Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Verdensborgerens verdenshistorie

'Nielsens Verdenshistorie' er en meget under-holdende historiebog om det forgangne årti og vor tids nye verdensborger. Man sluger gerne bogens mange gentagelser, fordi stoffet er så vedkommen-de og dertil behandlet med stort litterært format og originalitet
Kultur
28. oktober 2011

Selv de mest banale begivenheder i Nielsens Verdenshistorie skildres som om, de var set igennem et overvågningskamera, eller som var de styret af en usynlig hånd — en drone? — fra den anden side af jorden. Alting er forbundet, vores samtid er én sammenhængende helhed. Men hvor sidder marionetføreren med den usynlige hånd?

Hvis man skal tro Nielsens Verdenshistorie, en samling rejsereportager, dagbogsoptegnelser og et ro-manudkast fra perioden 2001-2010, ingen steder. Hverken i himlen over os eller i en tænketank i Washington D.C. Verdenshistorien er imploderet helt ned i den enkelte verdensborger.

Den 11. september 2001 brager to passagerfly ind i World Trade Center i New York og slår hul i den vestlige selvforståelse. Noget forsvinder ned i et mørkt, rygende hul på Lower Manhattan og efterlader et tomrum. Historien? Historien havde Francis Fukuyama allerede lagt i graven 10 år forinden med sit berømte essay fra 1991 om Historiens Afslutning. Snarere giver 11. september nyt liv til Historien og næring til Samuel Huntingtons tese om et Clash of Civilisations.

I løbet af ingen tid opstår en effektiv fortælling om angrebene som hævn og gengældelse for fem hundrede års vestlig imperialisme. Og Vesten svarer prompte igen med fortællingen om The War on Terror.

Nielsens Verdenshistorie forsøger at give et bud på en anden fortælling. Hvis 11. september-angrebene var et ground zero,et År Nul, i Vestens historie, så åbnede de samtidig muligheden for en ny begyndelse.

Verdensscenen

Bogens første tekst er en avisartikel bragt i Politiken 29. september 2001. Nielsen analyserer her Karlheinz Stockhausens berømte udsagn, at Tvillingetårnenes fald var »det største kunstværk, der endnu er skabt«. Provokerende og næsten ligeså opsigtsvækkende som angrebene selv.

Men Nielsen ser ikke bare udsagnet som en skandaløs æsteticering af død og lemlæstelse. Tværtimod.

Ifølge forfatteren til Nielsens Verdenshistoriekan verden efter 11. september anskues som én stor iscenesættelse. Eller rettere sagt, som mange små iscenesættelser uden noget fælles, overordnet plot.

Et eksempel er Irak-krigen. Krigsplottet blev ifølge Nielsen skrevet allerede i 1997, af tænketanken Project for A New American Century. Her sad folk som Dick Cheney og Donald Rumsfeld og lagde rammerne for den senere historiske handling. Formulerede idéerne. Nedfældede ordene. Eller, som der står i PNAC's Statement of Principles fra 1997: »We need to promote the cause of political and economic freedom abroad«.

Stockhausen kunne altså ligeså godt have kaldt Dick Cheney og Donald Rumsfeld for 'konceptkunstnere' og Irak-krigen for 'en iscenesættelse'. Scenesymbolikken er ikke kun en leg med ord. Sammenblandingen af politik og teater, af liv og kunst, går som en ledetråd igennem hele Nielsens Verdenhistorie.

I starten af 2003, imens polemikken om Saddams våben raser i Sikkerhedsrådet, sidder Nielsen i al hemmelighed i en tænketank i København og forbereder manuskriptet til en parallel invasion af Irak. Tænketanken hedder Gladsaxe Teater og manuskriptet — Parlamentet— bliver i første omgang afprøvet som teaterforestilling. Parlamentet handler om en idealistisk arkitekt, som — ikke ulig idealisterne Cheney og Rumsfeld — vil virkeliggøre det universelle demokrati. Han vil opføre et verdensparlament, hvor alle mennesker i hele verden kan komme til orde. En storslået vision, som naturligvis udvikler sig til et mareridt. I hvert fald i teaterforestillingen.

Men da amerikanske og blandt andre danske soldater den 20. marts 2003 går ind i Irak, ser Nielsen sit snit til at føre Arkitektens vision helt ud på verdensscenen. I januar 2004 rejser han sammen med kollegaen Rasmussen til Kuwait, krydser grænsen, og går i koalitionsstyrkernes fodspor op igennem Irak. Og i de følgende år, videre ud til verdens brændpunkter i Mellemøsten, Iran og USA, hvor de med samtalen og en tom metalkasse med påskriften The Democracy som eneste våben forsøger at udbrede frihed og demokrati.

Verdensborgeren

En del af denne historie har vi fået før, blandt andet i romanerne Selvmordsaktionen og Suverænen. Hvad bringer Nielsens Verdenshistorie af nyt? For det første en absurd morsom skildring af Nielsen og Rasmussens forsøg på at starte en revolution i Iran i 2006. For det andet en hårrejsende beskrivelse af Nielsens vandringer igennem henholdsvis Kabul og Kairo med et hvidt flag med et hul i midten, imens den ene Muhammed-krise efter den anden eskalerer om ørerne på ham.

Bogen er et yderst velkomment alternativ til den dominerende fortælling om de seneste 10 års globale war on terror som et clash of civilisations. Man forsøgte at bilde os ind, at verden var et farligt sted. Det var den sikkert også.

Men Nielsen gik ud i den og beviser med Nielsens Verdenshistorie, at den også kunne være et samtalens og mødets sted. Man forsøgte at bilde os ind, at det var amerikanerne der styrede efter 11. september. Og ganske vist satte USA sig hurtigt på den globale dagsorden med tvillingefortællingerne om den verdensomspændende terrortrussel og demokratiets universelle nødvendighed. Nielsens Verdenshistorie sætter sig ikke op imod USA.

Det er ikke en magtkritik. Netop heri består den etiske fordring i hans handling.

Nielsen tager amerikanerne på ordet og går ud i verden under frihedens og demokratiets faner. For hvis verden er en scene uden iscenesætter, så pålægger det den enkelte at træde ind på scenen og præge handlingen.

»Jeg går!« siger Nielsen, da nogen i bogens sidste tekst tilbyder den gående verdensborger en hest. Hvorefter han forsvinder ud i den egyptiske ørken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her