SØDM, stod der med store, klodset glade bogstaver på den barnevogn, fra hvilken forlæggeren Otto Sigvaldi ( Hindbærbrus & Kragetæer) i 1969 på Strøget solgte Sten Kaaløs charmerende debutsamling, Med hud og hår.
Sødm! Mod denne indsmigrende imperativ er digteren mestendels forblevet tro lige siden. Hvilket undertiden har været til gavn for hans digte, hvorimod sloganet som princip for hans prosa har vist sig af mere tvivlsom værdi.
For hans kortprosa er det i hvert fald katastrofalt, hvis man skal dømme efter hans nye novellesamling, den tredje. Indholdet er for størstedelens vedkommende sentimentalt, og flere steder kommer man umuligt uden om at finde ham drivende sentimental.
Ondt i kærligheden
Tematisk og motivisk bevæger Sten Kaalø sig i en trekant, hvis hjørner (med et lån fra PH's vistnok sidste digt) hedder ensomhed, tosomhed og ingensomheden, døden. Man møder personer her, der så godt som alle har ondt i kærligheden. Har de den, så mærker de den ikke. Og mangler de den, så får de den ikke. Eller — i det mindste ikke rigtig.
Dette kunne der måske været kommet nogle bevægende billeder ud af, men digteren glider ligesom blot af på de situationer og figurer, han skaber, og foretrækker de lette, inderligt følsomme, i grunden sentimentale pointer.
Tag som eksempel indledningsstykket, betitlet »Trix« efter hovedpersonen, ald-rende koncertpianist, pensioneret konservatorieprofessor, som efter sin anden hustrus død bor for sig selv i Ystad og aldrig mere rører et flygel, forstenet som han nemlig er af sorg.
Men hallo: Lykken venter ham lige om hjørnet! Da hans første kone dør, går han hårdt presset af datteren med til bisættelse — og træffer en niece til hustru nr. 1 udstyret med en helt speciel stemme og iført bordeauxrøde strømper og en kort, sort nederdel og en jakke, der vistnok ser kinesisk ud! Hun og hendes stemme, der lyder ligesom en cello, flytter ind hos den ensomme onkel, til hans datters store forargelse. På allersidste side lægges atter linned på dobbeltsengen. Slut med at sove alene på sofaen inde i stuen ...
Mystik og minikrimi
Eller tag bogens afsluttende stykke, titelnovellen, hvor et yngre kvindeligt medlem af den danske modstandsbevægelse lader sit korte liv passere revy i form af en monolog henvendt til en hund. Her vil Kaalø åbenbart have sine læsere til at tro på eksistensen af højeksplosive danske sabotørgrupper så tidligt som i 1940-41. Men at hele teksten oser langt væk af litterær konstruktion, røber sig f.eks. i den detalje, at jegfortælleren taler om »det tyske Gestapo-politi«. Sådan siger man måske til et skolebarn i dag, men ikke til en familiehund i 1941.
Blandt de mellemliggende 15 temmelig uens stykker kan man glæde sig over en mini-krimi, behændigt skruet sammen over 32 sider, og over en besynderlig horrorlignende sag om en usikker lærerstuderendes mystiske møde med performancekunstneren Erica Ubuctur (!), ligesom man med en vis forvirret undren indlever sig i »Sidste dag«, hvor en nedtrykt og frustreret ægtemand uden rigtig at opdage det forløses af — en havfrue! Her slår gavtyven Kaalø ordentlig gækken løs, men ødelægger desværre sin tekst ved en lovlig omstændelig optakt.
Andre steder bliver stoffet for tyndt, som i historien om en enlig førtidspensionist, der overværer et mord og derefter begår selvmord af skræk. Og atter andre steder er det i kompositionen, det knager, som i den slatne og slappe »Clara og Clas«, en sørgmodig ægteskabsskildring, der nok lægger ud med en konkret situation, men derefter slet og ret glemmer den igen!
Egentlig kan jeg vældig godt lide Sten Kaaløs foretrukne novellesprogføring, med de korthugne, ligesom stikagtige sætninger og den langsomme opbygning af de enkelte scener. Kedeligt blot, at han i disse 17 tekster — når bortses fra de lysende glimt — har så lidt at sætte stilen ind på. og derfor — sådan opleves det — ender med en prosa, som er mere lavet, end den er levet.
