Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

24syvs politiske eksperimentarium

Radio24syvs politiske programmer og værter skal have den ros, at de er helt deres egne, og man aner både et underholdningsmæssigt potentiale og et velkomment alternativ til de æterbårne mediers monotone tilgang til det politiske stof. Desværre virker hverken programmer eller værter synderligt velforberedte
Kultur
17. november 2011
Potentiale. Søren Fauli søger i programmet ’Løsgængeren’ hjælp til – ved lov – at redde samfundet fra den ligegyldighed og mangel på engagement i hinandens liv, som han selv er udtryk for. Programmet virker desværre uforberedt på trods af potentialet.

Potentiale. Søren Fauli søger i programmet ’Løsgængeren’ hjælp til – ved lov – at redde samfundet fra den ligegyldighed og mangel på engagement i hinandens liv, som han selv er udtryk for. Programmet virker desværre uforberedt på trods af potentialet.

Erik Refner

De allerførste minutter af programmet ’Løsgængeren’ er et godt eksempel på, at der måske snarere er grund til at hæfte sig ved potentialet end manglerne ved Radio24syvs forsøg på at nytænke dækningen af det politiske stof.

Filminstruktør Søren Faulis og lytternes politiske værksted, hvor målet på sigt er at få forædlet en idé til et lovforslag, der kan stemmes igennem i Folketinget, indledes ved, at Søren Fauli beskriver, hvordan han føler sig medansvarlig for, at en ældre nabo døde af ensomhed.

Fauli søger hjælp til — ved lov — at redde samfundet fra den ligegyldighed og mangel på engagement i hinandens liv, som han selv er udtryk for.

Med god hjælp fra engagerede lyttere kombinerer han det abstrakte metaniveau om vores distancering fra hinanden i tiltro til velfærdssamfundet, om ’det menneskeligt kvalificerende’ — som Fauli udtrykker det — i at bidrage og opnå indsigt i, hvordan det er at være på den anden side, eller spørgsmålet om hvorvidt man kun er meningsfuld, hvis man er nødvendig, som en lytters tese lyder, med konkrete idéer om nye boformer, et etisk regnskab på selvangivelsen, årlige, sociale arbejdsdage for pensionister, en samfundsorientering for unge, hvor de får indblik i arbejdet i sundhedsvæsen, politiet, ældreplejen osv.

Det kedelige ved ’Løsgængeren’ er, at det virker uforberedt. Det virker for det første helt tilfældigt, at Søren Fauli netop har inviteret den i dette tilfælde ikke særligt konstruktive socialdemokrat Pernille Rosenkrantz-Theil i studiet, bortset fra at hun er vant til at være i radioen, og snakken kommer i høj grad til at gå i ring i stedet for at bringe ideerne videre. Det ville klæde programmet at tage sig selv mere seriøst.

Den blå og den aubergine

Og desværre er ’Løsgængeren’ ikke det eneste af de politiske programmer på Radio24syv, der bærer præg af ikke at være helt gennemtænkt.

Den liberale blogger Jarl Cordua og tv-provokatøren Torben Steno kalder sig i beskrivelsen af deres eget debatprogram for blå og aubergine, men giver ingen svar på, hvorfor kombinationen af en venstremand og en radikal skulle være særligt eksistensberettigende.

Også i dette program introduceres en idé, men her virker det blot uvæsentligt og malplaceret, når man på dagen for regeringens finanslovsudspil lader Pernille Rosenkrantz-Theil (igen!), LA’s Ole Birk Olesen og DF’s Martin Henriksen diskutere en privatisering af kongehuset, de end ikke magter at tage seriøst.

I programmets anden time får man en fornemmelse af, at forfatteren Henrik Dahl har fået lov til at svine Helle Thorning-Schmidt til igen, fordi den tidligere socialdemokrat har lovet at detonere bomben, at han faktisk stemte på Venstre ved dette valg. Deri lå der også et vist potentiale.

Man må gå ud fra, at Cordua og Stenos insisteren på at understrege egne, politiske holdninger skal bruges til noget, og det er da også i det perspektiv, at Jarl Cordua i mange år har haft en yderst populær og nyttig blog.

Han ved simpelthen meget om det liberale univers — fra sladderen til metaplanet — og har på den måde fungeret fremragende som en blå prisme over de aktuelle politiske begivenheder.

Derfor kunne det også have haft en vis værdi at udfritte Henrik Dahl, og enkelte gange får vi en begavet perspektivering ud i nogle af de store bevægelser, der er skyllet ind over Europa de seneste årtier, men mest af alt får Dahl blot lov til at gentage sin kritik af Thorning-Schmidt — nu med to ligesindede som heppekor.

Steno giver dog prøver på sin evne til at lægge et befriende jævnt og langsigtet perspektiv ned over en debat, som da han reflekterer over, hvorvidt man egentlig bedst husker stemningen snarere end resultaterne, det lykkedes en regering at skabe.

Til fælles har de også en eller anden form for fræk gadedrengsattitude, der — hvis balancen kan vippes fra kække kommentarer til mere moderat respektløshed og uventede spørgsmål — giver håb om en mere levende debat end de monotone og indstuderede meningsudvekslinger, som de etablerede medier gør sig i.

Billederne vælter frem i hovedet

Vil de hente inspiration til det, kan de passende sætte sig og lytte til et tredje af Radio24syvs programmer, nemlig dansk presses bad boy Michael Jeppesens ’Top 182’, der præsenteres som en ugentlig, begrundet rangordning af folketingsmedlemmernes og ministrenes indsats. Men slet ikke er det.

Selve rangordningen nåede Michael Jeppesen at presse ind på de sidste to minutter af den første af to timer, der ellers handlede om Palæstina-Israel, og den første time brugte han sammen med fotografen Jan Grarup.

Selve idéen om at lave radio, hvor man snakker om billeder, lytteren ikke kan se, synes bagvendt, men det fungerer fremragende.

For det første er fotografer ofte fremragende til at fortælle historier, fordi de magter det, vi journalister har så svært ved, fordi de er vant til at tage udgangspunkt i noget helt konkret og jordnært og lade det være op til betragteren at finde og bearbejde perspektivet.

Dertil underbygger Michael Jeppesen show it, dont tell it ved sin oprigtige interesse i billederne og blik for de små detaljer og umiddelbart banale spørgsmål, der gør, at billederne vælter frem i hovedet på denne lytter. Som da han spørger, »hvem, tror du, er hans forbillede?«, efter fotografen har beskrevet et billede, hvor en lille dreng, der snart skal dø, bevæger sig gennem en gade med brændende dæk og faldende murbrokker bag et lille blikskjold for at kaste en sten efter de israelske soldater.

I anden del af programmet inviterer Michael Jeppesen til en mere traditionel debat og viser både sin stærke side, der er at fyre op under folk, men som så ofte før går det over gevind, da han ved blandt andet at sammenligne Israels håndtering af Gaza og Vestbredden med koncentrationslejrlignende tilstande får en nærmest chokeret Jan Grarup på nakken.

Man sidder med en fornemmelse af, at man ikke aner, om programmet er et helt andet i næste uge, for konceptet er mildt sagt ikke stramt, hvilket man i øvrigt kan sige om hele den politiske programflade på 24syv.

Det gode er, at kedeligt er det ikke.

 

Løsgængeren, Cordua & Steno og Top 182 Radio24syv mandag, torsdag og fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppesens 24/7 er himmelen.
Alt andet - hvad jeg ligeledes har hørt fra den side har - er manifest faulikvalifeceret.