Læsetid: 4 min.

En sprælsk og lummer klassiker

Digtene i Stig Larssons 'Godnat til mine kære' er sprælske, polypagtige, snakkesagelige, pointeløse, ærlige på en nærmest affekteret måde. Bogen er også en ny klassiker
7. oktober 2011

Op gennem halvfemserne havde Larsson — der debuterede med romanen Autisternei 1979 — bevidst arbejdet på at skrive stadigt dårligere digte, eller måske snarere: skrive digte, hvor det var stadigt sværere at afgøre kriterierne for deres kvalitet. De var ikke gode på den ene måde, ikke på den anden, ikke på den tredje, men alligevel ikke til at afvise.

I Godnat til mine kærefortsætter denne sabotage af læserens forestilling om litteratur.

Det sker med en nærmest overstyret brug af talesprog i digtene, de flyder nærmest formløse ud over siderne. Snart står ordene i kursiv, snart med store bogstaver, masser af tankestreger og tankepunktummer undervejs, stilistisk tøven og eftertryk.

Men det sker også ved at skrive en nærmest pointeløs, associerende form for bekendelsesdigte. Godnat til mine kæreer fyldt med mængdevis af demonstrativt uvedkommende anekdoter. Det er, som om de hverken begynder eller slutter, men mere farer vild undervejs, bekendelserne, med polypagtige indskud og pludselige skred mellem det erindrede, det forestillede, det forvirrede.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu