Læsetid: 3 min.

En stiv krop af familie

Det finere franske er i Christel Wiinblads 'Prolog' et køkken og en litterær tradition for feminin skrift. Køkkenet raseres totalt, og skriften — den må jeg bare overgive mig til
Generelt. Christel Wiinblads debutroman, 'Prolog', handler om misbrug af børn, og hun går til det ubehagelige emne med en form for iskold standardisering, der rammer hårdt.

Generelt. Christel Wiinblads debutroman, 'Prolog', handler om misbrug af børn, og hun går til det ubehagelige emne med en form for iskold standardisering, der rammer hårdt.

Ebbe Knudsen

7. oktober 2011

Da Lasse Horne Kjældgaard anmeldte Nina Søs Vinthers Hvis Helsinkii Politiken i sin tid hæftede han sig ved, at værket bar præg af »næsten ingen psykologi og kun svag narrativ sammenhæng«.

De samme ord ville jeg kunne skrive om Christel Wiinblads debutroman, Prolog,men jeg ville gøre det for at pege på en god grund til at læse bogen. Og fra værterne på Skønlitteraturpå P1 og deres reaktioner på Josefine Klougarts Hallerne,der udkom først på året, har jeg også lyst til at nuppe et par karakteristikker og vende dem om.

I Fyens Stifstidende skrev Nanna Mogensen under rubrikken 'Overlæsset roman med tynd historie'; at Klougarts Hallerneer »overhøjtidelig og svulstig«, og at »historien er spinkel«.

Igen passer det også på Prolog,og igen ville jeg mene, at det er grunden til, at man så absolut skal læse Wiinblad — og Klougart (som Wiinblad diskret citerer) og Vinther for den sags skyld. I Weekendavisen så Mogensens medradiovært, Klaus Rothstein, det som et problem, at man hos Klougart skal »lede med mikroskop efter en synlig handling«, og så mente han heller ikke, at Klougart bør bruge tre sansebeskrivelser, når hun kan nøjes med én.

Vinther, Klougart og Wiinblad skriver sig ind i den del af den litterære tradition, der har fået navnet écriture féminine— en feminin skrift — som irriterende nok klinger af feministisk ideologi og en forestilling om, at kvinder har en særlig adgang til at skrive om menneskekroppen, men som jeg blev ret lun på med Vinther og Klougart, og som jeg nu bare må overgive mig til med Wiinblads Prolog.

Optræden

Prologer skrevet på en social indignation. Harmen skyldes seksuelt misbrug af børn, Wiinblad deler således stofområde med Tomas Lagermand Lundme, men stilen er en anden. Begge forfattere går til det vanvittigt ubehagelige emne med en vis kølighed og hårdhed, men hvor Lagermand skruer helt ned for sprogmaskineriet, gør Wiinblad det præcis modsatte.

Sådan her kan Wiinblads stærkt opmærksomhedskrævende prosa f.eks. se ud og lyde — den incestramte familie har psykologbesøg, alle på 'stuescenen' gør sig umage, ikke mindst fars nye kone:

»Godt klamret inde ovre på den nye kones skød balancerer den mindre og knap så blonde, fireårige krop af lillesøster tavst. Den er godt nok klædt ud som forkælet, kernesund og god til gymnastik. På toppen stritter det søde hår helt rigtigt, mens en lyserød pegasus stiger opad på brystet. De fine fødder hviler proppet ned i den samme slags sutsko som dem, der sidder i en større udgave ovre på kroppen med hende lammet indeni, og i de små mørke øjnes spejle sidder det samme stive, men fortryllende blik, der kender til spillet og derfor i dag funkler om kap med det gyldne skin fra stearinlysenes blidt fastholdte stjerneskud.«

Alle i familien optræder. Når de er alene i weekenden, optræder farkroppen med finere fransk madlavning, og Wiinblad har fortællemæssigt placeret et par øjne og en stemme uden for scenen som iagttager. Her står den pigede krop, hovedpersonen, også og betragter sit eget liv.

Romanpersonerne i Prologer kroppe, stemmer og lemmer. Her er ingen handlende subjekter, men udelukkende objekter udsat for ('kærligt voldelig') handling. En hummer, en fod, en ballerinakjole, en fireårig pigekrop — alt sammen genstande, der sættes i scene.

Blæser på reglerne

Prologer ikke en skildring af én families ulykke, men tilpas demonstrativt maler skriften et generelt billede af et incestuøst forhold mellem en far og en datter. Det ses i klichéerne (»funkle om kap« som ovenfor), og det ses i replikkerne, der ikke vil være realistiske, men blot illustrative — her er endnu en ny kone ved at krakelere, og hun skriger til den nu 14-årige hjemvendte pigekrop:

»Du kommer ikke ind her! Jeg har talt med din far! Og vi er færdige med dig! Du kan tage dine ting og køre ud til din mor! Så kan du jo få det, som du vil have det!«

Ingen stor replikkunst i det, men til gengæld slår den iskolde standardisering hårdt. Det er lige før, statistikken (op til hvert 10. barn bliver seksuelt misbrugt) ses i sådan en replik. Det kunstfærdige finder man så til gengæld i romanens iscenesættelser, alt det, der ikke er replikker.

Her blæser Wiinblad på alle grammatiske regler, og fordi historien er så tynd (!), bliver det interessante at følge, hvad der sker med sproget, når det møder en stiv krop af familie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu