Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Så er der ulykkelig kærlighed til alle

Der er også ekstra hjertebanken til publikummet i Skuespilhuset. For sjældent har Tjekhov været mere medrivende i sin livssmerte end i denne 'Mågen'
Kultur
12. oktober 2011

De løber. De løber for livet — og for kærligheden. Alle Tjekhovs personer i sstyrter af sted for at finde lykken. Men de braser alle sammen ind gennem den ene dør efter den anden — kun for at finde et stort, højloftet ingenting. Så konkret er Mågennu blevet tolket af den britiske teaterinstruktør Katie Mitchell fra Royal National Theatre på Skuespilhuset. Og hvilken lykke!

Det er helt berusende at se Kitt Maiken Mortensens tjenestepige Masja blusse med højrøde kinder, da hun bekender sin forelskelse i grevindens unge søn, Konstantin. Og det er foruroligende at opleve Jens Frederik Sætter-Lassens purunge Konstantin agere revolutionær kunstner med blikket stift rettet mod Cecilie Stenspils drømmende Nina, der til gengæld kun har øje for Nicolai Dahl Hamiltons forførerforfatter Trigorin, der imidlertid udmærket ved, at han aldrig kommer ud af Benedikte Hansens grevindearme ...

Alenevalsens lykke

Og sådan kunne man blive ved. Ingen her er lykkelig. Måske Mikael Birkkjærs charmerende læge, men det er nok, fordi han altid har været mest forelsket i sig selv. Og så måske Preben Kristensens pudsige, gamle onkel.

Egentlig rummes hele denne ulykkelighedsinstruktion i en scene, hvor Sætter-Lassen sætter sig ved flyglet og spiller sit livs dissonanser ud.

Den 25-årige Junior Sætter-Lassen har arvet sin fars rumlende stemme, men han har en lethed i sin krop, som er helt hans egen. Kitt Maiken Mortensen står stumt i sine sorte knapstøvler og betragter ham. Så begynder hun at danse. En alenevals, måske verdens allermest hjerteskærende dans. Hun drejer gennem rummet uden at slippe ham med øjnene — så fuldkommen lykkelig, som hun nogensinde kan blive. Men så holder det vidunderlige op. Hans hænder slipper tangenterne, hendes arme falder ned — og magien kommer aldrig tilbage.

Det er denne naturlige forståelse af Tjekhovs tekst, som gør fortolkningen så blændende. Og Martin Crimps tekstbearbejdelse er lysende klart oversat af Niels Brunse — uden forsonende biord som værn mod ulykken. Og det er denne fysiske skælven, som får Tjekhovs skæbner til at sætte sig i tilskuerens krop, så hjertet banker for hurtigt. Pausen er strøget. Af sted løber de alle sammen mod den abrupte slutning: Sort tæppe. Færdig.

Egomanens sårbarhed

Barskheden gennemsyrer også den dekadente herregårdsscenografi af Mitchells scenograf Vicky Mortimer, hvis fugtplettede vægge dog her har fået følgeskab af lysdesign af danskeren Ulrik Gad, der subtilt får alle til at duve et sted mellem forelskelsesopblussen og desillusionstusmørke. Lyddesignet skifter tilsvarende mellem minimalistisk tonehåb og silende stormblæst: Ingen kommer herfra med smilet i behold.

Interessant nok udtones dog stykkets skel mellem hovedroller og biroller. Jovist, selvfølgelig er Benedikte Hansen frysende egoman og grusom som den krænkende mor. Men hun er også usikker på sin egen mor-rolle, hvilket giver dominatorrollen en ny sårbarhed. De tre tjenestefolk møder hende med skeptisk tavshed, og den vibrerende statisttrio Esben Smed Weinholt Jensen, Jesper Bruun Henriksen og Simone Kamilla Karrebæk har også kun dømmende blikke tilovers for Trigorin, som til gengæld i Nicolai Dahl Hamiltons skikkelse også bliver endnu en ulykkelig skæbne i galleriet — efter et øjeblik med lys i øjnene over tanken om at starte forfra med en ny kvinde i et nyt liv.

Armenes tomhed

Sarah Boberg får rollen som forvalterkonen til at blusse op i en hjerteskærende håndbevægelse mod en intetanende blomsterbuket. Og Peter Gilsfort viser overleverens resignation i rollen som forvalterunderhund — sammen med Mathias Hedegaard Andersens pjok af en tilbeder, der kun får skallen af sin elskede, men aldrig hendes sjæl.

For Kitt Maiken Mortensens tilbedte kvinde dirrer efter kunsten og uopnåeligheden i Konstantins væsen. Så heftigt, at hun helt sikkert ikke kan få den. Og så ublu, at hendes kinder ikke længere kan afsløre hendes følelser. De er kronisk røde, lige som hendes arme er kronisk tomme, fordi hun ikke kan omfavne ham, hun elsker.

Det er Tjekhov til tiden, dette her. I løb og lidenskab — og med ulykkelig kærlighed til alle.

 

'Mågen'. Tekst: Anton Tjekhov, bearbejdet af Martin Crimp. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Katie Mitchell. Scenografi: Vicki Mortimer. Kostumer: John Bright. Lys: Ulrik Gad. Lyd: Gareth Fry. Koreografi: Niclas Bendixen. Præpareret klaver: Martin Stauning. Skuespilhuset, Store Scene. En time og 40 min. Til den 13. januar. www.kglteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her