Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et statsløst virrehoved

Malthe Conrad Bruun og hans frugtbare liv i landflygtighed i ny medrivende fremstilling af Bjørn Bredal
Kultur
14. oktober 2011

Det var fhv. kulturminister Per Stig Møller, der i sin tid i 1973 med sin disputats genopvakte interessen for litteraten, kritikeren, oprøreren og geografen Malthe Conrad Bruun (1775-1826). Et grænsemenneske mellem klassicisme og romantik, enevælde og folkemagt, hjemstavnsbånd og globalisme.

Således var Bruun placeret som en spurv i tranedans og blev øvrigt glemt i sit fødeland. Akkurat som P.A. Heiberg blev Malthe Conrad smidt ud af landet, landsforvist på livstid. Til gengæld ventede berømmelsen ham i Frankrig og for den sags skyld i resten af datidens lærde verden. Joh, kendt blev han, endog et bjerg i New Zealand, Mount Malte-Brun, er opkaldt efter multibegavelsen. Malthe Conrad forfranskede nemlig sit navn, da han endelig kunne slå sig ned i Paris efter eksil på Hven og i Malmø og hed siden Conrad Malte-Brun. Det kunne siges på fransk.

Nu har redaktør og forfatter Bjørn Bredal genoptaget studiet af Malte-Brun og udsendt en overordentlig grundig gennemgang af den eksilerede danskers historie: Manden der ville vise verden.

Den skal fremhæves her, ikke kun fordi Malte-Brun er en fængslende person, om hvem der er et enorm kildemateriale, ikke kun fordi vi stadig har et kundskabsmæssigt efterslæb angående vor hedengangne og temmelig mishandlede landsmand, men fordi bogen om ham er så bemærkelsesværdig velskrevet. Det er med Bredals fremstilling i hånden umagen værd igen at give sig i kast med Malte-Brun. Hvor får man dog meget at vide.

Livet med geografien

Bredal tager fat i hele mandens værk og virke, som kan få stærke mænd til at gå i knæ, og som dog til sidst også satte et punktum for den eksileredes foretagsomhed, slidt op som han var i en alder af 51. Brun kom fra et godt hjem i Thisted, fastholdt i øvrigt livsdagen lang sin nørrejyske accent, også når han talte et af sine utallige tillærte sprog. Inden han var tør bag ørerne, kom han ved sin farlige omgang med »skrivefrækheden«, som enevælden kaldte alle uønskede ytringer, på kant med myndighederne.

En landsforvisning var med det Brunske temperament næsten uundgåelig, og den kom kontant i 1800. Resten af livet tilbragte Malte-Brun uden for landets grænser og fast i Paris. Uden færdiggjort uddannelse, uden penge, uden forbindelser lykkedes det den forbløffende unge mand at etablere sig på rekordtid som franskskrivende kritiker, der så at sige tager fat på, hvad det skal være: litteratur, teater, samfundsforhold, økonomi og det hele. I løbet af få år bliver Brun en af de førende kritikere, ikke alene i Frankrig, men i det meste af det oplyste Europa. Artikler, pjecer og bøger sprøjter ud af hænderne på den lille lyshårede dansker med hestehale og vågne øjne.

Men det er geografien, den altomfattende videnskab, der vil vise verden, som Malte-Brun endeligt vier sit liv til. Bogstaveligt talt vil han i den oplysningsoptimistiske ånd fra sit skrivebord skabe en udtømmende beskrivelse af hele kloden: Det gør han så i 16 bind(!) foruden de delundersøgelser, der også udgår fra ham, til eksempel et storværk om Polen, et martret overset land samtiden interesserer sig så stærkt for. Som særdeles aktiv geograf og kritiker inden for dette fag opnår Brun en status som selveste Alexander von Humboldt, der opfatter danskeren som sin ligemand og ikke kan vente med at høre hans dom over eget værk.

Tid til en nyudgivelse

Brun bliver et åndeligt kraftcenter i den franske hovedstad, folk kommer langvejsfra for at opsøge ham. Det gør ikke større indtryk i København, hvor regeringen er bøvet og ubøjelig. Dog opsøges Brun af landsmænd, der kender hans værd. I en kostelig scene i bogen ruller en ung stærkt beruset Oehlenschläger på dannelsesrejse sig ud og mopser sig over Bruns kosmopolitiske holdninger. Oehlenschläger kan ikke finde ud af at tale fransk, og så er dét jo ikke noget.

Malte-Brun er vanskelig at placere. Originaliteten er slående, lige så udpræget som han den dag i dag må siges at være et af enevældens langtidsofre. Forstødt og glemt i fædrelandet takket være en snæversynet hjemlig regering med en indskrænket og bornert Frederik 6. for bordenden.

Men hvor Brun står i europæisk kanon er straks sværere at blive klog på. Bredal tager flere tilløb til at rubricere Brun, men lader ham trods alt være lige så enestående, som han er. Flere hentydninger til Georg Brandes viser parallellerne i disse betydelige personligheder, for hvem indsamling af stof og kritikken er det samme som åndedraget. Heri ligger Malte-Bruns unedbrydelighed som åndeligt og videnskabeligt fyrtårn. De tekstprøver, Bredal har med i sin i øvrigt rigt citatudstyrede fremstilling, vækker nysgerrighed efter mere. Man burde finde plads til en nyudgivelse af Malte-Bruns livsværk i redigeret og kommenteret form.

I Bjørn Bredals bog har vi fået et godt afsæt til endeligt så at sige at hente den landsforviste tilbage i folden. Det er på tide.

En fremragende bog, man er taknemmelig for at have læst. Intet mindre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

et hint mere:

mht. visses, og det næppe jøder's, men snarre nogle storborgerlige som vil give indtryk
af at der kunne være også storborgerliges ærlige modstand mod nazisterne,
hvilket mange af vi andre egentlig håber på kunne passe:

malthe-bruun skulle angiveligt, efter læsninger af teser om feurbach, havde skrevet at:
jøderne vist var et praktisk indstillet folk.