Læsetid: 4 min.

Tacklinger, svulmende læber

Indie-pop-dronningen Feist går i skoven, vampen Lana Del Rey spiller på nostalgiske tangenter og St. Vincent får det hele til at ramle. Tre nordamerikanske damer zapper ind og ud ad indiekulturen på hver deres succesfulde måde
Indie-pop-dronningen Feist går i skoven, vampen Lana Del Rey spiller på nostalgiske tangenter og St. Vincent får det hele til at ramle. Tre nordamerikanske damer zapper ind og ud ad indiekulturen på hver deres succesfulde måde
3. oktober 2011

For nylig skrev det amerikanske liste-, fetich- og kultursite Flavorpill om 10 ting, der er i gang med at slå indie ihjel — altså indre kulturelle faktorer, som truer den musik, som signalerer at være off mainstream og dermed mere personlig og interessant (uden nødvendigvis at være det); et sundere og hippere alternativ så at sige.

For at forstå den kulturelle signifikans af dette så må man forstå at indie — kortform af independent, uafhængig — gennem årtier har været et helle for musikelskere, som har foragtet pop og penge og den spændetrøje, som de tilsammen kan (vel at mærke kan) danne om musikalsk udfoldelse.

Men nu er indie blevet så hip og udbredt, at den i sig selv er blevet en form for mainstream og dermed offer for en række adfærdsregulerende faktorer såsom massiv hype, for mange penge, kulturelle forsvarspositioner og ikke mindst nye medie-magthavere som musiksitet Pitchfork .Indiekulturen befinder sig altså midt i et uskyldstab.

Inderligt udført

Et af punkterne på Flavorpills anbefalelsesværdige liste over dette uskyldstabs følgesygdomme er mistænksomhed over for ambition. At det at skaffe sig et stort publikum eller have store kunstneriske visioner i sig selv kan gøres til noget suspekt i den herskende indie-kultur. En slags kommerciel/kreativ Jante-lov.

Canadiske Feist har således længe været ude af det fine indieselskab takket være sin kommercielle succes. Jeg mener, der gik ikke længe, før man kunne høre sangen »1234« fra hendes storsælgende debutalbum i en iPod-reklame. Og nu kan selv hendes helt igennem troværdige indierødder i Torontos alternative rockscene som medlem af bandet Broken Social Scene ikke redde hende fra hende selv. Hun udviser nemlig betragtelig kunstnerisk ambition på sit nye, tredje album.

Ikke at den 35-årige sanger og sangskriver lykkes hele vejen igennem. Men Metalser en af disse blues-, folk- og jazz-gennemvædede plader, som selvsamme genrers klicheer synes at prelle af på. Fordi det er så smukt og så inderligt udført.

Stor musik bygget af et større, åndeløst orkester, som hjælper Feist med at gribe noget helt grundlæggende, men alligevel svært begribeligt.

Metalser en smuk tyst tackling af indiereduktionisme. Inderlighed kan komme alle steder fra — den behøver ikke være skrevet på økologisk latte i Brooklyn.

Drukner lidt

Mens bloggeren Hipster Runoff kører smædekampagne mod den hypede amerikanske sangerinde Lana Del Reys slående udseende, viser bvideoernes labre genbrug af hipt falmet billedmateriale hendes ublu popfortid.

Sangene er nu ikke dårlige. Chris Isaak blandet med Lee Hazelwood og kolporteret med en præcoitalt mørkt hviskende stemme. »Blue Jeans« omkvæd minder om »Wicked Game«, men med programmerede understrømme. »Video Games« kumulusskyer af melankoli drukner en blidt, men målrettet. Og »Kinda Outta Luck« er tyggegummignaskende 60'er-girl group-pop. Hun kan noget Del Rey — og/eller hendes bagkvinder og -mænd kan noget. Og det kaldes for pop — ikke den dybe tallerken.

Reaktionerne på Del Rey har så passende affødt en kønsdiskussion. Om hvordan traditionelle skønhedsidealer og forældede kvindelige dyder stadig sælger, selv blandt åh så frittænkende hipstere. Så er det i virkeligheden de svulmende læber, som Hipster Runoff mener har fået botox, der har gjort hende til varm ejendom? Eller er det omvendt bare hendes slående udseende, der afføder de vrede reaktioner og døve ører? Bliver hun ramt af en form for omvendt kønspolitisk korrekthed? Må man ikke være såhot og samtidig lave god musik?

Well, man må så godt være så køn som landsmandinden St. Vincent. Hun er så heller ikke retrovampet, og hendes tredje album er samtidig en besværlig affære, der stryger mod hårene. Selv når de rejser sig. Det er svært bare at stave til leflen under lytningen til Strange Mercy.

En knækkende og huggende udfoldelse af et sønderbrudt temperament. Et væld af ideer og associationer som på forunderlig vis kaperes inden for rammerne af popsange: Strygerorkestre, hjemmedisco, impressionistisk komposition, kassettebåndsstøj, undervandssang, glidende guitarlinjer, der sitrer som staccato sølv over lummer 80'er-synth-velour.

Og der er en enorm sans for rum i numrene, som nærmest som klanglige lejlighedskomplekser. Det kan f.eks. lyde som om guitaren spilles under en dyne lige under næsen på en, mens synth sitrer ude i horisonten, og St. Vincent befinder sig i en katedral. Altså i hver deres klangrum.

Alvoren af humoren

Det er ikke naturalisme, folkens, det her. Det er en dame, der har kastet trosserne og sejler rundt i den moderne teknologis muligheder. Og udfolder en kamp mellem sin egen sirlige ordenssans og en uregerlig opdagetrang.

Hun sprænger huller i pænheden, perverterer hi-fi-lyd, voldtager en vokal med nye indfald. Som når hun på »Dilletante« synger intimt, varmt nærværende, for så at give sig selv og os en ordentlig lussing af uvorne, elguitarer, der skærebrænder sig gennem al den hæklede hygge.

Gennem Strange Mercysitrer en rastløs ambition a la Joni Mitchell i sin jazzfase, Kate Bushs Hounds of Loveeller Princes Sign O' The Times. Men her mere idiosynkratisk skruet sammen, med store åbne brudflader, brutale indfald — lidt a la Frank Zappa — rå humor, anelsesfuld sanselighed.

Og her er masser af lo-fi-eksperimenter, der formummer albummet, forhindrer det i at fremstå som en perle. Men det er netop det, det er, når først man forstår alvoren og humoren — og rent faktisk formår at begribe sangene.

Og dermed går St. Vincent også durk mod en anden tendens i indieland, generelt i vores webkultur: Tendensen til at levere letfattelige sange, der fænger ved første lyt.

Det gør disse 11 sange ikke. Men de brænder sig til gengæld langsomt fast.

Feist: Metals (Polydor/Universal). Udkommer mandag.

Lana Del Rey: Video Games, Blue Jeans og Kinda Outta Luck — Hør/se dem på YouTube

St. Vincent: Strange Mercy (4AD/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu