Læsetid: 4 min.

Sidste omgang i Oslo

Efter sit debutbrag 'Reprise' fortæller Joachim Trier med 'Oslo, 31. august' igen fascinerede og nytænkende om en privilegeret generations problemer med at se meningen med det hele
Efter sit debutbrag 'Reprise' fortæller Joachim Trier med 'Oslo, 31. august' igen fascinerede og nytænkende om en privilegeret generations problemer med at se meningen med det hele
27. oktober 2011

Vi møder først Anders på vej ud i en sø med lommerne fulde af sten. Han forsvinder under vandet, men dukker heldigvis op igen. Uden det store drama traver han hjem og skifter tøj. Det viser sig, at han bor på et behandlingshjem for narkomaner og er på vej ud i verden. Han har lige haft sin første aften ude, og i dag er dagen for en jobsamtale.

Anders er ikke den typiske stofmisbruger på film. Han kommer fra et ressourcestærkt hjem, har en god uddannelse bag sig og en vennekreds, som er overbevist om, at han ville kunne det meste, hvis han bestemte sig for det. Men det er ikke let. Som 34-årig oplever han at have spildt sit liv og kan ikke overskue at starte forfra. Hans følelse af ensomhed og fortabthed skildrer Joachim Triers elegante film Oslo, 31. august på formidabel vis, mens vi følger Anders rundt i byen en stemningsfuld sensommerdag.

Den dumme lykke

Som i sin fremragende debutfilm Reprise leger Joachim Trier med de filmiske virkemidler og er ikke bange for at blande det intellektuelle med det følelsesladede og supplere med fine glimt af humor. Filmen er inspireret af Pierre Drieu La Rochelles bog Le Feu follet fra 1931, som Louis Malle filmatiserede i 1963. Umiddelbart føles filmen imidlertid helt som sin egen, og dens tidsportræt sidder lige i øjet.

Inden vi møder Anders, åbner filmen med en montage af arkivbilleder fra Oslo blandet med tilfældige menneskers minder fra byen. Rammen styrer fint vores blik i retning af de mange tilfældigheder i vores omgivende tid og rum, som kan vise sig at få betydning resten af livet.

Anders er på jagt efter en eller anden form for bekræftelse på, at livet er værd at leve. Undervejs udforsker historien mulige bud, mens kameraet ind imellem tager en vandretur med en person på gaden, eller vi overhører andres hverdagsovervejelser. I en scene lytter Anders til samtalerne omkring sig på en café. Det er en ferm skildring af fremmedgjorthed og samtidig en scene med mange forslag til, hvordan meningen kan findes i de små ting.

Filmens centrale sekvens er Anders' møde med en gammel ven (Hans Olav Brenner), som nu har kone, to små børn og en litteraturvidenskabelig forskerkarriere. Deres samtale udfolder sig over mange locations og når vidt omkring fra det første, famlende gensyn til forsøg på at indkredse det svære begreb lykke. Som Anders siger, har han altid tænkt, at lykkelige mennesker er dumme.

Nu er han i tvivl, og hans akademikerven har ikke et passende citat i sit arsenal til at krydre den samtale med, men begynder i stedet at ransage sit eget liv. Den præcist skrevne samtale kunne næsten være en kortfilm i sig selv.

Den svære ærlighed

Anders spilles med stor integritet af Anders Danielsen Lie fra Reprise, som har et utroligt nærvær på lærredet uden tilsyneladende at gøre det store for det. I hans gestalt bliver Anders aldrig selvmedlidende, men fremstår hudløst ærlig, hvilket de velspillende omgivelser har svært ved at tackle. Han har indset, at der har været mange forspildte chancer, og kan ikke give andre end sig selv skylden.

Han tør godt se verden i øjnene, men spørgsmålet er, om det, vi ser sammen, kan give ham troen på sig selv og livet tilbage. For os er der øjeblikke af stor poesi. Efter den skarptskårne jobsamtale og møderne med gamle bekendtskaber skaber filmen følelsen af en sommerrus i byen, hvor alt et øjeblik er muligt, mens man suser af sted på cykel eller opsøger byens hemmelige steder. Samtidig fascinerer filmens form.

Der er en lethed over den ellers potentielt tunge historie, mens filmen gnidningsfrit bevæger sig fra samtalescener til montager med voice-over, hvor Anders dissekerer sine forældres værdier og sin baggrund. I enkelte sekvenser bryder korte klip scener op, som når et blik bliver klippet ind i afskeden mellem Anders og hans ven.

Eller når man sidst i filmen gennem Olivier Bugge Couttés klipning fornemmer, at Anders trods sensommernattens magi er et andet sted i tankerne. Helheden leder tankerne mod fransk nybølge tilsat nordisk spleen, men også Gus van Sants subjektive, sansemættede portrætter af unge mænd som Paranoid Park spøger i baghovedet.

Privilegerede problemer

Som titlen indikerer udspiller alt sig i løbet af en dag, og Oslo er en vigtig medspiller. Fotografen Jakob Ihre har lyrisk fanget lyset og stemningen af en årstid, hvor man ved, at hvor skønt vejret end fremstår nu, vil det kun blive dårligere. Filmen slutter med en sekvens af de skildrede locations, nu affolkede. Tomme? Eller bare klar til andre skæbner? Eskil Vogt og Joachim Triers manuskript lader os behageligt fylde mange huller selv. Historien om Anders' skæbne er svær at afslutte, og det er kun til sidst, at filmen føles lidt klichépræget.

Karakterstudiet af både Anders og Oslo har styrke, men filmen slår hårdest med sit samlede portræt af en generation, som har fået at vide, at alt er muligt, men føler sig forvirret og fortabt som voksne.

Det er bestemt privilegerede problemer at have hovedet fuld af Adorno og Rilke, men se sin prosaiske hverdag præget af babymos og Battlefield, men som Joachim Trier insisterer på i sin lange instruktør-statement i filmens pressemateriale, har middelklassen også tragedier. Det fornemmer man tydeligt i hans imponerende anden spillefilm, som havde premiere i Cannes i maj.

Oslo, 31. august. Instruktion: Joachim Trier. Manuskript: Eskil Vogt og Joachim Trier. Nors. (Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus og Café Biografen, Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer