Læsetid: 4 min.

En sprælsk og lummer klassiker

Digtene i Stig Larssons 'Godnat til mine kære' er sprælske, polypagtige, snakkesagelige, pointeløse, ærlige på en nærmest affekteret måde. Bogen er også en ny klassiker
7. oktober 2011

Op gennem halvfemserne havde Larsson — der debuterede med romanen Autisternei 1979 — bevidst arbejdet på at skrive stadigt dårligere digte, eller måske snarere: skrive digte, hvor det var stadigt sværere at afgøre kriterierne for deres kvalitet. De var ikke gode på den ene måde, ikke på den anden, ikke på den tredje, men alligevel ikke til at afvise.

I Godnat til mine kærefortsætter denne sabotage af læserens forestilling om litteratur.

Det sker med en nærmest overstyret brug af talesprog i digtene, de flyder nærmest formløse ud over siderne. Snart står ordene i kursiv, snart med store bogstaver, masser af tankestreger og tankepunktummer undervejs, stilistisk tøven og eftertryk.

Men det sker også ved at skrive en nærmest pointeløs, associerende form for bekendelsesdigte. Godnat til mine kæreer fyldt med mængdevis af demonstrativt uvedkommende anekdoter. Det er, som om de hverken begynder eller slutter, men mere farer vild undervejs, bekendelserne, med polypagtige indskud og pludselige skred mellem det erindrede, det forestillede, det forvirrede.

Og det sker via en vilje til at sige de mest problematiske ting. I 1997 kunne man skandaliseres af Stig Larssons fantasier om at lemlæste navngivne, svenske anmeldere; i dag væmmes man snarere ved de digte, hvor den 40-årige digter drømmer om sex med 16-årige, svenske nymfer.

Der er ikke nogen vej uden om det: der er noget ulækkert ved det begær, og især ved den helt skamløse glæde ved det, som digtene udtrykker. Du er en gammel gris, Stig Larsson, tænker man, og det er nok også meningen.

'Ikke at bruge det ord'

Når digtene alligevel er så fine, og det er de rigtig tit, så er det ikke, fordi Stig Larsson er mere ærlig eller oprigtig end så mange andre digtere. Det er mere, fordi pointeløsheden fører til en utrolig frihed. Det er, som om alt kan stå i hans digte, og at de hele tiden kan bevæge sig alle steder hen.

De giver en sær form for elektrisk snakkesagelighed, både i det små, når teksterne går fra tomgang til en utrolig præcision i billederne, og i kompositionen.

Her er slutningen på »Personlige«, et digt, som ellers fortæller om den mærkelige ven Lars Larsson. Alle ser ham ligesom ud af øjenkrogen, men digterjeget er pludselig venner med ham. De ser fjernsyn, og så:

»... nævner Lars en hel del ting om min husvært, synes næsten/ at vide ALT om ham. En, som jeg har forstået/ meget erimitisk anlagt italiensk-oversætter der/ på den tid (han døde et års tid efter) levede størstedelen af året/ ude i skærgården. Lars viste sig typisk nok at have læst flere af dennes/ kærlighedsbreve. Måske fundet til en fest hos den kvinde som løse papirer/ mellem nodehæfterne højt oppe i en bogreol. Hvorfor bildte jeg mig ind at/ hun var pianist? Måske fordi det var i halvfjerdserne, koncertsalens/ døre skal åbnes, nu lød den klimpren som musik af Satire, nu pikkende due«.

Tekstens bevægelse fra hverdag til fordrømt særhed, fra det faktiske til det umulige er jo helt fantastisk. Det samme er den mærkelige undren, bevægelsen foregår med.

Det er, som om digterjeget er lige så overrasket over tekstens skred, som vi læsere er.

De lange stræk

Andre og ofte kortere digte bliver abstrakte, næsten objektløse dansetrin i sprogets fyldord: »Gaffel —/ Ah, aah, IKKE AT BRUGE DET ORD —// Ah, aah// aa, aah .../ aa, aah .../Aa, aah ... Hø, høh ...// Kniv og — ha, hah — ha, hah, gaffel«, og så videre. Men Stig Larsson er alligevel — bedst er måske ikke det rigtige ord, men mest interessant, mest umulig — når han er mest fortællende, når han pointeløst associerer sig frem.

Lad os slutte med et citat til, også selv om Larsson er bedst i lange stræk, så man kan overraskes og forvirres over skriftens snoninger sammen med skribenten selv. Det her er fra prosastykket »I bidetet«:

»Jeg drikker det, der er tilbage af øllen (dette mærkes på læberne: kun skum tilbage), jeg har rejst mig op. Titlen 'I bidetet' lokker mig til på vej ud til flyet at associere til ordene bidét og idé. En sammenføjning hvor man følte at det der ikke engang er blevet sagt, det der kun er idé, alt dette som er RENT, var blevet dækket af det andet ord: det der glitrer af lunkent, tæt ved at være for varmt der har ramt, var det mon et mandskøn — eller ER DET EN KVINDES?«

Så sigende for forfatteren, denne sprælske lummerhed. Ikke desto mindre: Hvis en dansk læser kan høre Lars Frost eller noget andet ny dansk prosa i Stig Larssons på én gang forvirrede og suveræne bevægelighed, så er det ikke tilfældigt. Selv om han ikke er kendt i den danske offentlighed, så er Stig Larsson nemlig en vigtig forfatter. Bare spørg vores forfattere, de læser ham grundigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu