Visse byer og perioder er som skabt til spionromaner. Blandt dem Berlin og Paris i tiden lige inden Anden Verdenskrig, og det er også her, at den store amerikanske spændingsforfatter Alan Furst lader en pæn portion af sit forfatterskab udspille sig.
I Udenrigskorrespondenten,der introducerer Furst (født 1941) på dansk, oven i købet begge byer, som hovedpersonen kastes frem og tilbage mellem i jagten på både sit livs kærlighed og gode journalistiske historier, der kan gøre en forskel i en verden styret af had og frygt.
Carlo Weisz, som han hedder, er en italiensk journalist med adresse i Paris, hvorfra han får til opgave at redigere den italienske undergrundsavis Liberazone, da dennes redaktør bliver dræbt. Ved siden af skal Weisz passe sit job som korrespondent for Reuters, der sender ham til Berlin i begyndelsen af 1939.
Her møder han sin tidligere kæreste, der i dag er godt gift og involveret i den tyske modstandsbevægelse. De to indleder et heftigt forhold, og da Weisz samtidig får fingre i et hemmeligt dokument, der viser massiv tilstede- værelse af tyske agenter i den italienske sikkerhedstje- neste, er han pludselig et ønsket bekendtskab for flere store europæiske efterretningstjenester.
Hårdkogt og lyrisk
Der sker meget andet spændende i Udenrigskorrespondenten,men al dramatikken udspiller sig heldigvis på en bund af stemningsfuld realisme båret af en på én gang hårdkogt og lyrisk sprogtone, der i sig selv er læsningen værd — fint fanget af Mette Wigh Tvermose, der dog flere steder har overset, at det hedder 'for' og ikke 'farede' (»Han farede af sted med 30 km i timen ...«).
Undervejs er der lige ved at gå Casablancai kærlighedsforholdet, og kvinderne står generelt knapt så skarpt som mændene, men det ændrer ikke ved, at vi hilser Alan Furst — en af spionroman-genrens mestre — hjerteligt velkommen på dansk.
