Læsetid: 5 min.

Smuk villa eller rækkehuse

Den amerikanske arkitekturskribent Michael Sheridan har udgivet en tyk bog om bygningskunstnernes egne huse i 1950'ernes danske guldalder
Den amerikanske arkitekturskribent Michael Sheridan har udgivet en tyk bog om bygningskunstnernes egne huse i 1950'ernes danske guldalder
11. oktober 2011

En villa er noget andet end en lejekaserne. Ordet associerer til Palladios palæer i Norditalien, eller de svulmende burgøjserboliger i Ryvangskvarteret.

Retfærdigvis kaldte danske arkitekter i 1950'erne heller ikke deres egne eller velstående klienters boliger for villaer. De kaldte dem for huse. Men det varsmå villaer. Og de skulle helst falde diskret ind i landskabet eller omgivelserne, selv om de så anderledes ud end noget fra fortiden.

Nu er der udkommet et storværk om fænomenet, først på dansk og siden på engelsk.

Det er den amerikanske arkitekt og skribent Michael Sheridan, der har besøgt husene, skrevet teksten og styret fotograferne, så 14 danske villaer mellem 1950 og 1960 nu foreligger i stort format og farver. Dertil indledende historiske referencer og afsluttende biografier med sort-hvide fotos fra sam- tiden. Alt sammen fint og overskueligt gennemarbejdet i en flot udgivelse, men med så diminutiv typografi, at denne læsers fokus kalder på en lup.

Twist

Sheridan er født i 1967 og boede som ung i København. Han har tidligere udgivet en fyldig bog om Arne Jacobsens SAS-hotel, arrangeret Louisiana-udstilling og skrevet grundigt om Poul Kjærholm. Og nu er turen så kommet til udvalgte danske arkitekters egne enfamiliehuse i 1950'erne, den såkaldte moderne guldalder.

Men han har været grundigt rundt og set på et halvt hundrede af slagsen, før han bestemte sig for de 14, som er tegnet af datidens yngre koryfæer og kommende akademiprofessorer.

Ingen af dem er uden videre offentligt tilgængelige. Men en af dem kender man fra tv-serien Krøniken, hvor Arbejderbankens direktør, spillet af Anders W. Berthelsen, bor i Erik Chr. Sørensens tidligere familiebolig på Smutvej i Charlottenlund.

Spurgte man den temmelig konservativt orienterede professor, hvad han syntes om sådan at lægge rammer til proletariatets kassemester, svarede han syrligt, at den side af sagen ikke interesserede ham. Han var mere optaget af, hvor smukt det var på tv-skærmen, når der til et selskab i villaen blev danset twist mellem husets slanke træsøjler.

Husets konstruktion var ny, luftig og firkantet. Inspireret af amerikanske og japanske forbilleder, som mange andre huse i bogen.

Tiden var gunstig for enkle og store sammenhængende rum. Krigen og materialerestriktionerne var overstået, og pengene hang løsere på de træer, der omgav bogens eksklusive hverdagsmonumenter.

Jørn Utzon byggede et uhyre enkelt hus til sig selv og familien. Med langsgående gule mure, fladt tag og store oplukkelige glaspartier. Han afsatte målene på byggegrunden med lægter og lærred for at afprøve den rumlige virkning i landskabet.

Planen i huset var meget åben og har sikkert fordret en mere disciplineret livsførelse end i et hvilket som helst parcelhus. Og i lille mål var terrasserne og de små niveauforskydninger en begyndelse til de store trappeplateauer under Sydney Operaens skaller, gør Sheridan opmærksom på.

Hattefjer

Utzons hus får man uden videre lyst til at bo i. Helst det oprindelige helt enkle, fra før familien gav sig selv mere plads i en tilbygning bagud.

Halldor Gunnløgssons mere formelle strandvejs- villa til arkitekten og hans frue er derimod ikke nogen umiddelbar fristelse for et tvangfrit gemyt. Smukt disponeret og gennemført med sammenhængende rum og skydedøre.

