Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Beethoven — genfødt og omdøbt

Dirigenten Adam Fischer er lidt af en mirakelmager. Det har vi hørt i hans mange Mozart-opførelser gennem årene. Nu tager han fat på en Beethoven-serie med sit danske radioorkester, og det tegner til at blive lige så magisk
Kultur
15. november 2011

Næste år påbegynder de indspilningen af Beethovens ni symfonier. De har lige overstået et tilsvarende projekt med Mozarts 41. Og før dem, alle Mozarts fem 'alvorlige' operaer, det vil sige den genre man kalder opera seria.

Adam Fischer og DR Radiounderholdningsorkestret — og orkesterchefen Tatjana Kandel ikke at forglemme — er modige, eventyrlystne folk med et betragteligt arbejdspensum, for orkestret holder sig jo heller ikke tilbage med at spille pop, rock og alskens andre genrer. Beethoven-projektet blev skudt i gang fredag aften ved at føle komponisten på tænderne i to gange nummer fem: Kejserkoncerten og Skæbnesymfonien back to back.

Der er i samarbejdet mellem denne ungarske dirigent og hans danske orkester på intet tidspunkt tale om, at »vi gør, som man plejer«. Man kan roligt gå ud fra det modsatte. Sådan har det været med Mozart, og sådan ser det sandt for dyden også til at blive med Beethoven. Man kunne vel sige noget tilsvarende om storebroren Radiosymfonikerne og deres tidligere chef Thomas Dausgaard, men her har der desværre ikke altid været fælles fodslag. Underholdningens musikere er derimod synligt dybt hengivne over for Adam Fischer, og de går gennem ild og vand for at realisere hans vilde ideer.

Kejseren

Vilde var de uden tvivl for den, der fredag aften måtte forvente at høre en fed Beethoven med patos, vælde og vibrato på violinstrengen.

Men det var ikke mere vildt, end at disse opførelser forekom helt og aldeles indlysende og oprigtige i stringent konsekvens. Det var en genfødt og så at sige omdøbt Beethoven, en klaverkoncert og en symfoni afskrællet for århundreders traditioner, iscenesat som et kammerspil med fabelagtig intensitet. Nye tempi, ny replikkunst, nye styrkegrader, nye klangfarver, nye betoninger.

Var det godt med disse fravalg og tilvalg? Ved siden af mig sad nogle venner, der aldrig før har overværet en klassisk koncert, men som mere er til Beatles og Lars Lilholt. De var fuldstændig bjergtagne.

Deszö Ranki, Fischers landsmand, var en stærk og saglig solist i Kejserkoncerten, hans maskuline og fint justerede teknik spillede perfekt sammen med Fischers næsten neoklassiske klangverden, Beethoven mødte Stravinskij fristes man til at sige.

De to ungareres færd gennem den smukke adagioillustrerede fornemt hele dette nybrud i Beethoven-traditionen på vore breddegrader. For aldrig har jeg hørt en så skrøbelig og krystalklar dialog mellem klaver og orkester, og den berømte overgang til finalen fik netop i kraft af dette tilført en sært hypnotiserende stemning af ingenmandsland. Hvorfor finalejublens dansende puls mere end sædvanligt kom som en overrumplende hjemkomst, også fordi Adam Fischer i den grad radikaliserede rytmisk og melodisk gestus.

Skæbnen

Alting blev endnu mere sat på spidsen i den 5. symfoni. En ting var den anderledes vægtning af det berømte sparsomme materiale i førstesatsen, men det var faktisk resten af symfonien, som bragte mig helt ud på kanten af stolen. Orkestrets nøgne grundklang, de bevægelige tempi, den uventede ændring af hele samtalekunsten musikerne imellem, gjorde det til besættende lytning. Ædelhed og heroisme blev omformuleret, fra tyngde og patos til lethed og enkelhed. Komponistens egentlige anliggende, budskabet om frihed, fik på den måde en ganske ny betydning.

Bestandigt hørte man umanerlig vellykket problemløsning i dette overspillede partitur, der var en usædvanlig rig udtryksvariation hos strygerne, uanset hvorhenne i den dynamiske skala de bevægede sig. De spillede næsten udelukkende uden vibrato, og med Adam Fischer som katalysator bidrog denne 'rene' lyd til et billedmageri af helt tredimensionel karakter.

Et andet påfaldende træk var bandlysningen af rå kraft. Det var netop langt fra en sværvægtskamp som hos andre dirigenter, snarere en vekslen mellem de lettere vægtklasser, hvor den flyvende energi og det hurtige fodarbejde regerer.

Og gang på gang måtte man sidde og måbe, som da Franz Schubert pludselig dukkede op i en animeret passage i finalen.

Jo, Beethovens Femte var hans yndlingssymfoni, og det er første gang, jeg har oplevet, hvor tæt han åbenbart kom den i finalen af hans egen 9. symfoni.

Næste koncert med denne herlige flok musikere foregår 2. december samme sted, den er med Eroica-symfonien. Sendes også live i P1 FM og P2 DAB.

Don't miss it!

 

Beethoven: Klaverkoncert nr. 5. og Symfoni nr. 5. Dezsö Ranki (klaver) DR Radiounderholdningsorkestret. Dirigent: Adam Fischer. Koncerthuset den 11. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her