men et fantastisk album, så levende og medrivende i sin personskildring, at man ikke savner det store dramatiske plot.
Måske ikke et af Hergé's bedste albums, men et af de bedste eksempler på hans format og geni. Hele albummet er båret af hans fænomenale evne til at skabe troværdige universer, i hvilke læserne umiddelbart tager bolig.
Dette er tegneseriekunst, når det er bedst.
/O
Vel talt, hr. Goulin.
Ja, nu vil jeg lige se filmen, før jeg rakker den ned. Mine forventningerne er, indrømmet, noget blandede, mens min søn på 10 glæder sig.
Jeg gläder mig nu ogsaa, og jeg en smule äldre.
Men hvor i alverden kom den overskrift fra ..?
@olivier
jeg kan trøste dig med, at ens beundring for Peter Jacksons arbejde med filmatiseringen af Ringenes Herre kun vokser, hvis man har læst bøgerne!
Jeg havde ikke troet det muligt, før jeg så filmene, så jeg forstår fuldtud din bekymring.
Man kan kun håbe, at han kan gentage kunststykket med Tintin (jeg tror ikke, at Spielberg er til megen hjælp der)!
Jeg glæder mig ihvertfald til at se forsøget! :-)
Tintin har aldrig været nogen action-helt for mig.
Jeg ved ikke, hvordan jeg opfattede ham som barn, formentlig havde jeg slet ikke noget indtryk af ham, af de grunde Monggaard nævner; Tintin er en hul og personlighedsneutral figur i albummet - lige indtil den dag, jeg så ham knibe en tåre, da han forstod, at hans måske eneste virkelige ven gennem alle albummene, den unge Chang fra Den blå Lotus, var forulykket med et fly i Tibet.
Det var knusende; helt ubæreligt at overvære.
På sin vis et genialt træk af Hergé, at lade sin helt optræde så konsekvent blottet for følelser og lidenskaber gennem et dusin fortællinger, for herefter at åbne en lille flig til hans hjerte af guld. Det var så rørende, at selv en lille dreng kunne forstå det.
Jeg er vokset op med Tintin fra endnu før jeg kunne læse.
Min Far måtte læse mit første Tintin-album, "Rackham den Rødes skat", højt for mig, aften efter aften, indtil jeg selv fandt ud af at stave mig gennem Haddocks eder.
Jo, Tintin lærte mig også at læse.
Og Tintin tog med med på min første (og stadig eneste) rejse til Tibet, til Kina, til Indien, som jeg senere skulle besøge så ofte, til Amazonas, til Syldavien (et fiktivt Herge-land, formentlig modelleret over Bulgarien, i øvrigt med sin helt egen Wikipedia-artikel) - til Indonesien, hvilket dog var helt utilsigtet, for vi skulle have været til Sydney, som jeg ikke anede hvor lå dengang - og selv til Månen.
Tintin var for mig nok mere end opdagelserejsende end nogen action-helt, og Hergé den store antropolog, som havde besøgt og studeret alle de steder han beskrev med så charmerende, rammende og 100% troværdige karrikaturer.
Tintin var en total bevidsthedsudviddelse for en 5-årig knægt. Fuld at svære og mærkelige ord, man ikke kendte, og knapt nok kunne læse, stednavne, man ikke anede, om var virkelige eller fiktive, eller hvor de lå. Men man var ikke i tvivl om, at dette var en troværdig beskrivelse af den verden, man levede i.
Tintin er, som en iscenesættelse af det helt umulige og usandsynlige eventyr i et miljø, der er minutiøst korrekt og realistisk gengivet, mere end blot underholdnig for børn.
Det har været skolerende for generationer af piger og drenge. Vi kan takke Hergé og Tintin for at have vakt vores fascination og nysgerrighed for den store forunderlige verden omkring os.
/O
En opmærksom læser har fundet en fejl i nedenstående afsnit fra min anmeldelse, hvor der selvfølgelig skal stå ’forfædre’ og ikke ’efterkommere.’ SIkke en grim fejl. Den er nu rettet i teksten oven for – og tak.
»Fra begyndelsen planlagde parret tre film, hvoraf de selv ville instruere én hver. Siden blev det til to film, der skulle baseres på Enhjørningens hemmelighed og Rackham den Rødes skat, som hænger sammen og handler om Tintin og Haddocks jagt på den skat, som en af Haddocks efterkommere skjulte mange år tidligere.«
Tak til Christian Mongaard for denne her anmeldelse af den nye 3D film med TinTin. Hvordan og hvorfor stort set alle andre film-anmeldere kan synes den er god, give den fra 4 til 6 hjerter? i samtlige andre af landets aviser, forstår jeg ikke.
Tintins danske og engelske stemme lyder ikke som den TinTin stemme jeg kender; hvad værre er, at den lyder som en lille drengs ikke en voksens mands. (dette baseret på lydklip fra trailere for filmen). Jeg synes den lyder som en meget feminin mande-stemme, men det er måske bare mig?
Kaptajn Haddocks stemme er slet slet ikke stor og klangfuld nok; manden er jo direkte ubehagelig og grov og meget og ekstremt højråbende når han råber 'halunker, mider, fusentaster' efter andre. Også hans stemme er lagt i al for milde folder, mener jeg.
TinTin har vel aldrig været en europæisk pendant til Indiana Jones; efter at have set traileren for filmen på TV2 i går, menerf jeg bestemt, at Spielberg og Jackson har gjort TinTin til netop dette. Hvorfor ved jeg ikke? Måske fordi USAanerne ikke kan forstå en film, hvis der ikke er action i det.
Ang. Dupond og Dupont kan jeg ikke se om detaljen med overskægget er med; hvem der er hvem skal man vist kunne se alt efter hvordan formen på deres overskæg ser ud. Filmen skulle efter sigende gøre dem til bøvede idioter; det er de jo langt fra i TinTin. De fungerer som seriens comic relief; det er jo morsomt at se den ene af dem sige 'måtte himlens lynild ramme mig om jeg taler usandt' - og så i næste stribe se at et stykke af himlen, (ganske vist sat fast i et loft) falder ned over dem.
Svjv, var Hergé netop enormt grundigt i sin research til hvert album. Han ville have at alt skulle være korrekt tegnet, selv den mindste detalje.
Og ja, Herge´s streg er netop enkel og klar. Og TinTin er sådan set bare en undskyldning for at historien kan komme igang - altså forstået på den måde, at TinTin netop er den hule skal, som resten af handlingen i et TinTin album udspiller sig i.med en fuld? kaptajn Haddock (spillet af en dansk skuespiller!) hvor man til slut mere end antydede at denne kaptajn var til små børn seksuelt. Og er der noget som kaptajn Haddock aldrig har været er det netop det. Og hvis jeg var a) enten forlaget bag Tintin-bøgerne eller b) Spielberg og Jackson ville jeg sagsøge TV2 og Live fra Bremen lige lukt ind i de næste 100 år.
Er det normalt at man må bruge en figur fra f.eks. andre produkter, eksempelvis Kaptajn Haddock, som interview-offer i en satire-program på fjernsynet? Live fra Bremen har også (ofte!) gjort det med DR's Kaj og Andrea eller Anna & Lotte. har DR ikke ophavs-retten til figurerne Kaj og Andrea...eksempelvis?
Og hvorfor har man givet Haddock en skotsk accent?
Ifølge albummet rackham den rødes skat og enhjørningens hemmelighed nedstammer han jo fra Franz af Hadoque....som boede på...nå mere skal ikke afsløres her...