Men den ramsaltede arkitekt og jazzmusiker Max Brüel huskede henrykt et middagsselskab, hvor kogekonen i ovenlyskøkkenet centralt i huset måtte snige sig gennem stuen og forbi gæsterne ved kaffen i Kjærholm-møblerne med sin fyldte husmortaske og fjer i hatten for at komme hjem efter udført gerning!

Sådan er huse og livsformer så forskellige. Karen og Ebbe Clemmensens familiebolig med tegnestue (og navngivne drengeværelser på planen) er langt mere føjelig i landskabet og den daglige brug. Huset knækker lidt i rumforløbet og er på forhånd illustreret næsten som Carl Larsson-akvarel.

Arkitektparret Clemmensen tegnede i større mål blandt andet badeanlægget Kildeskovshallen mellem Gentoftes grønne trækroner.

Deres private enfamiliehus var, ligesom flere af de andre gengivne i bogen, fjerne forbilleder for den tsunami af mindre raffinerede parcelhuse, som snart efter skyllede ud over forstæderne.

Arkitekterne i bogen tegnede også selv med i konkurrencer om nye beskedne typehuse, men det var fabrikanterne og de mere konventionelle ambitioner, der fik det store ord på markedet.

Kædehuse

Husene i Michael Sheridans bog er alle sammen historiske værker af høj arkitektonisk kvalitet. Men inspirerende, ikke fortidige! — gør han selv opmærksom på. Det passer med den aktuelle interesse for danske møbelklassikere fra samme tid, Finn Juhl, Arne Jacobsen og Wegner.

Og man kan heller ikke undre sig over, at de udvalgte huse stort set er de samme som i tidligere danske, mere beskedne sort-hvide udgivelser. Sådan er det med kunstneriske kanoniseringer.

Sheridan skriver selv om Knud Peter Harboes familiebolig, at det er det eneste af de 14 gengivne huse, der har muligheden for sammenbygning som tema.

I praksis er det kun bygget sammen med naboens identiske på en smal grund ned til et skovområde i Ordrup. Men med gårde og haverum mellem hvide mure og flade tage er de to tydeligvis prototyper på boliger i en tættere og mere generel kontekst.

Man kunne også godt (i sin vildere fantasi) forestille sig en lige så ambitiøs udgivelse om nogle af de fine række- og kædehuse, der gik forud for det danske parcelhusboom i 1950'erne og 1960'erne.

Jørn Utzons gårdhus- bebyggelse ved Helsingør, Kingohusene, er arkitektonisk set lige så interessante og smukt gennemførte som enfamiliehuset i Hellebæk. Også i gule sten, men som monolitisk helhed udtryk for en anden af mesterens interesser — det anonyme bygningselement som led i en fleksibel helhed!

Jørgen Bo, der i bogen er repræsenteret ved sine og Vilhelm Wohlerts Louisiana- like villaidealer, tegnede i Bagsværd en tæt rækkehusbebyggelse, Skoleparken, som er forbilledlig i sin beskedne og gennemtænkte knaphed.

Og netop i Sheridans periode projekterede Eske Kristensen, som bestemt ikke er kanoniseret eller berømt for sin æstetiske kunnen, de såkaldte Grenhuse i Hvidovre. Det er et industrielt fremstillet rækkehuskvarter med konsekvent tanke på rationelle installationsføringer gennem bebyggelsen.

Den slags eksempler er egentlig dem, der burde have interesse i disse år, hvor billige boliger og tættere beliggenhedsplaner er interessante af trafikale og ressourcemæssige årsager.

Men man kan aldrig vide, om et sådant bogprojekt ville opnå samme guldrandede fondsstøtte og stipulerede udenlandske salgstal, som Michael Sheridans flotte nye bog.

Michael Sheridan: 'Mesterværker'. Nye farvefotos af Pernille Pedersen og Thomas Loof. Strandberg Publishing. 336 s. ill. kr. 450

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Nej, det var ikke kun umulige (at opvarme og reparere) huse til de mange der blev bygget i halvtredserne. Arkitekterne boede ofte selv i dem.

Niels-Holger Nielsen

Allan de Waal må da snart have tjent sine sidste sporer. Vi kræver skribenter, som tager del i tidens storme. Nostalgi er definitivt out.