Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En blandet oplevelse

Nikolaj Znaider er en stor mester på violinen. Om han bliver lige så stor som dirigent må tiden vise
Kultur
26. november 2011

Det var hans debut ved en Torsdagskoncert — som dirigent. Den danske violinstjerne Nikolaj Znaider har opdyrket en parallel løbebane som dirigent, og noget kunne tyde på, at det går godt, for han har haft engagementer med en stribe førsteklasses orkestre, og han er blevet 1. gæstedirigent for Det svenske Kammerorkester og Mariinskij Operaens Orkester i Skt. Petersborg.

Torsdag aften stod Znaider så foran vore egne Radiosymfonikere i et så godt som udsolgt Koncerthus, og med sig havde han sin gode ven, den palæstinensiske pianist Saleem Aboud Ashkar. De lagde ud med Mozarts Klaverkoncert nr. 22, og bedømt ud fra den alene var der ikke meget opmuntrende at skrive om. En sådan Mozart-koncert behøvede nødvendigvis ikke at blive dirigeret, for solisten og orkestret kan udmærket klare det selv ved blot at lytte til hinanden. Men her blev der sandelig dirigeret, også for meget. Znaider er en ypperlig musiker, men i teknisk forstand en nybegynder som dirigent. Det fremgik af den noget stive holdning og plastik, ligesom af det indtryk, at han generelt med sine slag ikke var foran orkestret.

Tæt på søvndyssende

Znaider valgte beherskede tempi og en vibrerende klang, og det var så smukt og pænt, at det grænsede til det søvndyssende. Et gebet som den wienerklassiske artikulation, med andre ord retorisk mangfoldighed, var især hos strygerne aldeles fraværende. Saleem Aboud Ashkars indsats lød heller ikke ophidsende, her savnede man mere frigjorthed og karaktertegning i stedet for klaverteknisk redelighed. Men synd var det, at han gerådede ud i en længere skovtur i finalen og tabte en spandfuld løbenoder på gulvet — sådan lød det grangiveligt. Toget kørte videre, og alle lod som ingenting, hvad man også skal i sådan en situation.

Med alt dette in mente frygtede man ikke så lidt, hvad Bruckners 7. Symfoni skulle udsættes for efter pausen. Men det blev faktisk en god opførelse, hvor Znaider helt klart var i sit es. Han dirigerede uden partitur, hans fotografiske hukommelse må være godt trænet af tilegnelsen af de mange violinkoncerter, og det var en fornøjelse at følge hans engagerede nærvær i det timelange symfoniske epos. Så godt som alt fik Znaiders opmærksomhed, en supplerende farve i fløjten, en dynamisk frase i basungruppen, en replik hos kontrabasserne. Han var betydeligt mere frigjort end i Mozart, ligesom han ikke uventet havde arbejdet mærkbart med strygerklangen. Man hørte kort sagt mange fint musicerede forløb i alle fire satser.

Bruckners Syvende er — ligesom hans andre symfonier — et studium for livet, ingen kommer helt til bunds i et så rigt og spirituelt partitur. En specialist som Günter Wand sagde engang, at han i sin høje alderdom foretrak at læse det frem for at dirigere det. For der dukkede hele tiden uprøvede dimensioner op, og han foretrak at fastholde dem i sit indre orkester. Ud fra en sådan betragtning har Znaider naturligvis en længere bjergbestigning foran sig. Man kunne eksempelvis fokusere på en temmelig afgørende ting: forvaltningen af tempo og dynamik i satsernes enkelte afsnit i forhold til helheden. En vanskelig opgave, når en sats kan have en varighed på over 20 minutter, men som regel er sigtepunktet et afsluttende hymnisk højdepunkt. Det er ubeskriveligt overvældende, når en dirigent formår at styre de skiftende tematiske blokke organisk hen til denne kulmination. Men sådan skete det ikke torsdag aften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her