Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Business as usual

Intet nyt er som tommelfingerregel godt nyt, hvad angår institutionen D-A-D. Et band, der nægter at forandre sig, forny sig eller gøre knæfald for tidens trends, lyder på studiealbum nummer 12 i forbløffende vital grad, som det altid har gjort
Kultur
14. november 2011
D-A-D har ikke ændret meget på 12. studiealbum. Men det gør ikke noget, når 'business as usual' i dette tilfælde betyder tæt, tændt og kompetent rock.

D-A-D har ikke ændret meget på 12. studiealbum. Men det gør ikke noget, når 'business as usual' i dette tilfælde betyder tæt, tændt og kompetent rock.

Martin Rosenauer

Good hard rock. Ja. Den har aldrig rigtig været populær på den der helt hysteriske måde, som er overgået andre genrer, så den er heller aldrig faldet i unåde på helt den facon, det rutinemæssigt overgår det kvalmende overeksponerede. Og den er heller aldrig helt forsvundet, selvom den i perioder holder en lav profil. Det arketypiske hard rock band er australske AC/DC, helt ud i det faktum, at gruppen i en karriere, som nu snart har strakt sig over 40 år, aldrig har ændret på formlen. Det kan man alt efter musikalsk overbevisning begræde eller besynge, men den ser cirka sådan her ud: Centralt står den såkaldte power chord (som modsætning til riffet, som dog er tilladt, men ikke ad libitum!), den voldsomt elektrisk forstærkede guitarakkord i al sin vælde. Det er dén, der er afhængighedsskabende for dem, der er således indrettet — og dén genrens modstandere ikke kan snuppe!

Paradoksalt nok er den hårde rock minimalistisk af natur (hvorfor den også sjældent benytter sig af keyboards, der som bekendt fylder som bare fanden i et lydbillede), så lige meget hvor dræbende store akkorderne måtte tage sig ud, hviler der altid en fornemmelse af såvel rum, instrumenterne imellem, som helt banal tilbageholdenhed over måden, der gås til vaflerne på. Det er der, genren adskiller sig fra netop metal, dens vanartede og ofte noget opkørte storebror og fra punk, dens uartige lillebror, som genren i sin tid godt nok påvirkede, men gensidigt var det altså ikke. Hard rock har machotendenser, men er hverken morbid eller destruktiv og fremstår i reneste form som udadvendt partymusik for m/k'ere, der godt kan lide denim, læder og at synge med på stort svungne omkvæd. Gerne på overdimensionerede spillesteder, da subtilitet ikke ligefrem tynger foretagendet.

Fra punk til hard rock

Vores egne mest fornemme og stilsikre repræsentanter for genren lagde for en små 30 år siden ud som ren cowpunk under det vittige flag Disneyland After Dark, som de efter en reprimande fra den sjovt nok fuldstændig humorforladte Disney-koncern måtte forkorte til D-A-D. Cowpunk-fasen var dog forholdsvis kort og en kontrakt med Warner samt udsigten til et gennembrud over there fik gruppen til at satse det hele på den effektive version af good hard rock, den stort set har gjort sig i siden. Gennembruddet udeblev dog, amerikanerne havde der omkring 1990 nok i egne navn som Bon Jon Jovi (yuk!), Guns N' Roses, Great White og hvad de nu alle sammen hed, før Nirvana og Seattle-grungen fik ryddet op i det svineri.

Jackpot

Personligt foretrak (og foretrækker) jeg D-A-D frem for deres amerikanske modparter. Fordi de er sjovere, aldrig tager det, de laver, tungere end nødvendigt, og fordi deres bedste sange burde være endt som globale rockklassikere. Jeg bliver stadig glad, når jeg hører 'Sleeping My Day Away' eller 'Bad Craziness'. Såmænd. Og det er der intet ved gruppens 12. studiealbum, DIC-NII-lAN-DARK-ERD-ARK (det hedder det; don't ask), der kan ændre på.

Det er det spændstigste og mest vitale udspil fra den kant siden 2000's fine Everything Glows, sangskrivningen er bedre end længe, og der spilles som altid tæt, tændt og kompetent. Nå ja, og Jesper Binzer ligger stadig på top 5 over alle tiders bedste danske rocksangere (med streg under rock). Så holder De af D-A-D, er der denne gang dømt jackpot. Og lad os så snart se dem live og få et tiltrængt skud testosteron, når vinteren truer med at tvinge os i knæ. Med andre ord — business as usual. Og det skal forstås positivt.

 

D-A-D: 'DIC-NII-lAN-DARK-ERD-ARK' (Mermaid Records) Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvor svært kan det være?

"‘DIC-NII-lAN-DARK-ERD-ARK’" betyder selvfølgelig "Dixieland after dark".

Måske har Lynggaard fejllæst titlen, som burde være: DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK.

Det giver mere mening, selv om man vel strengt taget stadig godt kan sige: "Det hedder den. Don't ask"...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Der er nu ikke meget dixieland over "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK"., må jeg desværre konstatere, eter at have hørt et par numre.

Det nærmer sig falsk reklame.