Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sonetter til tiden

Formen. Pablo Llambías har skrevet bekendelser om kunst, angst og kærlighed i sonetform. Det er pirrende
Lukket. Hvor Jens Baggesen oplevede den sublime guddom på spidsen af St. Gotthard, erfarer sonetternes jeg i Pablo Llambias' 'Monte Lema' derimod meningsløshed og mangel på inspiration på toppen af et bjerg.

Lukket. Hvor Jens Baggesen oplevede den sublime guddom på spidsen af St. Gotthard, erfarer sonetternes jeg i Pablo Llambias' 'Monte Lema' derimod meningsløshed og mangel på inspiration på toppen af et bjerg.

David Sanger

Kultur
14. oktober 2011

Jeg tænker, imens jeg læser Pablos sonetter, at sandhed og ærlighed ikke er lig med hinanden, for disse sonetter er ærlige, men ikke nødvendigvis sande. Jeg tænker på rytme, at rytme i prosa er ikke det samme som rytme i vers, at dette at 'sonettere' sin prosa netop er at vise, at rytmen består, omend den metriske digtning forgår. Jeg tænker, at de sonetter, der forsøger at gengive Deleuze og Derrida, er dilettantiske fra en akademikers perspektiv, ligesom de, der gengiver psykologi, er det fra en psykoanalytikers perspektiv, og om jeg mon ville have det på samme måde med de mere poetiske sonetter, hvis jeg var poet. Ville jeg så også synes, at de var dilettantisk poesi?

Jeg tænker, at det ville jeg nok, og at det nok også er meningen, for Pablo Llambías har altid sat en ære i at være lidt dilettantisk, lidt klodset i sine værker, og det er det, der giver dem deres særlige stil og charme. (»Jeg kan godt lide ubehjælpsomheden, grimheden«, som der står i en sonet).

Jeg tænker på den drøm, jeg havde i nat, hvor min yngste søn som en lille herold trådte ud i en have og syngende kundgjorde noget på en melodi, som var Griegs »Morgenstemning« fra Peer Gynt.Han stod på et højt punkt, jeg stod nedenfor på en plæne med mange folk omkring mig, som straks begyndte at nynne melodien som et operakor, og jeg råbte, at de skulle være stille, så jeg kunne høre, hvad min søn sagde.

Jeg tænker, at den drøm handler om min læsning af Llambías, om at jeg har siddet og talt verselinjer og stavelser og markeret tryk i hans sonetter, så jeg nogle gange har abstraheret helt fra, hvad han egentlig siger.

Men nu tænker jeg, at drømmen alligevel også handler om, hvaddigteren siger, for i nogle af de første sonetter skriver han om at stå med sin søn på et højt punkt, på toppen af et bjerg, som en anden Jens Baggesen på spidsen af St. Gotthard, men dér hvor Baggesen erfarer den sublime guddom, erfarer disse sonetters jeg meningsløshed og mangel på inspiration, hvilket dog ikke forhindrer ham i at bryde ud i nogle gloser, som er sjældent højlyriske i denne bog: 'lidenhed', 'disetblæsende', 'grønliggrå', 'dystertsmukke'. Sønnen forstår ingenting: »Min søn er ikke til at vride melankoli ud af. Findes der sentimentale børn?«

Forfatter, zombie, mand

Der er omkring 400 sonetter i Llambías' nye bog, og der er, som den klassiske sonetform foreskriver, 14 vers i hver sonet og (med en vis fleksibilitet) 10-11 stavelser i hvert vers. Ingen metrik, men masser af rytme (»den musikalske frases slag, ikke en metronoms slag«).

Ingen rim, men masser af enjambementer (altså sætninger eller ligefrem ord, der deles over af verseskift). Ingen metaforer, som ellers er sonettens mestertrope, højst et par allegorier (»At melankolien — og sorgen — løber foran øjeblikkene, evigt a-/ drætte som en pan.«) I en af meta-sonetterne benævnes metoden 'sonettering': »Jeg forklarede teknikken: Niveau et:/ dagbog. Niveau to: fortætning. Niveau/ tre: sonettering. [...]«

Altså: Fortættet dagbog i sonetform. Opdelt tematisk i tre: »Poetik«, »Angst«, »Kærlighed«, med andre ord livets grundbestanddele ...

Sonetterne i »Poetik« handler om sonetformen, om bekendelsesgenren, om Llambías' arbejde på Forfatterskolen, om bøger, han har læst, om polemikker, han har befundet sig i. Man finder titler som »Leonora Christina Skov er igen ude efter mig i Weekendavisen«, og »Jeg kan godt lide Tomas Espedal og Tone Hødnebø«.

»Angst« handler om et jeg, der lider af angst og paranoide forestillinger om andres fjendtlighed, og om hans erfaringer med diverse psykofarmaka. Her finder man titler som »Zombien er virkelig fremtidstræt«, »Ved sindssygdomme« og »Jeg skal både til psykiater og psykolog på samme dag«.

»Kærlighed« handler om jegets forhold til 'L', en omsorgsfuld, moderlig sygeplejerske, som han både gider og ikke rigtig gider at kæreste med. Vi får billedet af et jeg, der »lider af mangel på mangel«, der »ikke magter at være elskende« — et tema, der allerede er blevet anslået i første del med denne lille kloge aforisme, der falder smukt ind i sonettens to afsluttende terziner:

»Den, der elsker mindst, har magten. Til gengæld/ har man ikke kærligheden i sig. Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den, / hvis kærlighed ikke er gengældt«.

Alt sonetteres

I Llambías' bog bliver alt 'sonetteret': Ikke bare digterens egne fortættede dagbogsoptegnelser, men også citater af hans lekture, hvadenten der er tale om Deleuze, Rousseau, Kertész, en psykologisk bog om objekttilknytning, programmet fra det højskolekursus i spirituel selvudvikling, som jeget deltager i, eller følgesedlerne til de psykofarmaka, hvis fremmedartede latinske navne er strøet kursiverede ud over midterdelen: »Zyprexa, min sløvesvend«, »Risperidon-sonetterne«.

Man bliver grebet af denne bog, man bliver grebet af formen. Min indre bevidsthedsstrøm, som normalt kører i ubrudt prosa, er i disse dage, mens jeg har læst Monte Lema,blevet brudt op i vers, ikke nødvendigvis a elleve stavelser, men med fornemmelsen af jævnligt at hoppe ned på en ny linje midt i en sætning eller midt i et ord og med fornemmelsen af frasering. Der sker noget både æstetisk virkningsfuldt og tankebefordrende i mødet mellem brugsprosa og sonet, spontan bekendelse og formel tugt, grimme og poetiske ord, nulstillet sind og musikalsk frasering.

»Jeg har døde fingre«, skriver jeget i en smuk og melankolsk sonet om sine forældres virtuose klaverfingre, der ikke skal spille til hans begravelse. Men døde tastaturfingre har han ikke.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her