Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Arthurs julegaveræs

Kultur
24. november 2011

Kære Julemanden. Hvordan lader det sig, sådan helt lavpraktisk, gøre for dig at dele julegaver ud til alle børn i hele (den kristne) verden på ét enkelt døgn? Og så med den øgede eksponentielle befolkningstilvækst? Det voksenfornuftige børnespørgsmål stiller en pige i et brev i den britiske animationsfilm Arthurs julegaveræs. Filmen selv svarer kvikt og sjovt, når den fremstiller dig som en slags flommet kransekagefigur på toppen af et hyperprofessionaliseret effektiviseringsapparatur med millioner af toptrænede Mission Impossible-snedige nisser i en højteknologisk kæmpekane, der ville kunne sluge ufo’en i Independence Day. I dit hushold afskyr den gnavne eks-julemand alle moderne tiltag, mens din ambitiøse arvtager-søn er så fokuseret på "forøget festligficering", at han, gisp, glemmer det enkelte barn. Det gør hans evigt gode lillebror, Arthur, ikke, og sådan sættes plottet i gang, da en enkelt lille piges gave glemmes. Sarah Smith og Barry Cook har opbygget et levende og overraskende juleunivers, Julemanden, hvor dine nisser for eksempel er små androgyne flittigmåse med friske lebbefrisurer. Humoren og tempoet styrer flot udenom det dødpunkt af forudsigelighed, som selv de kækkeste animationsfilm ofte lider under. Og 3D-effekten gør (om sider) mere til end fra — blandt andet på de svimlende kaneture med samme magi som Peter Pan og E.T. Aardman Animations har med Sony Pictures sikret et julehit, Julemanden, som jeg i år ønsker mig, at alle sjove børn ser. Tak. Bamsekram, Katrine.

Arthurs julegaveræs. Instruktion: Sarah Smith og Barry Cook. Manuskript: Peter Baynham og Sarah Smith. Engelsk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her