Læsetid: 3 min.

Er der en tid til linedance?

I en tid, hvor Hollywood er på genbrugsjagt i 80'ernes pulterkammer, er en ligegyldig, linedance-tilsat genindspilning af dansemusicalen 'Footloose' eksempel på en tidsforvirring, der gør én usikker på, hvad 2011 er for et slags ungdomsår
I en tid, hvor Hollywood er på genbrugsjagt i 80'ernes pulterkammer, er en ligegyldig, linedance-tilsat genindspilning af dansemusicalen 'Footloose' eksempel på en tidsforvirring, der gør én usikker på, hvad 2011 er for et slags ungdomsår
13. oktober 2011

»Der er en tid til at græde, en tid til at sørge — og en tid til at danse,« prædikede en ung Kevin Bacon som Ren i Herbert Ross' dansemusical Footloose i 1984. Nu gentager en ny Ren parolen i en 2011-udgave. For der er åbenbart en tid til at genindspille eller viderebygge på alt godt (og skidt) fra 1980'ernes filmklassikere, og den tid er nu. At 80'ernes uironiske hjerte/smerte-filmkunst er vendt tilbage, kan man måske tilskrive recessionen: Nu er det ungdommens pligt at føle deres eget og danse sig ind i fremtiden. I tilfældet Footloose, der danser alle slags danse på én gang, er det bare svært at dechifrere visionen i denne fremtid. Især på denne films sære skabelon.

Spred benene

Den moderløse Boston-dreng Ren (Kenny Wormald), er flyttet hjem til sin onkel i sydstatshullet Bomont og får problemer på grund af sin storbyarrogante yankeesarkasme. Efter en festrelateret bilulykke i landsbyen er det blevet forbudt at spille »høj elektrisk musik«, forbudt at være ude sent om aftenen og forbudt at danse, og det vil Ren ændre. Det er et spøjst plot, der mest af alt minder om en eventyr-skabelon: Byens kåde præstedatter er her prinsessen, låst inde af den onde troldmand, hendes far (Dennis Quaid), og Ren er prinsen, der skal hæve forbandelsen. Der er også en spøjs parallel til Ariel, hende fra Disneys Den Lille Havfrue, når Kenny Loggins i titelsangen synger »Cut foot loose« (skær fødderne fri). Men det er nok bare et universelt ungdomstema: denne ret til at sprede benene. Hvad 'danseforbud' ellers skulle være metafor for i 2011, er svært at se.

Footloose (1984) er en ungdomsdanseklassiker på samme VHS-hylde som Flashdance (1983), Fame (1980), Strictly Ballroom (1992) og genrens mesterværk Dirty Dancing (1987), som i øvrigt også snart skal genindspilles. Ud over indiskutable nostalgipoint vinder originalen på sit portræt af en landsbys adrenalinhungrende ungdom og på energien hos blandt andet en sprød Kevin Bacon med gymnastkrop.

Til gengæld taber den på sin tunge, dramaturgiske opbygning, som Craig Brewers 2011-version lægger sig ukritisk oven på. Begge film taber derfor pusten midtvejs, blandt andet i sniksnak, da Ren vil gå lovens lange vej for at få afskaffet byens danseforbud. Desuden rynker min indre pacifistiske moralist panden, når Ariels eks og hans bøllevenner i filmens glade finale får en kæmpe omgang tæv af Ren og venner. Voila! Så er dragen slagtet. Og så skal der danses!

Utidighed

Det bliver danset alt muligt i Footloose anno 2011. Indledningen og den store glade halbals-finale kopierer 80'er-glæden og får fødderne til at vippe under sædet. Tidligere er der røvrystende, ben-humpende, r'n'b-inspireret freestyledans ved byens drive-in-grill. Og så er der i et absurd midterstykke gjort forsøg på at introducere en oppe-på-beatet, sexet version af linedance: sydstatsdyd møder MTV. Vor veldansende hovedpersoner er begge kendt fra amerikansk danseunderholdnings-tv og inkarnerer denne genres artige form for sexappeal. Julianne Hough minder som Ariel om det polerede Disney-produkt Miley Cyrus — tilsat Jennifer Anistons fagre hår og en vag badass-attitude, der bedst repræsenteres af hendes hotpants. Kenny Wormald har noget skælmsk charme kørende for sig, men ligner med sine opsmøgede t-shirt ærmer også et klenodie fra Beverly Hills 90210. Det gør ham lige så utidig som filmen i sin retningsløse helhed. »This is our time,« lyder den amerikanske undertitel. For mig er det svært ved at se, at der er faktisk opdateret ungdoms-tidsånd i denne form for 80'er-genbrug, eller for den sags skyld, hvad visionært der er ved at gøre 2011 til en tid til linedance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu