Læsetid: 4 min.

Biologien styrer

Velfungerende. På overfladen handler det om historie, etik, politik og generationsoprør, men dynamoen er ægløsning og dna. Velkommen til en biologistisk Hanne-Vibeke Holst
Bemærkelsesværdigt. Hanne-Vibeke Holsts feministiske mærkesag er i den nye roman, 'Undskyldningen', kun til stede som spredte pointer.

Bemærkelsesværdigt. Hanne-Vibeke Holsts feministiske mærkesag er i den nye roman, 'Undskyldningen', kun til stede som spredte pointer.

Jeppe Carlsen

4. november 2011

Tak skal du have for en knald-roman, Hanne-Vibeke Holst denne gang har begået! Det er knald med knald på fra start til slut i denne historie om fire slægtsled i familien Tholstrup, fra den dameglade Vendsyssel-præst og modstandskæmper Thorvald anno 1944 til hans vrede, punkpoetiske oldebarn, So-phie, anno 2011. Sex, spænding, uægte børn og masser af familiefølelser: store som stilfærdige, heftige som tugtede, frustrerede som udlevede. Plottet er velturneret og personerne tilpas flade til at fungere som tandhjul i den store plotmaskine. Det historiske sus sikres ved at give plottet en fernis af modstandskamp og islamistisk terror. Sproget glider kækt af sted, smørfedt af klicheer og krydret med tidens tone. Spændingen holdes dirrende, ikke mindst i kraft af en komposition, hvor en højdramatisk situation i Berlin anno 2011 får lov til at hænge og svæve, mens vi springer tilbage til de forudgående årtier og slægtled. Vi får fire herlige generationsklicheer: Bedstefar Thorvald er en Kaj Munk (om end mere dameglad), far Leo er en Jens Otto Krag (om end mindre dameglad), datter Helena er en Kasper Holten (om end kvinde), og hendes datter, Sophie, er en ung autonom med piercing og et raseri så kraftfuldt som en terrorbombe.

Vi får en jødisk-amerikansk pianovirtuos af en elsker ved navn Ralph Feingold, vi får eksistentialistiske 1950'er-par med Guernica på væggen og Camus på bordet i parisiske taglejligheder, vi får elegante svenske sexkillinger, som siger »oj, oj, oj«, når de får orgasme. Vi får sågar et par enæggede tvillinger, som ikke alene giver anledning til forvekslingstragedie, men også til en pirrende threesome. Vi får maskepi, afsløringer, uventede plotdrejninger og, mod alle odds, en happy ending.

Det hele garneres på bedste populærkulturelle vis med lidt finkultur: Bøger af Sartre og Nietzsche og Thomas Mann spredes ud i romanen som rekvisitter, og Wagners operaer bliver en gennemgående reference.

Katastrofe

På 2011-planet har romanen en jegfortæller, den succesrige midaldrende berlineroperachef Helena Tholstrup, som en septemberdag er på vej til Charlottenburg Slot for at modtage de tyske mediers Demokratipris, fordi hun har gennemført en opsætning af Mozarts Idomeneo, hvor slutscenen viser profeten Muhammeds hoved sat på stage, ved siden af Jesu, Buddhas og Neptuns. Hun introduceres i bogens andet kapitel, under overskriften 'September 2011' og med sætningen: »Jeg vågner brat til lyden af katastrofe«.

Med kombinationen af september og 11 og katastrofe ved man godt, hvorhen det peger, selv om katastrofen i første omgang refererer til en vandskade i Helenas lejlighed. Situationen skærpes, da Helenas unge og modersvigtede, rasende datter Sophie ankommer fra København med sin nye palæstinensiske kæreste Khalil, som har øjne så »sorte som oliepøle« og et blik så »mørkt som en uoplyst gade i et utrygt kvarter«. Lad os her gøre det helt klart, at disse fæle muslimklicheer skrives på Helenas regning for at udstille hendes fordomme. At det så måske bliver et klichéportræt af den fordomsfulde, er en anden sag.

Den 'undskyldning', der har lagt titel til romanen, spiller på det islamistiske krav om undskyldning for Muhammed-krænkelse, men lige så meget på datterens krav til moderen: »Hun skal undskylde, at hun har svigtet sin datter«.

Biologi

Jeg har ingen problemer med, at Holsts roman er en velfungerende knaldroman. Og jeg finder den umiddelbart mere ærlig i sin ambition om at være en sådan, end tidligere Holst-romaner, som har udgivet sig for at være feministiske, men samtidig ladet sine feministiske heltinder konstruere af og for et mandligt blik. Holsts feministiske mærkesag er her kun til stede som spredte pointer: Modstandskæmperens efterladte hustru, der får al sliddet, mens manden får al æren; den succesrige kvindelige operachef, der indser at hun har måttet 'kompensere' for sit køn. Sådan set er det bemærkelsesværdigt, hvordan perspektivet snarere følger slægtens mænd, Helenas bedstefar og far, end dens kvinder, hendes mor og bedstemor, der begge ender som ret usympatiske karakterer: bitter præsteenke og alkoholiseret, liderlig diplomatfrue.

Men der er en forklaring på bitterheden. Og det er sådan set den forklaring, der bliver den overordnede i hele romanens plot. Den forklaring bekymrer mig. Den hedder biologi.

Hvis jeg kan få øje på en morale i Holsts slægtshistorie, er det den, at vi ikke må svigte blodets bånd og ægløsningens valg. Det gør alle tre Tholstrup-generationer, og heri ligger den 'arvesynd', der ind imellem dukker op som et motiv i romanen, og som bliver drivkraften i den yngste generations plotbærende og stærkere end islamistisk raseri.

Den kraftfulde kvindelige seksualitet, som bliver afgørende for plot og slægtshistorie, er styret af ægløsning. Kærlighedsvalget er så dna-specifikt, at en kvinde kan gå til grunde ved at få den ene tvilling i stedet for den anden. En datter kan fatalt afspærres fra sin digteressens, så længe hun ikke ved, at en digter er hendes biologiske far. Farvel til pseudofeministen Holst, velkommen til biologisten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu