Læsetid: 4 min.

Stemmer i det fjerne

Det ferme ensemble Klondyke, anført af den skrappe sangskriver Mikael K, er flyttet tilbage til provinsen. Det har givet kunstnerisk pote på gruppens femte særdeles vellykkede langspiller
10. oktober 2011

Læsere af undertegnedes udgydelser vil vide, at sangeren, sangskriveren m.m. Mikael K generelt har en høj stjerne i firmaet her. Som formand i firmaet Klondyke har han under dette navn udsendt fire plader siden den lydmurspenetrerende debut Guld i 2002, og selv om det altså ikke har været guld (hø-hø) alt sammen siden, er der unægtelig altid et eller andet at komme efter.

Nu var Guld også en sjælden helstøbt debut, hvor alle ti sange simpelt hen var gode som i 'langt over gennemsnittet', lyden var herligt skramlet, men også totalt tjekket, og de medvirkende musikere udviste eminent sans for at sno sig uden om klicheer og nemme løsninger, produktionen var spændende, men ikke anmassende, og endelig er Mikael K en knaldgod og særdeles ekspressiv sanger. Som sangskriver har han noget på hjerte, en vaskeægte historiefortæller med et godt øje til livet, som det udfoldede sig i København i 90'erne og første halvdel af nullerne, fuld af kærlighed til eksistensen i alle dens former. Mikael K var og er altid solidarisk med sine personer og i sidste ende altid hårdest ved sig selv.

Et andet sted

Et gennemgående tema i Klondyke's tekstunivers er drømmen om et andet sted. Kombineret med drømmen om at være en anden. Alle længes. Det giver sig udslag i en skøn undertone af en uforløst melankoli, for det er samtidig kombineret med noget sært uskyldsrent, som man sjældent møder i dansk sangskrivning.

Mikael K er ikke på noget machotrip og kvinderne er som tommelfingerregel de stærkeste aktører i sangene. Personager fra diverse overdrev snor sig ind og ud mellem hinanden, mødes, skilles og ses så aldrig mere. Tit kan de ikke få øje på det, der er lige under næsen på dem, fordi de er så forhippede på en anden tid, et andet sted.

På minussiden manifesterer det sig ind i mellem i en overdreven og ofte sært altmodisch namedropping, idet der ofte henvises der til mediefigurer og fænomener, der næppe siger minus-40 segmentet stort samt opremsning af de mere eller mindre eksotiske lokaliteter, der er drømmenes dunkle mål.

Til gengæld kan Mikael K som få skrive en kærlighedssang, der gør nas, når det tager ham; »Mon det regner i New York?« og »15 graders frost«, for nu at nævne to af de allerbedste.

Tilbage til provinsen

Klondykes seneste udspil, Udkantsland (med undertitlen Sange fra skæve Danmark, vol. 1), gennemsyres seriøst af, at Mikael K og co. er flyttet tilbage til den jyske provins, der i sin tid undfangede ham; han har i ordets allerbedste forstand altid været en bonderøv, der har betragtet storbyen udefra, parallelt med drømmen om at forsvinde i og blive et med den. Nu er han så kommet ud på landet, derude på Lars Tyndskids marker, hvor særlinge er en selvfølge. Og alt det betragter han så med et blik, der præges ligeligt af såvel hans baggrund som hans mangeårige eksil. Som én der selv har boet på landet, skal der herfra kun nikkes genkendende til det portrætgalleri af skæve eksistenser, som Mikael K så rammende og solidarisk liner op her. For det er der uden tvivl kommet det bedste udspil fra den kant ud af siden debuten.

Man tør vel næsten godt tale om et (fy-fy skamme-skamme) konceptalbum, for fraset en sang om fotografen Helmut Newton, der pudsigt nok handler om betragteren og iscenesætterens rolle, samt en om massemordersken Dagmar Overby, der også ret makabert kendtes som englemagersken, drejer de resterende ni sange sig på hver deres charmerende og lavmælte facon om livets gang på landet, derude hvor »der er sytten kilometer til en rutebilbus/ og li'så langt hvis jeg får lyst til en fyraftenssjus«, som det hedder i den opsummerende »Hus på landet«, hvor der også synges, hvad der lyder som et manifest: »Vi blev født i udkantsland/ Jeg er en ægte udkantsmand/ Og selvom de så lukker for det varme vand/ Skal der mere til før vi smutter/ fra skæve udkantsland ...«

11 sange og ikke en, som ikke holder den højeste standard, træfsikre tekster indfattet i en røvfuld fine melodier (høres ekkoet fra en Steve Earle ikke her og der i såvel melodier som arrangementer? I think so ...) og nogle af Mikael K's bedste vokalpræstationer gør dette til et af de bedste dansksprogede album, vi længe har hørt. Og nydt i fulde drag. Man hører gerne dem om »Klitmøller Cold Hawaii«, »Anna fra Fristrup«, »En romer i Vrå«, »Pigen i marken«, og hvad de alle sammen nu hedder igen og igen. For dette her er dansk sangkunst, når den er bedst. Og husk nu at alle veje fører til Vrå!

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu